Den tidligere franske U-landsholdsspiller Garra Dembélé er fortid i AGF. Angriberen havde ellers kontrakt for yderligere to måneder, men den har sportschef Brian Steen Nielsen nu revet i stykker.
»Garra Dembélé indgår ikke i klubbens fremtidsplaner, og så kunne vi lige så godt stoppe samarbejdet med det samme. For begge parters vedkommende handler det om at komme videre,« siger Brian Steen Nielsen.
Disciplinære problemer
Der har længe verseret hårdnakkede rygter blandt AGF-tilhængere om franskmandens appetit på det århusianske natteliv - også i dagene op til kampe, hvor han var med i truppen - og netop problemer med disciplinen skulle ifølge Nyhedsavisens oplysninger være en af de primære årsager til bruddet. Det ønsker Brian Steen Nielsen dog ikke at kommentere.
»Det har jeg ingen kommentarer til. Jeg kan blot sige, at jeg har nogle forventninger til spillerne, og det havde jeg også til ham. Og dem har han ikke levet op til,« siger Brian Steen Nielsen.
Taler du om sportlige forventninger?
»Det ønsker jeg ikke at uddybe.«
Garra Dembélé kom til AGF, lige inden transfervinduet lukkede i august, og allerede dengang var franskmandens ry blakket, da han i forbindelse med nogle prøvetræninger i Italien kom under mistanke for voldtægt af en ung amerikansk kvinde. Efter er par ugers varetægtsfængsling blev han løsladt, og sagen blev frafaldet.
Dembélé har fået sin fodboldopdragelse i Auxerre, hvor han dog aldrig opnåede kampe på klubbens bedste hold.