Der blev ikke fundet noget mistænkeligt i eksrockeren og politimeddeleren Dan Lynges bil, der holdt på Sportsvej 81 i Glostrup. Derfor har politiet ophævet afspærringen i området, oplyser vagtcentralen på Vestegnens Politi.
Hele dagen har politiet ellers været i gang med undersøgelser af bilen, som Dan Lynge selv havde rapporteret som mistænkelig til politiet.
Han kontaktede politiet, da han opdagede, at højre bagdør på den hvide Audi var ulåst, selvom han var sikker på at have låst den fredag aften.
Lynge har de seneste år opholdt sig på hemmelige adresser, da han frygter at hans tidligere brødre i rockerklubberne Hells Angels og bandidos vil ham til livs.
I morges gik Forsvarets ammunitionsryddere i gang med at undersøge området med bombehunde, og også Rullemarie har været et smut om bilen.