Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her

Janteloven, Bendtner og Lindegaard

14. juni 2012 12:15
Visninger  [1272 ]   Debat  [0 ]

Det er egentlig mærkeligt og til tider også fuldstændig ulogisk, at nogle fodboldspillere stort set kan tillade sig at opføre sig uprofessionelt, direkte tåbeligt uden at det får de store konsekvenser, og andre spillere skal blot offentligt komme med en udtalelse til en avis, og så får det store konsekvenser. Jeg tænker her på de to danske landsholdsspillere, angriberen Nicklas Bendtner og målmanden Anders Lindegaard.

Gang på gang har vi set Nicklas Bendtner i sin Premier League klub Sunderland og på landsholdet bryde både de skrevne og de uskrevne regler for god og professionel optræden. Senest i kampen mod Portugal, hvor han efter at have scoret til 2-2 trækker op i trøjen for at reklamere for det irske bettingfirma Paddy Power(står skrevet på elastikken på hans underbuks). Det er ikke bare uprofessionelt, men også et brud på UEFA’s regelsæt om reklame på tøj under EM. Og det ved Bendtner og derfor bliver det også helt pinligt at høre, da Bendtner selv forsøger at (bort)forklare sin handling med: ” - Det er nogle shorts, jeg engang har fået af en ven. De bringer held, men det gjorde de så ikke i aften”. Hvad tænker han på? Hvad sker der for ham igen og igen? Mon ikke det dog snart får en konsekvens? Og hvorfor, om jeg må spørge, har ingen tidligere reageret og taget hånd om hans tåbeligheder? Det vender jeg tilbage til.

Og så er der Anders Lindegaard: En målmand som med stor disciplin og målrettethed har arbejdet sig op gennem rækkerne i Danmark og Norge og skabt sig en professionel karriere i en af verdens største klubber - selveste Manchester United. Og her kom han til en klub med et utroligt competitive environment, hvor der også fandtes andre dygtige målmænd og ikke mindst den spanske målmand, David De Gea, som United allerede havde besluttet skulle være første målmand. Men De Gea havde svært ved at tilpasse sig og slå igennem i den hårde engelske liga – og Anderes Lindegaard fik chancen, greb den og erobrede faktisk pladsen som første målmand i United: Imponerende præstation! Og Lindegaard blev Manchester United’s første keeper frem til han blev skadet i slutningen af sæsonen – og De Gea kom så tilbage i målet og har siden hen gjort det godt.

Men Lindegaards forløb fortæller os, at vi med ham har fået en ny målmand i verdensklasse, som ikke bare burde være selvskrevet til fodboldlandsholdet, men som landstræner Morten Olsen og hans lederteam også burde være ovenud begejstret for. Men sådan forholder det sig ikke helt. Snarere tværtimod! I forbindelse med landsholdets faste målmand, Thomas Sørensen, blev skadet, så skulle der vælges en ny første keeper op til EM. Der var to at vælge mellem, Stephan Andersen og Anders Lindegaard. Til Ekstra Bladet udtalte Anders Lindegaard, at han synes, han var den bedste af de to målmænd og derfor så sig selv som første målmand. Selvom alle sportslige argumenter peger i den retning, Lindegaard har været første målmand og er fortsat i Manchester United, mens Stephan Andersen spiller for Evian Thonon Gaillard F.C. i den franske Ligue 1( i den bedste række), så blev Stephan Andersen foretrukket og har stået (godt) i Danmarks to første EM-kampe.

Men hvorfor blev Lindegaard ikke valgt? Kan det have noget at gøre med hans indstilling, hans tro på sig selv og egne evner? At han offentligt har tilkendegivet, at for ham handler det om at vinde, at være den bedste? Kan det virkelig have noget at gøre med, at der findes en Jantelov i dansk fodbold? Og her må jeg bare svare – JA DA! Det er Janteloven og den eksisterer paradoksalt nok i dansk eliteidræt/elitefodbold – og Morten Olsen er også godt klar over det. Han ved, han gamblede med valget af Stephan Andersen, men det blev han nødt til, hvis han samtidig skulle sende et signal til Anders Lindegaard og omgivelserne: ”Du skal ikke tro, du er noget!”. Hvor mange gange, har Lindegaard mon ikke hørt det?

Og så tilbage til Bendtner. At han får lov til at opføre sig som han gør, være useriøs og uprofessionel og fortsætte med at spille på det danske landshold er, hvor paradoksalt det end lyder, også et udtryk for netop jantelovens eksistens i dansk fodbold. For den som bare siger, han ikke er noget og ikke er den bedste og ikke nødvendigvis har succes, men alligevel gør som han har lyst til og opfører sig som er han den bedste og snart får succes, belønnes og beskyttes, mens den der siger han er noget og mener at være den bedste og har succes, holdes ude og er på bænken. Men heldigvis er det aldrig lykkedes Janteloven effektivt at holde de bedste helt ude eller forhindre dem i at blive blandt de bedste i verden. Men til gengæld forhindrer Janteloven, ved at give plads til de useriøse og uprofessionelle, at Danmark kunne vinde mere og egentlig være bedre end de egentlig er. Og forhindrer samtidig en Bendtner i at blive the best he can be!

Opret dig eller log på Avisen.dk for at anbefale
egon legaard har anbefalet dette indlæg.
Del på Facebook
Billy Adamsen

er uddannet Ph.d, mag art et art i sprogpyskologi, litteraturvidenskab og massekommunikation fra Københavns Universitet og har gennem årene bl.a. skrevet bøger og artikler om medier, psykologi, kultur, politik og sport. Han har også fungeret/r som ekstern lektor/undervisningsassistent på både RUC, KUA, CBS og SDU. Desuden har han tidligere været spin doktor og direktør i ishockey klubben Rødovre Mighty Bulls, fodboldklubben BK Frem og været kommerciel direktør i Malmø Arena, som bl.a huser ishockey klubben Malmø Redhawks. Siden 2009 har han bl.a. fungeret som rådgiver for et Nord Amerikansk NHL Agency og underviser og forsker bl.a. i talent, kommunikation og kultur i sporten, kultur og ledelse.

Jeg skriver blog om kultur, sport og politik, om begivenheder, strømninger og trends i kulturlivet, sportens verden og i politik. Jeg skriver samtidig også om kultur, sport og politik i medierne, hvordan de trykte, elektroniske, digitale medier skriver om, viser og vinkler kultur, sport og politik og ikke mindst hvordan kulturpersonligheder, sportsfolk, politikere, debattører, kommentatorer og eksperter gør sig i medierne.

Indlæg | 25 | 17.029 | 0
Siden | 4. maj 2012 11:40
© Copyright 2013, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites