Ideologi. For en etableret politiker er det farligt at sige sandheden.  Folk kunne vænne sig til at høre sandheden, for virkeligheden er ikke så smukt som ofte beskrevet. Når nationen og dens befolkning har det godt, eller fremragende som i Danmark, er der fare at den generelle stemning bliver selvfed, arrogant og bedrevidende. I virkeligheden er stemningen ikke så langt væk fra nationalismen her i vores yndige land og mange af de første symptomer af nationalismen eksisterer allerede. Det er delvist demokratiets skyld.

Vi danskere synes, at vi har et enestående godt virkende demokrati, som sikrer, at folkets stemme blive hørt. Men jo mere vi føler, at vi deltager i statens anliggender, og jo bedre det går, desto mere betragter vi staten som legemliggørelsen af vores helt enestående værdinormer, som skabte den, og desto større bliver forpligtelsen til at beskytte, pleje og tjene nationen. Lyder det helt fremmedartet?

Men problemet er, at nationen kun kan måle sit værd og sin magt i forhold til andre nationer. Hvor fredelige dens mål og højtflyvende dens idealer end er, bliver det stadig sværere at undgå den konklusion, at demokrati skaber loyalitet og desværre -  nationalisme.

Derfor undrer det mig ikke at politiet, hvis første opgave er at beskytte og tjene, er de første som kommer med racistiske og nationalistiske udtalelser. Det er ofte de mest loyale for systemet, som bliver først korrupteret.

Til sidst en lille lærdom:
I politik må sandheden vente,
til nogen får brug for den.