Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
I DAG ER der kommet nye ministre på sundheds- og socialområdet. Fremover er det Ellen Trane Nørby (V) og Mai Mercado (K), der har ansvaret.
De bliver ministre i en tid, hvor der efter mange måneder med forhandlinger mellem de politiske partier, fagforeninger og diverse organisationer, for seks uger siden blev offentliggjort et notat med beslutninger i forhold til vold og trusler på socialpsykiatriske bosteder.
Nu sidder jeg så med en underlig fornemmelse inde i, og jeg spørger mig selv: ”Var det alt, hvad gør jeg nu?”…….
Det føles som om, at psykiatrien nu er glemt igen, at alle disse måneder hvor jeg har oplevet en enorm opbakning, pludselig slutter her. Og de konkrete tiltag, som regeringen har besluttet i forhold til vold og trusler på bostederne i socialpsykiatrien, hænger i luften, og jeg aner ikke, om der bliver handlet på det, der er besluttet.
Så hvad gør jeg så nu? Skal jeg vælge at sige, det var det og stole på, at forholdene er ved at ændre sig for ansatte, beboer og patienter i psykiatrien, selvom jeg ikke hører eller ser noget der indikerer det? Skal jeg stå op hver morgen, passe mit arbejde og prøve at finde de gode historier, selv om jeg ikke rigtig kan mærke dem, hvis jeg skal være ærlig overfor mig selv?
JEG OPLEVER, at det er et kæmpe dilemma, at jeg står her otte måneder efter min kollegas død og har følelsen af, at det ikke kan være rigtig, at det skal slutte her. Det må kunne gøres bedre. Den ambivalente følelse af, at det er vigtigt at, hverdagen på Lindegården bliver ”normaliseret”, at mine kollegaer og jeg fjerner fokus fra alt det, der ikke virke, fordi vi bliver fortalt, at man får det, man tænker på. Faktisk oplever jeg, at vi lige netop er rigtig gode til at være positive, men det er ikke nok.
Forleden skrev en af mine kolleger denne opdatering på Facebook: ” Efter en travl endt arbejdsdag, vil jeg blot fortælle alle mine kollegaer at de er fantastiske/fagligt stærke/har ydet mere end nogen kan forlange af dem/tak fordi I er tålmodige og rummelige og med den gode sorte humor, der gør at jeg uanset hvad møder på jobbet hver eneste dag, selv om dagene er ret kaotiske hele vejen rundt og vi faktisk aldrig sidder ned.”
Noget af det, jeg har talt med mine kolleger om, er, hvordan vi hver især har forskellige måder at komme videre på, efter alt det vi har været igennem. Mange har brug for at komme videre og ikke kigge tilbage i historien, ikke fordi den skal glemmes, men fordi det er for hårdt at være i hele tiden. Sådan har jeg det også selv, men samtidig har jeg fået ”blod på tanden”. Jeg har mærket følelsen af at kunne gøre en forskel i det store billede ved at bruge historien fra Lindegården. Jeg har oplevet, hvordan historien fra Lindegården har åbnet op for, at andre mennesker har fortalt deres historie. Jeg har oplevet, at der er blevet taget beslutninger på højt plan, fordi mine kolleger og jeg har kæmpet og råbt højt.
MEN NU føler jeg, at jeg er blevet sat skakmat, og jeg aner ikke, hvilken brik jeg nu skal bruge for at komme ud af situationen. Jeg ønsker så brændende at arbejde videre. Jeg har ikke lyst til at give op overfor kravet om, at vi skal have flere hænder og flere sengepladser i psykiatrien. Jeg har ikke lyst til at opleve, at endnu en ansat i psykiatrien bliver udsat for vold og trusler, eller at endnu en ansat bliver slået ihjel. Og jeg vil hade, at jeg en dag når dertil, hvor jeg opgiver, hvor jeg ikke længere kan opmuntre andre til at gøre noget ved dårligt arbejdsmiljø. Jeg vil elske, at jeg en dag hører mig selv sige: ”Dengang vi oplevede, at en kollega mistet livet, fordi en beboer stak hende med en kniv, der gjorde mine kolleger og jeg alt, hvad vi kunne for at ændre på de dårlige forhold, der er i psykiatrien. Vi fik god hjælp fra fagforeningen, og politikerne tog beslutninger om ændringer, alle handlet rigtigt hurtigt, og i fællesskab fik vi ændret forholdene for psykisk syge, så der ikke nået komme endnu flere ofre. Der blev oprettet flere sengeplader i behandlingspsykiatrien, til de mennesker der blev til fare for dem selv og andre, og der kom hænder nok til, at man som ansat kunne bruge sin faglighed.”
Så kære politikere og nye ministre, jeg håber, at selvom jeg ikke hører noget, så er I i gang med at handle på de beslutninger, der er taget. Og kære fagforeninger, jeg håber, at I arbejder på at få opfyldt kravet om, at der skal oprettes flere sengepladser, og at der skal tilføres flere hænder.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.