Nytår nordpå

Af Hanne Carlsen
SE ALLE BLOGINDLÆG
Dette er et uredigeret blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected].

Her i det nye år er der intet godt nyt fra nordfronten. Det er forbavsende mildt i vejret, men dagene er mørke endnu og de dårlige nyheder kommer i en lind strøm - med DAD-støttekoncerten som muligt lyspunkt.

I artiklen om koncerten i bladet forleden formåede journalisten at snige TO stavefejl ind i Poul Krebs, som blev til Paul Krebbs.

Politikerne sidder limede på deres pinde, ikke én har sagt op, er blevet sagt op, smidt ud, likvideret, presset bort, sendt på ferie på ubestemt tid eller sat i skammekrogen. Én lille næse er der dog givet til finansminister Árni Matthiesen som overså alle regler og retningslinjer for ansættelse af dommere da han udpegede Thorsteinn Davidsson til "regionsdommer" for Nordøstlandet. TD blev af et udvalg vurderet som tredjebedst kvalificeret af fem ansøgere, men fik jobbet alligevel. Hov, fik jeg nævnt at TD er søn af nationalbankdirektør David Oddson?

Árni Matthiesen har også vundet denne titel i det forgangne år:

verdens dårligste bankmand

I dagens nyheder kommer det frem at politiets indsatsstyrke for fjerde år i træk fået øget deres bevilling imens bagmandspolitiet fortsat opererer på samme bevilling. Men det er helt fair, mener Pétur Blöndal, formand for Altingets økonomi- og skatteudvalg. Han udtaler til Fréttabladid at der bliver forhåbentlig meget mindre at lave for bagmandspolitiet nu hvor erhvervslivet er i nedgang, Den lader vi lige stå et øjeblik!

Blöndal fortsætter med at forklare, at det er nødvendigt med øget bevilling til indsatsstyrken på grund af internationale banders hærgen.

Den har jeg lige en lille anekdote til. En unavngivet islandsk mand oplevede for nylig det ubehagelige at blive bortført, tæsket og smidt af ude i lavemarkerne uden for byen af nogle bøller fra de baltiske lande. Af omveje er det så sluppet ud i offentligheden at den islandske mand var en prominent forhenværende bankdirektør og at det var en utilfreds forretningspartner/investor der havde hyret  balterne.

Tæskeholdserhvervet har det vist udmærket.

Dette er et uredigeret blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected].

Om Hanne Carlsen

27 år. Bor i Reykjavík, Ísland.  Studerer folkesundhed og islandsk. Gift med en indfødt. Ingen jeep, visagæld eller gasgrill.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.