Kendte danske politikere, efterretningsfolk og tidligere modstandsfolk arbejdede for den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, efter befrielsen i 1945, skriver Jyllands-Posten lørdag.
Det er historikeren Peer Henrik Hansen fra Roskilde Universitetscenter, der via hemmelige dokumenter i det amerikanske nationalarkiv i Washington er stødt på de kendte danskere. Det har han skrevet en ph.d.-afhandling om, som han skal foresvare på onsdag.
Løfter sløret onsdag
Hvem det er, vil han ikke ud med. I hvert fald ikke endnu.
- Jeg kunne ikke overskue konsekvenserne, da jeg var bange for at rykke ved etablerede sandheder, siger han til Jyllands-Posten.
Siden er han kommet på andre tanker, og han vil løfte sløret for tre danske CIA-agenter, når han skal forsvare afhandlingen på onsdag. Måske får danskerne så at vide, hvem der var Big Horn, Orange Juice og Babylon, som de danske CIA-agenter hedder i CIAs dokumenter.
Alternativt retsopgør
CIA har via deres danske kontakter kunne følge med i de dansk-sovjetiske forhandlinger om en handelsaftale. Derudover fik CIA informationer om folk, der i modstandsbevægelsens øjne havde været for tæt på tyskerne under krigen - men som ikke blev retsforfulgt i det officielle retsopgør.
Disse informationer blev i følge Peer Henrik Hansen brugt til et alternativt retsopgør, hvor de blandt andet har fået afslag på visum til USA.
- Jeg kan ikke forestille mig, at det var lovligt, siger Peer Henrik Hansen.
Lovligt eller ej - Venstres Søren Pind mener, at de var sande helte.
- Forhåbentlig får de pågældende en medalje, skriver Søren Pind på sin blog, www.pind.nu, og fortsætter:
- Lige så landsforræderisk og undergravende det var at samarbejde medde sovjetiske og øvrige kommunistiske tjenester, der kun havde tilformål at undergrave Danmark, NATO og den vestlige verden - lige såfædrelandskærlig en gerning var det, at samarbejde med det land, derstod vagt om Danmark, om NATO og om den vestlige verden. Meget enkelt, skriver Søren Pind.