Kære Mette Frederiksen og Margrethe Vestager,

Jeg har gennem et langt sygdomsforløb mærket velfærden og hjælpsomheden fra samfundet. I står som garanter for, at det ikke bliver anderledes – og slet ikke for de syge.

Her kan I læse lidt om, hvor jeg står i dag. Kort fortalt lider jeg af en depression, og jeg har netop fået konstateret kræft, som skal opereres om to uger. Om to uger mister jeg mine sygedagpenge, fordi jeg har været syg for længe. Nu er jeg altså for rask til at være syg, og for syg til at være rask.

Her er dagens epistel… og bemærk venligst, at jeg er en af de syge i Danmark som har det lettest!

På en måde er det trist, at Amanda og jeg ikke længere skal være pennevenner.

Det har været en unik oplevelse, og det har været et møde med et menneske, som nidkært har forsvaret systemets menneskefjendske indretning.

I de tilfælde, hvor systemet har åbnet en mulighed for lidt rimelighed, har Amanda med flid søgt løsninger, der kunne rette op på den fejl.

Man kan med nogen ret påstå, at Amanda virkelig forsøger at hjælpe, det bedste hun kan, men ud over hendes noget besynderlige afgørelser, er der nogle kendsgerninger, der kunne få mig til at tænke, at hun måske ligefrem bevidst forsøger at gøre mit liv til et helvede.

Amanda forlangte, at jeg begyndte hos psykolog (igen), og denne var noget utryg ved Amandas krav om, at jeg også skulle begynde i et psykoterapeutisk forløb i en mere eller mindre privat virksomhed uden ansatte med uddannelse i psykologi eller psykiatri. Efter stedets ene underviser havde talt med min psykolog, mente hun, at jeg var fejlvisiteret af Amanda. Stedet ville derfor ikke have mig til at starte.

Kreative Amanda forlanger, at jeg møder på revacentret, og hun har valgt den bedste dato, hun kunne finde, en dato, som jeg og min familie med sikkerhed ville kunne huske: Min 60 års fødselsdag.

Det stopper dog ikke her, for Amanda beslutter sig i sin visdom for, at når centret ikke vil påtage sig opgaven med at hjælpe mig, så er det mig, der ikke vil, hvorfor hun tager mine sygedagpenge. Min gode fe (lidt voksen i det, men trods alt en fe) Ricky Magnussen tager hånd om sagen og, to dage senere har jeg mine sygedagpenge igen.

Ricky meddeler Amanda, at jeg naturligvis gerne vil deltage på revacentret, som så skal kontakte mig.

En dag på vej hjem fra tjek på Rigshospitalet ligger der en besked på min mobil. Det er fra revacentret, som oplyser, at man har føjet sig for Amandas krav, og derfor skal jeg til samtaler med en læge og en psykolog, som så vil hjælpe centret med at finde ud af, hvad de skal stille op med mig. Centret vil sende mig et brev med fyldestgørende oplysninger.

Der kommer ikke noget brev fra centret. Men Amanda sender et. Hun vil igen tage sygedagpengene fra mig, fordi jeg ikke har reageret på opringningen fra centret, og fordi centrets medarbejdere er bange for mig, og fordi de føler sig hængt ud gennem denne blog. Opringningen fra centret er optaget, og Amanda får en udskrift af den besked jeg har fået – helt ordret, og så er sagen pludselig en anden.

Amanda har i lang tid vidst, at jeg har kræft, og hun vidste, at jeg ville få besked om behandling og forventet varighed den 15. august. Den 16. august sender hun mig et brev, hvor hun fortæller, at jeg ikke får forlænget min sygedagpengeperiode, og at jeg ophører med at få sygedagpenge den 31. august. Hun oplyser også, at jeg kan møde op på Jobcentret for at søge om bistand, hvis jeg har behov for det. Kontanthjælpen vil blive udbetalt fra den dag, jeg melder mig på kommunens kontor. Lige den første dag uden sygedagpenge, er den samme dag, hvor jeg skal opereres for at få fjernet kræften. En oplysning Amanda også har fået.

Selve afvisningen af at forlænge min sygedagpengeperiode er jo en beslutning Amanda har truffet for længst – uanset, hvad hvem som helst måtte komme med af kvalificerede bud. Amanda er nemlig klogere end resten af den samlede lægestand. Så når Amanda siger, at jeg er for rask til at få førtidspension, så er det sandt. Når Amanda siger, at jeg er for syg til revalidering, så er det sandt. Når Amanda siger, at jeg nok ikke bliver rask inden for de næste to år, så er det sandt. Når Amanda siger, hvad som helst, så er det sandt… og hendes chef garanterer for, at Amanda altid gør det rigtige.

Amanda har velsignet vores lille familie med mange sorger og bekymringer i den tid vi har kendt hende. Ikke én eneste mulighed har Amanda forsømt for at forhindre, at vi skulle synke hen i dovenskab og weekendhygge. De fleste af hendes skrivelser plejer at komme med lørdagsposten, så man har en hel weekend til at nyde hendes kreativitet.

Amanda er bare en ansat, der følger de regler der er udstukket, kunne man sige. Men så enkelt er det ikke. Amanda er en ildsjæl, som vil trodse al slags vejr, for at udøve den magt hun har fået lagt i sine hænder. Amanda er en velvillig lakaj, som kommunen forhåbentlig belønner med en månedlig bonus eller et dyrt tv, eller måske endda en rejse til de varme lande.

Hun fortjener det, for hun lader sig ikke nøje med hvad som helst – hun graver og graver, indtil hun finder blot den mindste mulighed at sende syge borgere ad helvede til. Bliver det nødvendigt for Amanda at lyve eller træffe bevidste fejlslutninger – så gør hun det. Så de syge har flere måneder til at gå i uvished – indtil Regionen træffer afgørelse i en eventuel klagesag.