Ikke en eneste måned i 88 år har været mere solrig end den maj, som vi siger farvel til i aften.
Da solen gik ned i går aftes, havde maj budt på 333 solskinstimer, og med lørdagens høst på 12-15 timer, kommer maj 2008 op på 345-348 timer med en bagende sol ned over os.
Det er ny rekord. Den hidtil bedst solmåned var maj 1947. Da skinnede solen i 330 timer.
Statistikbøgerne viser i øvrigt, at den solrige maj i 1947 blev efterfulgt af en meget varm sommer med masser af sol og tørre marker og køkkenhaver.
Og lad os så lige tage vejrudsigten for de kommende dage:
Sol, sol, sol og temperaturer op mellem 23 og 28 grader over hele landet. Hist og her vil der dukke op en lille sky op - men ellers bliver vejret varmt, tørt og solrigt - i hvert fald frem til næste weekend, melder DMI.