Til Folketingets medlemmer,

Jeg har lidt af en svær depression i så lang tid, at jeg er ved at miste retten til at modtage sygedagpenge.

Midt i dette er jeg nu også ramt af kræft, som skal behandles snarest. Den behandling kommer til at gå et godt stykke ud over den tid, jeg efter jeres mening behøver at modtage sygedagpenge.

Nu har jeg så læst mig til, at regeringen, Mette Frederiksen, Dansk Arbejdsgiverforening og Kommunernes Landsforening sammen med Venstre mener, at det vil være stærkt motiverende for mig at blive frataget sygedagpengene.

Det er da muligt, at det vil virke motiverende, men med depressionen, angsten for kræft, frygten og ubehaget ved behandlingen og den temmelig sænkede livskvalitet på grund af de varige bivirkninger fra behandlingen, gør det rimelig sandsynligt, at jeg med mine nu 60 år på bagen, og heraf 46 år som fuldtidsarbejdende skatteyder (og yderligere ni år som bydreng), har brug for noget helt andet end en motivation, som jeg med meget stor sandsynlighed ikke kan bruge til noget ude i samfundet.

Arbejdsmarkedet har endnu ikke fundet plads til de knap 40.000 mennesker på +60 som er arbejdsløse. Så uanset graden af min motivation, vil jeg tro, at enhver arbejdsgiver vil finde mig bedst placeret alle andre steder end i hans/hendes virksomhed. Ikke kun fordi jeg er fyldt 60, men også fordi jeg er fysisk nedslidt af tungt arbejde, psykisk nedslidt af at miste kræfter og af at være uønsket, og nu også ramt af kræft.

Jeg vil så frygtelig gerne motiveres til at slippe af med mine lidelser og sygdomme, men mon ikke det bare er noget med, at der bliver slået på tromme for en vare, der ikke findes? En udmelding, hvis eneste formål er at presse enhver, der er ved at blive syg, til at blive til det sidste, af ren og skær frygt for at ende som menneskeligt affald på velfærdssamfundets mødding.

Vis mig de danske virksomheder, som har plads til 40.000 på over 60 år, og vis mig de danske virksomheder, der vil ansætte fysisk og psykisk syge på +60 år, så tør jeg godt love, at jeg vil være lidt mere positiv og måske ligefrem motiveret nok til at helbrede mig selv for kræft.

I kunne også beslutte, at det er uværdigt at fratage os syge, vores økonomiske fundament for, at I blot kan placere os i en kasse til opbevaring frem til datoen, hvor vi skal destrueres.

Mange syge er gift; mange syge har gennem et helt liv sparet og undværet for at kunne sidde i egen bolig, og måske endda køre rundt i en bil.

Disse mennesker, som ifølge jer formaster sig til at miste motivationen, bliver i bundter kastet ud i fattighjælp, som de i bedste fald kan modtage, hvis ægtefællen ikke kan forsørge… og først når huset er solgt, og bilen er solgt, og alt andet af værdi er væk. Først når de syge er helt nede og aldrig igen kan bo i egen bolig, så kan de få lidt penge i fattighjælp.

Økonomisk hænger det heller ikke sammen for det offentlige. Udgifter til lægehjælp, hospitaler, plejehjem, hjemmehjælp, hjælpemidler transport og meget, meget mere kommer til at æde den besparelse op, som man må formode er en reelle årsag til, at I så friskfyragtigt taler om motivation.

Det er ikke alene det økonomiske aspekt, som er en illusion. Det er også bedrag at forsøge at bilde hinanden ind, at man som syg har bedst af at blive motiveret. Som syg er det bedst at blive rask… og en den henseende har jeg rigelig motivation.

Og tillad mig så lige den krølle, at jeg blev fyret fra mit seneste job, fordi jeg var syg. Ud over kræft, svær depression og fysiske smerter (fra hårdt slid), har jeg de seneste år også været mærket af KOL. Den lungesygdom kan man godt laste mit tidligere liv som ryger for, men sandsynligheden for at jeg har raget den til mig ved at sidde som 7-årig i en kælder og hælde fortynder, terpentin og salmiakspititus på flaske hos en farvehandler er da til stede. De +10 som havnearbejder i støvet miljø med losning af korn har nok også lagt et lille lag på lungerne. Uanset hvad, så mærker jeg det i dag, og jeg er meget tæt på at miste "motivationen".

Nu håber jeg så inderligt, at jeg tager fejl. Jeg vil vente med længsel på at blive så motiveret, at jeg bliver rask, når og hvis sygedagpengene ophører.

Har Danmark som samfund så lidt værdighed tilbage, at vi skruer de seneste 100 år ud af vor historie og erklærer det en fejl at tage hånd om de svage?

Dette er min historie, og den er desværre ikke unik. Mange syge i Danmark lider mere og har lidt i længere tid end mig, men de er ikke bedre stillede - tværtimod.

Vil Danmark... vil folketingets politikere være det bekendt?