En bekendt i familien har et barn som har ADHD. Nu er hun selv ramt af en rygskade og manden rejser meget, tjener godt, men tør ikke sige sit arbejde op her under krisen.
De har med gråd i øjnene været nød til at sige Ja til at deres barn anbringes udenfor hjemmet i et års tid, så barnet kan få nogle værktøjer til at få sit temperament under kontrol.
Det koster dem mange penge idet at der er egenbetaling for anbringelse uanset om den er frivillig eller ufrivillig.
Hvorfor skal det koste?
Havde de haft et barn som havde en fysisk sygdom, så havde barnet kunne få gratis ophold på et sygehus. Nu er sygdommen psykisk og derfor foregår behandlingen på et skolehjem.
Jeg synes at det virker uretfærdigt og det får psykiske sygdomme til at være 2. rangs.
Det er der så en gruppe forældre som er utilfreds og de vil protestere den 3. november foran Christiansborg.
Jeg tænker: Hvem kan forklare hvorfor at der skal være denne forskelsbehandling?