Kun halvandet døgn før valget har Politiets Efterretningstjeneste (PET) anholdt en 22-årig mand, der er mistænkt for at ville bortføre danskere i udlandet for at presse myndighederne til at frigive fængslede terrormistænkte i København.
Og anholdelsen kan vise sig at styrke statsminister Anders Fogh Rasmussen og VKO-blokken, vurderer valgekspert Roger Buch, lektor på Danmarks Journalisthøjskole.
- Der er tale om en forholdsvis udramatisk terror-anholdelse, men hvis det bliver en meget tæt valgkamp, hvor kun et par mandater skiller blokkene, så kan det ikke udelukkes, at sagen kan spille ind og tippe balancen. Og her vil det her nok blive tolket som en fordel for højrefløjen, fordi terror ofte bliver koblet sammen med indvandrere og integration, mener Roger Buch.
Han understreger dog, at valgkampen er fyldt med elementer, som teoretisk set kan få en betydning, når der er tæt løbe mellem blokkene.
- PET s anholdelse er kun en tone i et stort musikstykke, hvor meget andet også kan spille ind. Tænk bare på spion-sagen og beskyldningerne mod Naser Khader. I sidste ende er det helheden der skaber resultatet for de enkelte partier, siger Roger Buch.