Af Jan Hoby
SE ALLE BLOGINDLÆG
Blogger: Vi kan slå Lars Løkke

"Jeg kan slå Anders Fogh!" Allerede i sin kandidattale gjorde Helle Thorning det til et afgørende succeskriterium at bryde partiets dramatiske nedgangslinje fra de foregående valg. Det lykkedes som bekendt først ved valget i 2011, hvor det dog ikke var Fogh, men Løkke hun ”slog”.

Helle lovede en ny politik med en ny regering. Men forventningens glæde er som bekendt altid den største. Listen af forringelser blev længere end bestillingslisten på frokostrestauranten Kronborg. Der blev ikke noget opgør med ”nødvendighedens politik” men en videreførelse af samme.

Efter Helle Thorning kom Lars Løkke igen som et ondt mareridt. Og siden Lars Løkke er det gået stærkt med at underminere resterne af det danske velfærdssamfund. Hvis du synes, at Helle var en skuffelse, så er hendes regering vand ved siden af det, som Lars Løkke og Dansk Folkeparti har gang i.

Lars Løkke har den smalleste regering siden Hartling i 1973. Men regeringen er ikke svag, som mange politiske kommentatorer siger. Den er handlekraftig og målrettet. Ambitionen er at forsætte den nyliberale krisepolitik med samme styrke, som har præget udviklingen siden finanskrisen i 2008. Ambitionen er at udfolde Anders Fogh Rasmussens vision om at omdanne socialstaten til minimalstat.

HVER ENESTE DAG kan vi læse og høre beretninger i aviser, på Facebook og i radioen om velfærdssamfundets forfald og de offentlige ansattes urimelige arbejdsvilkår. For lidt over en måned siden, fredag den 25. marts om aftenen, blev en medarbejder i socialpsykiatrien overfaldet og stukket ihjel af en psykotisk beboer – det femte drab i socialpsykiatrien på fire år.

Siden drabet på den ansatte på Lindegården er tiden bare gået. Politikere og embedsmænd snakker og snakker, men de har endnu ikke gjort noget, der kan forhindre, at tragedien gentager sig.

Det er ikke kun hos medarbejderne på Lindegården i Roskilde, at den er gal. Vi ser det samme over hele landet: Der mangler hænder i socialpsykiatrien, og der mangler sengepladser i psykiatrien, og der mangler generelt hænder alle steder i den offentlige sektor. Den offentlige sektor bløder – mere end 40.000 ansatte er forsvundet siden 2009.

DERFOR ER DET på tide at stille spørgsmålet til samtlige offentlige ansatte:

  • Er du træt af udsigten til at skulle ”effektivisere” igen og igen og løbe hurtigere, fordi der skæres i normeringerne?
  • Er du træt af udsigten til aldrig at kunne gøre dit arbejde færdigt på en ordentlig måde?
  • Oplever du, at arbejdsmiljøet bliver stadigt mere presset?
  • Er du træt af evige omstillinger og nye nedskæringer?
  • Er du træt af de mange ændringer i arbejdstiderne?

SÅ SKAL DU VIDE, at det vil fortsætte,

  • så længe regeringen hvert år frem tager 1 procent fra kommunernes budgetter og samtidig hævder, at personalet sagtens kan effektivisere arbejdet.
  • så længe regeringen får lov til at forsætte med at tage penge fra velfærd til velhavere
  • så længe regeringen får lov til at gøre skatteindtægter til skattelettelser
  • så længe regeringen får lov til at købe kampfly i stedet for at investere i velfærd, uddannelse og omsorg.

Det kan den enkelte medarbejder ikke stille ret meget op overfor. Men vi kan i fællesskab sige, at nok er nok, så det kan høres.

Vi har faktisk et valg, om vi vil ændre på tingenes tilstand. Vi har, hvad de ikke har!

Fælleskabets styrke, handlingsfællesskaber, solidaritet og sammenhold.

Sætter vi det i bevægelse, så kan intet stoppe os. VelfærdsallianceDK forsøger med al kraft at få startet et kommunalt oprør med 98 demonstrationer i 98 kommuner den 12. maj. I skrivende stund vil der være mere end 55 kommuner, der ved proaktiv, koordineret, synkroniseret fælles handling fortæller Lars Løkke, at vi ikke gider flere nedskæringer, besparelser og forringelser.

Og den 12. maj er kun begyndelse. Vi skal have ambitioner om meget mere. Vi skal have væltet Lars Løkke Rasmussens regering. Vi skal ikke blot have en ny regering. Men vi skal have en ny regering, der fører en grundlæggende anden politik. Det vil kræve blod, sved og knofedt. Det vil kræve, vi opbygger en massebevægelse i alle afkroge af Danmark.

HVIS VI IKKE skal ende som i Sydeuropa, så har fagbevægelsen brug for:

1. Fagpolitiske ledere, der tør stille sig i spidsen i kampen for et klart nej til nedskæringer på velfærden, nej til at vi skal betale med fyringer for at sikre profitten og nej til privatisering og udlicitering.

2. Tillidsrepræsentanter, der tør og vil presse og støtte faglige ledere, der stiller sig i spidsen for kampen.

3. Fagforeningsbestyrelser, der tør og vil presse og støtte deres topledere, der stiller sig i spidsen for kampen.

4. Medlemmer, der tør og vil presse og støtte deres tillidsrepræsentanter, fagforeningsbestyrelser og faglige ledere på fagforenings- og forbundsplan, der stiller sig i spidsen for kampen.

5. Medlemmer, der tør og vil gøre alt, der er muligt for at mobilisere deres kollegaer. Uden opbakning fra medlemmerne og deres aktive deltagelse, ingen varige ændringer.

Om Jan Hoby

Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.