Ole Christensen er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne. Han er tidligere fællestillidsmand og borgmester i Brovst og kæmper nu imod social dumping og for bedre fælles regler om arbejdsmiljø. Han er en forkærlighed for Nordjylland, hvor han er født, opvokset og bosiddende. Ole vil især blogge om arbejdsmarkedspolitik, men han vil også tage generelle emner på den europæiske dagsorden op - altid fra et centrum-venstre perspektiv.
De fleste af os kan vist blive enige om, at det ikke er i orden at pynte sig med lånte fjer. Men det er lige præcis, hvad milliardvirksomheder som Uber gør, når de pryder sig med betegnelsen deleøkonomi.
Der er absolut intet deleøkonomisk i at udbyde pirattaxakørsel, samtidig med at man ser stort på både skattelovgivning og arbejdstageransvar. De eneste, Uber deler med, er sig selv.
Uber er blot ét eksempel på, at mange af de tjenester, som markedsfører sig selv som deleøkonomiske, i virkeligheden skummer fløden selv, mens statskassen og arbejdstagerne lider nød. Lad os i stedet kalde nye forretningsmodeller, der udbyder services på online platforme for det, de er: platformsøkonomiske virksomheder.
Arbejdstagerne er de store tabere
Jeg har den seneste tid hørt utallige argumenter både for og imod platformsøkonomien. Reelt deleøkonomiske platforme er naturligvis af det gode, for de sikrer, at vi udnytter vores ressourcer bedre, og de kan åbne døre til både vækst og innovation. Men tråden knækker, der hvor det bliver klart, hvem der skal betale prisen. Det er arbejdstagerne, der må vænne sig til et mere usikkert arbejdsmarked, hvor man må skyde en hvid pil efter fast løn og ordentlige arbejdsvilkår. Til gengæld får arbejdstagerne mere fleksibilitet, for de bestemmer selv, hvornår de vil arbejde og hvorhenne, lyder parolen.
Det undrer mig, at man vil være bekendt at komme med sådanne udmeldinger. Har vi ikke netop kæmpet næsten 150 år for at sikre lønmodtagere ordentlige arbejdsvilkår? Ser vi ikke som samfund en værdi i, at mennesker med almindelige jobs kan sikres en tryg og stabil tilværelse? Personligt mener jeg, at det er det, vores samfund bygger på og det, der har gjort Danmark til verdens bedste land at leve i. Når arbejdsgiverne tager et ansvar for deres ansattes ve og vel, sikrer vi, at det ikke alene er den rå kapitalisme, der leder vejen, men at kapitalismen reguleres, så vækst og gode arbejdsvilkår går hånd i hånd.
Alt dette kan være en saga blot, hvis vi lader Uber og de andre slyngelvirksomheder få frit spil. Uber lægger nemlig ansvaret tilbage til dem, de ansætter, under påskud af, at de er selvstændige. På den måde arbejder de ansatte som en slags moderne daglejere og bliver snydt for ordentlige løn - og arbejdsvilkår. Men det det dur ikke, for man kan jo ikke brødføde en familie på en ustabil og usikker indtægt.
Regulering er et nøgleord
Hvis platformsøkonomien skal levere et reelt supplement til vores nuværende arbejdsmarked, er det helt essentielt, at virksomhederne bag tvinges til at tage ansvar. Hvis vi tager Uber som eksempel, så skal de sørge for automatisk skatteindberetning for deres medarbejdere. Samtidig skal de naturligvis ikke have lov til at sende deres egne indtægter i skattely i udlandet. Dertil kommer, at virksomheder som Uber, der agerer arbejdsgivere for deres ansatte, også skal tage arbejdsgiveransvar. Alt andet ville være forrykt.
Reguleringen er helt nødvendig, og det er man da også ved at få øje på flere steder. Europa-Kommissionen kom i starten af måneden med en vejledning til, hvordan vi håndterer platformsøkonomien. Desværre er Kommissionens vejledning kun en ringe hjælp. Kommissionen skelner nemlig ikke skidt fra kanel - for eksempel åbner de op for, at man kan kategorisere reelt deleøkonomiske tjenester på samme måde som platforme, hvis eneste formål er at skabe profit, og den overlader størstedelen af vurderingen til medlemsstaterne.
Samtidig sker der ting og sager i regeringen, der filer på en strategi for platformsøkonomien. Jeg håber, at Troels Lund Poulsen og hans kumpaner på Christiansborg vil tage udfordringen op og skabe lovgivning, der sikrer vores arbejdstageres vilkår. Desværre frygter jeg, at hensynet til de frie markedskræfter vil veje højere end hensynet til erhvervslivets paver. Derfor er det godt, at fagbevægelsen har taget kampen op og forsøger at påvirke regeringen til at revidere lovgivningen og skabe ordentlige vilkår. Det modspil er nødvendigt, for kun på den måde kan almindelige lønmodtagere gå ind i den digitale tidsalder uden frygt for, hvad fremtiden vil bringe.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.