Avisen.dk har nu taget efterlysningen efter info om Qvortrup og Falbert af forsiden - I får den og debatten her:

Efterlysning: Har du haft sex med Qvortrup eller Falbert

Jeg har også skrevet denne blog som opfølgning:

Har Nyhedsavisen en vision med sin provokation?

Offentliggjort 6. april 2008 17:39 | af Danny Hedegaard

Min kommentar under efterlysningen:

11. maj 2008 14:58 af Danny Hedegaard

Skrev jeg dette forsvar for Nyhedsavisen - et forsvar for at Nyhedsavisen ikke oplyser deres informationer hvis grunden til at avisen ikke gør det er de af Simon Andersen fremførte årsager?

Men Nyhedsavisen og Simon Andersen har ført sig frem på deres principielle hensigt på en sådan måde at avisen og dens Chefredaktør ikke kan tillade sig at afslutte sagen blot ved at begrave og glemme efterlysningen - det er så ikke nødvendigvis årsagen til at linket nu er begravet - måske er der afsløringer i vente - men hvis ikke må Simon Andersen slutte initiativet af med en fyldestgørende og troværdig forklaring til læserne på hvorfor Nyhedsavisen har valgt at undlade offentliggørelse af personskadelig omtale af Qvortrup og Falbert.

" Jeg har forsøgt at formulere bud på hvad årsagerne kan være til at Nyhedsavisen endnu ikke har bragt personskadelig omtale af Qvortrup og Falbert krænkende deres privatsfære?

Nu læser jeg et bud på hvorfor på Journalisten.dk?

Citat

Nu er det jo over en måned siden, du efterlyste snavs om Qvortrup og Falbert. Har du fået nogen tips?

»Ja, vi har fået en række tips, som vi sidder og kigger på, men det volder en del hovedbrud. Ring igen om et par uger, så skal jeg fortælle dig mere,« siger Simon Andersen til Journalisten.dk.

Men hvorfor har I ikke skrevet nogen sladderartikler om de to chefredaktører endnu? I har jo haft over en måned?

»Nogle af de tips, vi har fået, går hårdt ud over andre, ikke kun Qvortrup og Falbert, så vi har en del dilemmaer at forholde os til.«

Er det svært at skrive sladderjournalistik?

»Ja, det er enormt svært. Det er ikke nogen hemmelighed.«

Er det kommet bag på dig, hvor svært det er?

»Nej, det er ikke kommet bag på mig, men grovheden er kommet bag på mig. Hvor ubehageligt og ulækkert det er. Jeg har ikke noget imod at behandle Qvortrup sådan, men måske går det ud over hans ekskone og børn, og det er ubehageligt og giver problemer.«

Citat slut

Hvis Nyhedsavisen foretager en retræte med de her af Simon Andersen fremførte begrundelser vil det være alt hæder og ære værd - det uanset hvor meget avisen formentlig vil blive hånet og latterliggjort af de herrer Qvortrup og Falbert - deres medier efterfølgende.

Forskellen vil isåfald meget vel kunne illustreres med denne kommentar på Journalisten.dk til artiklen?

Komentar til af 9 maj, 2008 - 12:31 — christian Kjeldsen (*)

"Kom nu med skidtet, hvis du altså har noget. Se & Hør chefen har tidligere udtalt, at han ser frem til afsløringerne med sindsro - for ikke at tale om Bent Falbert. Han er nærmest øredøvende ligeglad."

Skulle denne Christian Kjeldsen mon være skrivende medarbejder på Ekstrabladet eller Se og Hør?

Hvis såvel Bent Falbert som Qvortrup vitterligt er øredøvende ligeglad med at alle andre end kun de selv trækkes igennem sølet hvor Nyhedsavisen måtte vælge at offentliggøre for dem personskadelig omtale krænkende deres privatsfære hvor det ikke er muligt at offentliggøre samme uden at stille andre til offentlig skue - hvem det ikke har været hensigten for Nyhedsavisen at stille til offentlig skue - ja så vil dette forhold kun sætte forskellen på de etiske overvejelser hos redaktionen på Nyhedsavisen og fraværet af samme på redaktionerne på Ekstrabladet og Se og Hør stærkt i relief!

Altså - i praksis synes de herrer Qvortrup og Falbert at være øredøvende ligeglade med hvem og hvor mange de trækker med i faldet hvor og når det for dem drejer sig om at maksimere profitten for og profileringen af egne medier på historier der intimiderer og direkte kan knuse andre mennesker?

Vælger Nyhedsavisen på denne baggrund at signalere en højere moral ved med de af Simon Andersen fremførte begrundelser derfor ikke at offentliggøre personskadelig - person intimerende omtale krænkende Qvortrups og Falberts privatsfære baseret på informationer avisen har opnået og kan dokumentere - vil en sådan retræte vise virkelig format.

En udgang der i sig selv vil vise fraværet af nogen højere moral - noget egentligt format hos de herrer Qvortrup og Falbert - deres medier - dem for hvem de driftøkonomiske hensyn til bundlinjen til næsten enhver tid synes at være vigtigst fremfor nogle andre hensyn overhovedet?

Særligt denne Qvortrup skal jo løbe stærkt for at kunne betale sine medarbejdere hvis villighed til at arbejde for hans blad nyder fremme af branchens højeste gennemsnitslønninger.

I en kommentar på Journalisten.dk til artiklen:

Sladder volder hovedbrud på Nyhedsavisen

9 maj, 2008 - 10:51

Skriver en 11 maj, 2008 - 13:57 — jenni christensen

" Det ser uhyggeligt ud, med min briller, hvis journalister tøver med at lave deres samfundsopgave.

Sker det under overvejelse af, om nogen bliver afsløret i at være part i noget snavs - at have lukreret på en snavset persons snavs,- så synes jeg, at journalistens tøven er endnu mere kritisabel.

Kan man stole på pressen, hvis journalister agerer udfra sådanne partiske (inhabile) kriterier?

Jenni"

Det ser uhyggeligt ud med mine briller hvis der er journalister der ser det som deres samfundsopgave at afsløre snavs om personer - det uanset om det er personens ekskone og børn det går udover - det er jo udtrykkeligt denne betænkelighed Simon Andersen fremfører som en mulig årsag til at Nyhedsavisen kan ende med at undlade at offentliggøre viden om Qvortrup og Falbert.

Det er altså i praksis jævnfør tankegangen hos jenni christensen kritisabelt at Simon Andersen overvejer det etisk forsvarlige i at trække en ekskone til Qvortrup og deres fælles børn igennem sølet sammen med Qvortrup – ekskonen der ikke har gjort andet end at dele husholdning med Qvortrup – denne har bidraget med sin hans metier uagtet legale indkomst – deres børn der logisk jævnfør denne forkastelige fortolkning af begrebet ”har lukreret på” - der er blevet forsørget af deres forældre – skal dette nu pludseligt lægges børnene til last – er det vitterligt opfattelsen hos nogle journalister at sådanne betænkeligheder hos Simon Andersen er lig med partiske ( inhabile ) kriterier?

Qvortrup ynder at operere med begrebet ” i læsernes interesse” - frastødende nærmest hæmningsløst vægtet som ” det der interesserer læserne – så godt som helt og aldeles uden hensyn til om det som interesserer læserne på nogen måder vedkommer læserne – ja hvor viden og informationer om menneskers helt private liv og tilværelse absolut ikke rager nogen af os – hvor ofrene mest af alt ønsker at sådan viden og sådanne informationer om dem ikke kommer til vores kendskab”.

Er repræsentanterne for denne journalistiske genre ude af stand til at vurdere forskellen mellem ”i læsernes interesse” og  i offentlighedens interesse – er de vitterligt villige til at undlade at vurdere deres redaktionelle dispositioner på blot et minimum af journalistiske væsentligheds kriterier byggende på  en reel afvejning af hvilke hensyn der konkret før beslutningen om offentliggørelsen af hver artikel vejer tungest – hensynet til ”af  afgørende vigtighed under hensyn til at det er i offentlighedens interesse at artiklen publiceres” - vigtigere end hensynet til fokus for artiklen – fokus s private interesse i at artiklen modsat ikke publiceres?

Hvornår kan det så ud fra et journalistisk væsentligheds kriterie vurderes at hensynet til at det er i offentlighedens interesse at offentliggøre artikler hvor nogle er part i noget snavs – at de har lukreret på en snavset persons snavs – særligt hvor de har lukreret med forsæt – hvornår vejer her hensynet til at det er i offentlighedens interesse at offentliggøre afsløringer af sådan snavs tungest – tungere end hensynet til at den/de afsløredes private ønske om at artiklen modsat ikke publiceres?

Det kan det foreksempel være i tilfældet hvor bestyrelsesmedlemmer og eller ledende medarbejdere hos ejerskabet til udlejningsboliger hvor fundats og vedtægter specifikt afstikker hvem og på hvilke vilkår der kan komme på tale til ledige lejeboliger – disse bestyrelsesmedlemmer og eller ledende medarbejdere i strid med fundatsen og vedtægterne disponerer ledige lejligheder til egne børn og eller andre dem nærtstående personer.

Eller i tilfældet hvor personer i finansielle nøglestillinger i modstrid med loven misbruger inside viden for egen vinding og eller til gunst for dem nærtstående personer.

Hvor folkevalgte i strid med regelsættet for offentlige midler finansierer egne og eller i samkvem med andre for deres hverv og pligter uvedkommende private gøremål.

Går man først i gang med at definere når og hvor det må veje tungest til fordel for ”i offentlighedens interesse” tungere end hensynet til fokus for artiklen – fokus s private interesse i at artiklen ikke publiceres – ja så vil listen sikkert kunne blive lang – lang nok til at seriøse ordentlige medier og deres seriøse ordentlige journalister året igennem vil kunne fylde deres medier med vedkommende sober stof ”i offentlighedens interesse ”byggende på og udvalgt efter journalistiske væsentligheds kriterier.

Er tilfældet mon ikke at ophavet til de eksemplificerede udsagn – det er tilfældet at de og deres medier lever af volumen i efterspørgslen hos læserne af deres medier efter sådan stof som af Qvortrup definerer som ”i læsernes interesse” – sådan stof der ofte modsat er så privat at det ikke vedkommer læserne – der ikke fornuftigt kan argumenteres for på trods af fokus for artiklerne – foku s private ønske om at artiklerne ikke publiceres – disse medier og journalister med speciale i personskadelig omtale alligevel offentliggør artiklerne – det derfor er tilfældet at ophavet til disse udsagn de ivirkeligheden opfinder et pseudoforsvar for egen virksomhed – eget levebrød  – måske deres egen – måske kolleger i branchen - deres villighed til for branchens højeste gennemsnitslønninger at arbejde for Se og Hør – dette blads Chefredaktør Qvortrup?

"Kom nu med skidtet, hvis du altså har noget. Se & Hør chefen har tidligere udtalt, at han ser frem til afsløringerne med sindsro - for ikke at tale om Bent Falbert. Han er nærmest øredøvende ligeglad."

" Det ser uhyggeligt ud, med min briller, hvis journalister tøver med at lave deres samfundsopgave.

Sker det under overvejelse af, om nogen bliver afsløret i at være part i noget snavs - at have lukreret på en snavset persons snavs,- så synes jeg, at journalistens tøven er endnu mere kritisabel.

Kan man stole på pressen, hvis journalister agerer udfra sådanne partiske (inhabile) kriterier?”

I stedet for i debatten at søge egen og eller kollegers virksomhed legitimeret gennem et pseudoforsvar båret af søgte argumenter der ikke holder for en nærmere analyse af deres rene substans – den substans det er at ” i læsernes interesse/ofte samtidig havende karakteren af personskadelig omtale” – modstridende ethvert objektivt jounalistisk væsentligheds kriterie for i offentlighedens interese at offentliggøre artiklen på trods af fokus for artiklen – fokus s private interesse i at artiklen modsat ikke publiceres?

I stedet skulle ophavet til dette pseudoforsvar tone rent flag og vedstå sig at deres eller dem de forsvarer – deres hele eksistensgrundlag bygger på et forretningsmæssigt grundlag hos medier med speciale i personskadelig omtale til tilfredsstillelse af en meget betydelig efterspørgsel i markedet hos læserer med en nyfigen interesse for andre menneskers gøren og laden af dyb privat og for offentligheden basalt set uvedkommende karakter – de derfor forsvarer sådanne medier – det de skriver og dem der skriver for dem?

En sådan indrømmelse får vi næppe – det er vel såre menneskeligt at beskæftigede hos sådan virksomhed søger alibiet for eget virke -om så blot det mindste halmstrå der kan legitimere deres virke – når selv en Qvortrup med en mulig personlig psykologisk profil som hans forsøger på det – uden held og aldeles uden troværdighed?

Simon Andersen har fra sin karierre med  i bagagen sit medansvar for et journalistisk fejlskøn der fik langrækkende og tragiske følger for en hel familie:

Journalisten.dk

Først anklagen, så fortvivlelsen

28 april, 2004 – 09:00

Politiforbund.dk

Narret af kilden

Af Nicolai Scharling | Torsdag d. 13. februar 2003

Karakteren af Simon Andersens journalistiske fejlskøn og hvilke langtrækkende tragiske følger fejlskønnet fik for en hel familie står at læse i de to artikler jeg linker til.

Artiklerne viser med alt skræmmende tydelighed hvilken magt pressen besidder – hvordan pressen hvor den direkte fejler kan forårsage konsekvenser af eksistentiel rækkevidde for mennesker – familer – mennesker og samfundet.

Der findes intet forsvar for at Simon Andersen var medskyldig i en hel families tragedie – men sket er sket – intet kan gøres om – det tjener derfor Simon Andersen til ære at han i årene der er gået åbent har vedstået sig sin skyld – han offentligt og i undervisningen på journalistuddannelsen med sig selv som eksempel har søgt at lade det skete danne skole som et eksempel på et stykke journalistisk arbejde der om muligt ikke bør gentage sig – som en øjenåbner såvel for garvede journalister i branchen sultne efter det allerstedsnærværende ikon ”Cavling prisen” såvel som for grønne nyudsprungne journalister opsatte på at vise deres værd i en branche med stor konkurrence - fyldt  med store egoer.

Måske skulle kritikerne af Simon Andersens tilbageholdenhed med at lade Nyhedsavisen offentliggøre hvad den måtte ligge ind med af for Qvortrup og Falbert personskadelig information krænkende deres privatsfære – måske skulle kritikerne med baggrund i det personlige skæbnesvangre eksempel fra hans journalistiske karierre i stedet for at kritisere hans tilbageholdenhed indrømme ham personlig goodwill for at han søge at drage lære af sine fejl?

Anerkende at han med sine personlige erfaringer som skrivende journalist reflekterer over konsekvenserne af sine beslutninger som Chefredaktør på Nyhedsavisen – at han bærer på en tung livsvarig byrde der kan have fået ham til at udvise en prisværdig ydmyghed over for den magt han sidder med i sine hænder som chefen for et medie med en udbredelse som Nyhedsavisen?

En ydmyghed der får ham til at varetage andre hensyn end blot om informationerne om Qvortrup og Falbert er faktuelt korrekte eller ikke – historien ikke alene skal skrives blot fordi den holder vand – alene skal skrives fordi der derfor formelt er fri bane til at skrive historien til gavn for Nyhedsavisen i den daglige benhårde konkurrence med andre medier.

Det uanset de eventuelle konsekvenser for en ekskone til Qvortrup – deres fælles børn – øvrige sages og forsvarsløse til Qvortrup og Falbert nærtstående personer – familie og andre nærtstående som det er Nyhedsavisens udtrykkelige hensigt ikke at ramme samtidig med historier der kun og alene har til hensigt at udstille Qvortrup og Falbert.

At formidle at etiske overvejelser uanset hvor korrekt ens historie måtte være  står over hensynet til”i læsernes interesse”som Qvortrup og Se og Hør forstår deres formidlingsopgave – at formidle hvor hensynet til ”i offentlighedens interesse” ikke gør det uomgængeligt nødvendigt ud fra et overordnet journalistisk væsentligheds kriterie at bringe historien på trods af fokus for artiklen – fokus s private interesse i at artiklen modsat ikke publiceres – da at undlade offentliggørelsen af faktuel information – ja det er kun et udtryk for et presseetisk standpunkt der burde tjene til efterfølgelse i hele branchen – men som desværre næppe kommer til at gøre det:-(

Forhåbentlig begår ikke flere journalister en fejl som den Simon Andersen var medansvarlig for i 1999 på Jyllandsposten – nogle der ikke bærer på en byrde som den Simon Andersen bærer på livet ud har måske fordi at de ikke selv har fejlet tilsvarende vanskeligt ved at begrænse sig af etiske overvejelser som her beskrevet – måske skulle de forsøge på at gøre det – gerne uden at der behøves en personlig fatal professionel fejltagelse til at fremavle en sådan vilje til at lade hensynet til ” i offentlighedens interesse stå over hensynet til ”i læsernes interesse”som Qvortrup og Se og Hør forstår deres formidlingsopgave?

Har bemærket at Qvortrup kækt fortsat håner Simon Andersen og Nyhedsavisen for at avisen endnu ikke har bragt snavs til torvs om ham – en tilsvarende høj profil har jeg ikke iagtaget på det seneste hos Falbert?

Ser vi i virkeligheden Qvortrups blændende analytiske hjerne i aktion for fuld udblæsning – jeg kan trygt håne Nyhedsavisen fortsat – hensynet til min ekskone og vores fælles børn afholder alligevel avisen fra at bringe den viden de måske har om mig til torvs – det er derfor riskofrit for mig at søge den spintaktik fremmet at det lykkes for mig og Se og Hør at efterlade det indtryk hos læserne at Nyhedsavisen pustede sig op men endte med at luften gik ud af ballonen – det gode intiativ faldt til jorden med et brag?

I min optik er det ikke usandsynligt at dette er stretegien hos Qvortrup og co – om udgangen sådan bliver står Nyhedsavisen imidertid hos mig som den moralske vinder på deres selvalgte udgang på deres eget initiativ – og ikke Qvortrup og co blot fordi de ikke selv besidder samme moral og samme etik i deres daglige virke og deres daglige ageren.

Men Falbert? Kan han måske tænkes at holde en lavere profil fordi han trods alt måske er mere alment meneskeligt normal end Qvortrup – at han trods alt selvom måske ikke syv vilde heste kunne få ham til at indrømme det – han måske nærer et stille håb om ikke at blive udstillet af Nyhedsavisen som stillet i udsigt – han måske føler en vis lettelse over at det pt ser ud til at han undgår samme tur i gabestokken som hans eget medie ynder at give andre?

Er det tilfældet udgør det et plus point til Falbert – kunne han så også forledes til en fremtidig mere ydmyg reflektion over eget virke og egen magt vil meget godt være opnået.

Her på avisen diskuteres konsevekvenserne af nedskæringerne i den journalistiske bemanding  - det nye ejerskabs betydning livligt – eksempelvis i denne blog:

Blow jobs: Nyt lavpunkt for NA s journalistik. Hvornår bliver det bedre?

Offentliggjort 19. maj 2008 23:52 | af Erik Willumsgaard

Jeg vil medgive avisen at det er alment populært stof – at artiklerne har høje læsertal – afstedkommer stor aktiv interesse – det er en omkostningseffektiv måde at maksimere tilgangen af læsere på – stoffet derfor ikke kan forbigåes – stoffet derfor nødvendigvis må prioriteres.

Specielt hvor fokus nu er på at fastholde positionen i markedet med færre redaktionelle medarbejdere end tidligere – fokus er på at reducere omkostningerne med den naturlige hensigt at få skabt den rentabilitet der endnu ikke er opnået.

Kritikken går på ligegyldigheden og forfladigelsen – den reducerede journalistiske ambition  – vel det er den naturlige konsekvens af en omlægning fra fokus på at matche Jyllandsposten, Berlingske Tidende og Politiken – efter min mening kan Nyhedsavisen ikke matche disse mål bredt på den daglige dækning –  ikke længere – jeg tror heller ikke det er de nye ejeres fortsatte ambiton at gøre det - men den kan så forsøge at gøre en lønsom synlig forskel på andre måder.

Måske ved at prioritere dette forkætrede men også af mange højtelskede stof i konkurrence med Ekstrabladet – BT og de deciderede sladderblade?

Hovedsagen er her ikke om stoffet er ligegyldigt men om det bliver læst og det gør det – også af mig selv lejlighedsvist.

Nej hovedsagen er om Nyhedsavisen vil vise en aktiv vilje til at skille sig ud på at avisen mere end konkurrenterne viser vilje til at vurdere stoffet på om det blot er ligegyldigt, men i øvrigt fuldstændigt uskadeligt for alle omtalte og berørte – det modsat hvis stoffet publiceres krænker menneskers privatsfære – der er alvorlig risiko for at en publicering får utilsigtede følger hvor et valg af publicering alene kan tjene ”i læsernes interesse”som Qvortrup og Se og Hør forstår deres formidlingsopgave – der modsat ikke sagligt kan argumenteres for at en offentliggørelse af hensyn til ”i offentlighedens interesse” må vægtes højere end hensynet til de konsekvenser omtalen vil kunne få personligt for de berørte.

Giver det gode initiativ med at forsøge på at skaffe snavs om Qvortrup og Falbert anledning hertil kommer noget godt dog ud af forsøget – det uagtet om så hele initiativer måske ellers løber fuldstændigt ud i sandet.

Men nu må Simon Andersen snart lade høre fra sig – vi venter og jeg mener at vi har en berettiget forventning om at Chefredaktøren gør det.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard