Af Jan Hoby
SE ALLE BLOGINDLÆG
Blogger til regeringen: Hvorfor smadre et velfungerende land?

Regeringen vil spare milliarder på den offentlige velfærd. Men spørgsmålet er hvorfor.

For det er svært at finde de gode argumenter for at smadre et velfærdssamfund, som store dele af den øvrige verden ser som et forbillede – og som gang på gang placerer sig på top-ti listerne over de lande, som er bedst at drive virksomhed i.

Apple havde læst på lektien, da milliardvirksomheden valgte Viborg som hovedsæde for sit nye kæmpemæssige datacenter. Danmark ligger nemlig i toppen, når internationale spillere skal vurdere, hvor det er attraktivt at placere en virksomhed.

Danmark er et af de mest erhvervsvenlige lande i verden

I 2015 gav Verdensbanken os en tredjeplads blandt samtlige lande i hele verden. Argumenterne var, at det i Danmark er nemt at starte virksomhed, og at den offentlige(!) administration er velfungerende i forhold til byggetilladelser, adgangen til elektricitet, registrering af ejendomme, kredit, skatteopkrævning og handelsrestriktioner.

I 2014 fik vi den fornemme førsteplads på ”The Best Countries For Business”, som hvert år publiceres af Forbes Magazine. Vi levede op til en række generelle kriterier som stærk social stabilitet, lav korruption, god infrastruktur, innovation, gode skattemæssige forhold og lav grad af bureaukrati mm.

Men Forbes begrundede særligt vores placering som verdens bedste med vores fleksible arbejdsmarked samt med det positive i, at danske lønmodtagere har et ”sikkerhedsnet” i form af dagpenge- og kontanthjælpssystemet, samt at ledige er berettiget til kvalificerede uddannelsesprogrammer under deres ledighed. Som Forbes skrev, er disse faktorer til sammen med til at skabe en af de mest produktive arbejdsstyrker i Europa.

Én ting er erhvervsklimaet. Noget andet er, at man verden over skæver til den danske samfundsmodel som løsningen på en række af de problemer, der i stigende gad tynger. Som den amerikanske præsidentkandidat Bernie Sanders sagde i en tv-debat: ”Vi bør se til Danmark, Norge og Sverige, og hvordan de har skabt et samfund til gavn for den arbejdende del af befolkningen.”

Den offentlige sektor kan betale sig

Det kan altså betale sig at investere i velfærd og i en velfungerende offentlig sektor. I hvert fald hvis man altså lytter til ret så kvalificerede internationale eksperter.

Det store spørgsmål er, hvorfor regeringen insisterer på at fortsætte ødelæggelsen af den offentlige sektor. Kommunernes økonomi er allerede lagt ned af massive besparelser i de sidste mange år. Der er samlet set sparet milliarder af kroner gennem stadig dårligere økonomiaftaler, underforbrug og effektiviseringer. Besparelserne har kostet 30.000 offentligt ansatte, og det har ramt børn, unge og gamle rigtig hårdt. Der er langt flere børn per lærer og pædagog. Mange ældre får ikke længere besøg af hjemmeplejen.

Men også vigtige statslige organer er undergravet af besparelser; SKAT har ikke ressourcer til at standse skattesvindel i milliardklassen, og Arbejdsskadestyrelsen må lade syge danskere vente på hjælp i årevis.

De offentligt ansatte lider under dårligt arbejdsmiljø og stress, fordi de med færre hænder skal løse stadig flere opgaver.

Fra væksthus for livsduelighed til opbevaringsinstitutioner

Daginstitutionerne har været en skraldespand for besparelser i kommunerne, fordi der ikke gælder nogle mindstrettigheder for børnene. Det er en stor skade for fremtiden, fordi hele 97 procent af alle 3-5 årige går i dagtilbud.

Siden 2009 er normeringen i daginstitutioner for børn i alderen 0-5 år forringet. Det vil sige, at der er blevet flere børn pr. voksen. Faktisk er antallet af 3-5 årige børn pr. voksen steget med ikke mindre end 11 pct. mellem 2009 og 2014. For børn i 0-2 års alderen er normeringen steget med 9 procent i samme periode.

Det har alvorlige konsekvenser, når børn ikke får den omsorg, kærlighed og det nærvær fra voksne, som de har brug for. Langt den største og bedste påvirkning foregår i 0-5 års alderen. Børn, som går i institutioner med høj kvalitet, klarer sig bedre i livet. Både når man måler på uddannelse, arbejde og sociale færdigheder.

Kvaliteten afhænger ifølge forskningen af hvor gode normeringerne er, og om det faglige personale er godt uddannet. Nedskæringer på daginstitutioner og dagpleje, som følger af udsultningen af kommunernes økonomi siden 2009, har derfor store negative konsekvenser på den lange bane for vores børn og unge. Det kan vi ikke være tjent med.

Hvorfor smadre et velfungerende land 

Velfærdsdanmark er i forvejen spændt til bristepunktet og kan ikke klare flere nedskæringer. Regeringens nye milliard-besparelser, det såkaldte omprioriteringsbidrag, vil betyde fyringer af tusindvis af offentligt ansatte og store forringelser for børn, unge, ældre og udsatte og vil betyde fortsatte forringelser af den offentlige administration – til skade for både borgere og erhvervsliv.

Det stadigt åbne og store spørgsmål er, hvorfor regeringen fremturer med at ville ødelægge Velfærdsdanmark med den elendige undskyldning, at det er ”nødvendighedens politik”. Det er ligger snublende nært at tænke, at det handler om at få indført en minimalstat, hvor vi ikke passer på hinanden, og hvor man kun klarer sig, hvis man er rig, sund og i øvrigt født med en sølvske i munden. Så pyt med, at man smadrer det land, som af andre betragtes som et forbillede.

Det er under ingen omstændigheder ”nødvendighedens politik”, at der købes kampfly for 35 milliarder kroner, eller at topskatten lettes endnu engang.

Det kommunale oprør er i vores optik også et opgør med regeringens definition af nødvendighedens politik, som i årevis har forringet velfærden.

Der er stærke kræfter i gang for at standse omprioriteringsbidraget. Om det kommunale oprør lykkes, vil de kommende måneder vise.

Det er derfor det er mere end afgørende at der bliver organiseret og mobiliseret i landets 98 kommuner til 98 demonstrationer den 12.maj. Hvis vi skal stoppe regeringens ambition om at knække rygraden på velfærdsstaten, så kræver det en folkebevægelse for velfærd, før skaden er sket!

Om Jan Hoby

Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.