Fjendebilledet er hastigt på vej til at ændre sig i dansk film i øjeblikket. I gamle dage var skurkene gangstere eller korrupte forretningsfolk, mens ingen ville have vovet at løfte en kritisk røst mod f.eks. danske soldater. I dag er det lige omvendt, og "fjenden" er dem, der ellers er sat til at lede og beskytte os: Politikerne og militæret.
Det er der i og for sig ikke noget mærkeligt i. Lige som al anden kunst eksisterer film ikke løsrevet fra resten af samfundet. Tværtimod afspejler de på en meget visuel og bogstavelig måde de kulturelle normer og strømninger, der eksisterer i samfundet på et givet tidspunkt. Og mistroen til førnævnte to grupper er unægteligt vokset en del de sidste ti år.
Derfor er det heller ikke noget tilfælde, at de såkaldte konspirationsfilm har fået en renæssance - film hvor kernen i historien er den lille mands kamp mod et stort, almægtig og alseende statsappatrat, der er villigt til at gøre hvad som helst for at skjule ubehagelige historier og bevare magten intakt.
I USA slog konspirationsfilmene for alvor igennem i 1970'erne efter Watergate-skandalen med tre markante film: Francis Ford Coppolas "The Conversation" (1974), Sydney Pollacks "Three days for Condor" (1975) og Alan Pakulas "Alle præsidentens mænd" (1976).
Op gennem 80'erne og 90'erne var konspiratonsfilmene så inde i en bølgedal, men efter World Trade Center terroraktionen den 11. september 2009 og USAs krig mod terror har genren fået nyt liv. Løgnene omkring f.eks. Irak-krigens baggrund, den massive overtrædelse af basale menneskerettigheder, som de amerikanske styrker har stået bag i både Irak og Afghanistan, Guantanomo-fangerne og de hemmelige CIA-transporter har alt sammen bidraget til den almene paranoia og mistro mod såvel staten som hæren. Som eksempel kan nævnes film som "Syriana" (2005) af Stephen Gaghan og Ridley Scotts "Body of Lies" (2008).
Dansk film er redet med på denne bølge. I 2004 kom Nikolaj Arcels "Kongekabale" om de indædte politiske magtkampe i kulissen, da lederen af landets største parti dør tre uger før et folketingsvalg.
I 2008 lancerede Søren Kragh-Jacobsen sit bud på en konspirationsfilm med "Det som ingen ved". Her var der nærmest ingen grænser for, hvad det danske militære efteretningsvæsen ville gøre for at skjule ulovligt våbensalg.
TV har også givet deres bidrag. Christoffer Guldbrandsens og Niels Givesens "Den hemmelige krig" om danske soldaters rolle i Afghanistan skabte politisk stormvejr, da den blev vist i slutningen af 2006. Og i den store dramaserie "Forbrydelsen 2" er historien og de mange mord centreret om militærets drab på civile i Afghanistan.
Senest er turen kommet til Christoffer Boe. I filmen "Alting bliver godt igen" falder hovedpersonen over nogle billeder, der viser danske soldater torturere udenlandske fanger. Nu skal man ikke nødvendigvis tro på alt i en film – og da slet ikke en af Christoffer Boe – men alene det, at muligheden bliver luftet, viser, hvordan den generelle mistro har bredt sig også i Danmark.
De danske biografgængere kan glæde sig over, at Danmark har bevæget sig ind i endnu en filmgenre, mens politikerne passende kan bruge filmene til at vejre den danske folkestemning og selvransagende erkende, at danskerne ikke længere stoler 100 pct. på hverken deres regering eller deres militær.