Åbent brev til Joachim Brøchner Olsen

Kære unge mand,

Det er med en udtalt mangel på forståelse, at jeg har kunnet læse og høre dine meninger i danske medier, og jeg forstår heller ikke helt, at du er medlem af folketinget. Men sådan er det så, og jeg har en vane med at bøje mig for kendsgerninger.

Da du blev født i et hjem, hvor dine forældre burde have haft råd til at holde ferie, havde jeg været fuldtidsarbejdende i 11 år. Min ældste søn var to år, og jeg var havnearbejder på 7. år.

På havnen havde jeg en god kollega. Som så mange andre på den arbejdsplads havde han et kælenavn. Han blev kaldt Brøleaben. Navnet fik han, fordi han altid råbte sine meninger ud, så de kunne høres hele vejen fra Pier 3 til Moesgård Strand og undervejs fik ruderne til at klirre på Varna.

Hver gang jeg ser eller hører dig, tænker jeg på Brøleaben, og jeg kommer sådan til at savne ham. Mest af alt fordi han havde noget at skulle have sagt, og han havde noget på hjerte, og ikke mindst havde han krogede fingre og store muskler, fordi han altid havde arbejdet hårdt.

På alle måder er han dit modstykke.

Da jeg lå på Riget efter kræftoperationen og havde mistet mine sygedagpenge, kunne jeg læse mig frem til, at du mente, at jeg måtte tage mig sammen og leve med, at samfundet ikke bare kan blive ved med at betale.

Du er faktisk citeret for at sige "vi" ikke har råd. Det må indbefatte, at du synes, du betaler.

Her er det så jeg falder af, og prøver at forholde mig til kendsgerninger.

Du har så vidt jeg har kunne opspore ikke lavet noget som helst, der har gjort det nødvendigt for at dig at bidrage til samfundets vækst og trivsel. Du har dyrket idræt i en sport, der har gode erfaringer med doping, og du har været i spildtids-tv nogle gange. Så var der ikke mere at lave, og det fik dig til at annoncere din interesse for politik.

At du har evner til at sno dig, viste du der. Du nævnte ingen partier, og lagde dermed en uopfordret jobansøgning ud i alle medier, som gav dig bedste sendetid og fuld dækning. Noget som mange ældre arbejdsløse godt kan misunde dig, mens de sidder og læser afslag nummer 1000 på jobansøgninger.

I modsætning til dig har jeg arbejdet fra jeg var fem år. Jeg mener: Gået hen på et job, knoklet og slæbt og ødelagt lunger, hørelse, ryg og hænder for at få en ugeløn hjem. Samtidig betalte jeg skat. Jeg betalte, som så mange andre uden ejendom og revisor, bare fuld skat.

Skatten betalte jeg med treven glæde, og jeg forsvarede skattetrykket over for familie og venner i udlandet. Jeg fortalte om al den sikkerhed, der stod klar, hvis jeg blev syg.

Siden 1966 har jeg arbejdet fuldtid. Jeg har betalt nogle millioner i skat, og nu hvor jeg skal bruge velfærden viser det sig, at min indbetaling til min alderdom og til eventuel sygdom er brugt af politikerne.

Nu står jeg så her syg og mærket på krop og sjæl, og så skal jeg lytte til en ung fløs som dig, og høre dig fortælle mig, at jeg er en nasserøv, som skal tage mig sammen.

Din viden om livet er begrænset, det ved jeg godt, og jeg har set dig sidde og lege med mobiltelefon i næsten en tredjedel af et møde i beskæftigelsesministeriet, så du sender nogle signaler om en udpræget ugidelighed. Noget du er rigtig god til synes jeg.

I din stræben efter laveste fællesnævner har du valgt at kaste dig over samfundets svageste, og nu har du så gjort det til en levevej.

Henne i virkeligheden er det sådan, at langt fra alle kan eller vil tage de midler, der skal til for at komme til tops i sportsverdenen, og endnu færre kommer helt så langt, at de kan leve af det. Du har levet af at kaste en kugle. Og du har kastet den langt. Ikke alle kan.

Du har fået udgivet en bog, som handler om at gøre det hele selv, og være innovativ og alt det andet moderne bavl, man ikke kan bruge som kassearbejder i Aldi eller som klassens sorte får. Alt det man ikke kan nå, fordi man havde forældre som enten forsømte eller misbrugte een, da man var barn.

Verden er sådan skruet sammen, at de der laver mest får mindst, og så er der folk som dig, der aldrig har haft et arbejde. Du har været heldig, og det er godt for dig. Det vil jeg ikke tage fra dig, men vil du så til gengæld ikke nok være så sød og venlig, at holde dig fra at belære mig om livet, og om hvad man selv kan gøre for at komme frem. Vis mig og mine, der har gjort det muligt for dig at kaste kugler og sidde i folketinget, så meget respekt, at du ikke pisser på os offentligt.

Det er så pokkers enkelt, at hvis ikke jeg havde været med til at skabe det samfund, som gav dig muligheden for at kaste kugler, så havde du været pisket til at gøre noget selv, og så ville du også have mærket, at man ikke kan nøjes med at være en innovativ iværksætter for at komme frem.

Som det vigtigste: Uden folk til at tømme lokummer, måtte du skide i bukserne...

Jo jeg savner Brøleaben, for han vidste, hvad han talte om. Brøleaben kunne blive vred og arrig, men altid med god grund, og altid på baggrund af erfaring.

Du er en hvalp uden erfaring Joachim, og du burde sætte dig ned i et hjørne med din mobiltelefon og holde mund mens de voksne taler.

Når du så ikke gider sidde og spille spil længere, så kan du gå ud og finde dig et job, og når du så har noget livserfaring skal du være velkommen til at komme med dine meninger igen.

Desværre lever vi i en tid, hvor det ikke kan lade sig gøre.

Der er stor arbejdsløshed, så du kan ikke få et job. Desuden er størstedelen af de danske medier kun interesserede i pauseklovne, duller og spradebasser... så der er masser af plads til dig i medierne også fremover.

Venlig hilsen

Johnny Larsen