Af Lisbeth Riisager Henriksen
SE ALLE BLOGINDLÆG
Blogger: Store forbrydelser er ofte skjult bag eufemismer

SPROGET KAN afsløre virkeligheden, og det kan camouflere den. Det kan tale sandt eller falsk, dokumentere eller manipulere, være smukt eller grimt, og det kan bringe gode og onde dagsordner frem. Sproget giver vores tanker struktur, og efter tanker følger handlinger. Sproget er dermed en magtfuld faktor, der påvirker vores relationer og adfærd såvel som enkeltindivider og samfund.

Den moralske dimension af sproget er relevant at bringe i erindring, når samfundet ændres markant på kort tid, og bestemte persongruppers grundvilkår forringes kraftigt. For her vil den politiske sprogbrug ofte forsøge at camouflere eventuelle problematiske moralske forhold ved disse forringelser ved at kalde forringelserne noget andet og moralsk mere skønt og legitimt. Den slags forskønnende omskrivninger kaldes eufemismer (af euphem: god tale).

BESTEMTE ORD og vendinger kan blokere for kritisk tankegang og moraldebatter og få en bestemt politik eller adfærd til at glide lettere ned hos den brede befolkning uden at bevidstgøre hele tankesættet og argumenterne. De kan forføre – og jo mindre befolkningen er opmærksom på det, jo større kan forførelsen blive.

Jeg er blevet mindet om betydningen af disse sproglige mekanismer, fordi jeg er i gang med at læse den tyske, jødiske filosof Hannah Arendts bog Eichmann i Jerusalem – en rapport om ondskabens banalitet (1963/64, dansk oversættelse 2008, Gyldendal).

Historien: Store forbrydelser er ofte skjult bag eufemismer

Hannah Arendt fulgte den israelske retssag mod den tyske SS-officer Adolf Eichmann i 1961 som korrespondent for The New Yorker. Det var den retssag, som endte med Eichmanns dødsdom og hængning i 1962. Efterfølgende skrev hun artiklerne sammen til den nævnte bog.

Den handler selvsagt om selve retssagen. Men derudover forsøger den at komme til forståelse af de psykologiske, magtmæssige og moralske mekanismer i, hvad der kunne få et helt almindeligt menneske som Eichmann til at foretage sig så onde handlinger som dem, han gennemførte under Adolf Hitlers naziregime. Han var blandt andet ansvarlig for deportationen af millioner af jøder til de nazistiske udryddelseslejre.

BOGEN FREMSÆTTER nogle eksemplariske udsagn om, hvilken rolle sproget egentlig kan spille i en sådan sammenhæng. Og selvom bogen nu altså handler om retssagen mod en mand, der har administreret deportationen og udryddelsen af millioner af jøder, hvilket er i størrelsesordenen: forbrydelser mod menneskeheden, så er den også relevant i forhold til at belyse moralske spørgsmål i en mindre skala, som vi kan møde dem i for eksempel aktuel dansk politik. Selve sprog/moral-mekanismen er nemlig den samme.

Hannah Arendt gør det klart for læseren, at sproget spillede en markant rolle i nazisternes, herunder Eichmanns, forbrydelser. De brugte kodesprog (løgne) for deres forbrydelser – eller sprogregler, som tyskerne kaldte det. Og Arendt viser læseren, hvorfor store forbrydelser også rent historisk ofte er sket i ly af eufemismer.

DA EICHMANN bliver stillet for retten og afhøres om sin rolle i de nazistiske forbrydelser, svarer han med næsten automatiske sætninger. Hans ordforråd ligger dermed i umiddelbar forlængelse af de kodeord, han har indlært sig under nazismen – selv på dette tidspunkt 16 år efter Det Tyske Riges undergang. Arendts analyse lyder blandt andet sådan:

”Uanset om han skrev sine erindringer i Argentina eller Jerusalem, blev forhørt af politiet eller i retten, sagde han altid det samme med de samme ord. Jo længere tid man lyttede til ham, des klarere blev det, at hans manglende evne til at tale var tæt forbundet med en manglende evne til at tænke, dvs. at tænke fra andres synsvinkel. Det var umuligt at kommunikere med ham, (…) fordi han var omgivet af det mest pålidelige værn mod andres ord og tilstedeværelse og således mod virkeligheden som sådan” (side 63).

Og videre: ”Essensen af dette sprogsystem var ikke at fastholde disse mennesker i en uvidenhed om, hvad de gjorde, men at afholde dem fra at sammenligne det med deres gamle, ”normale” viden om mord og løgne” (side 104).

HUN BRINGER også en slags ordbog over det kodesprog, som Hitler introducerer:

”De foreskrevne kodenavne for drab var ”den endelige løsning”, ”evakuering” (…) og  ”særbehandling” (…). Deportation fik (…) betegnelserne ”genbosættelse” (…) og ”arbejdsindsats i Østeuropa” …” (side 103). ”Ingen af disse forskellige sprogregler (…) havde haft en mere afgørende betydning for drabsmændenes tankegang end (…) dette første dekret fra Hitler [fra 1939 om et eutanasiprogram udført ved gasning, red.], hvor ordet ”mord” blev skiftet ud med frasen ”at skænke en barmhjertig død”…” (side 130).

En aktuel politisk eufemisme: ”Ressourceforløb”

Hvis vi nu vender tilbage til den politiske virkelighed i Danmark i de seneste par år, så kan Hannah Arendts sprog/moral-betragtninger godt kaste et alvorligt lys ind over den. Selvom der naturligvis er markant forskel i omfanget af moralsk angribelige handlinger under nazismen og i dagens politiske virkelighed i Danmark, kan der godt være ligheder i brugen af sprog til at camouflere det, som blandt andet de politiske magthavere ikke ønsker at få offentligheden til at se. Tillad mig at komme med et eksempel:

En af de meget iøjnefaldende aktuelle politiske eufemismer er ordet ”ressourceforløb”. Den er en del af reformen af førtidspension og fleksjob fra 2012, men berører også lovgivningen om sygedagpenge og kontanthjælp, som er blevet reformeret efterfølgende. Efter reformen af førtidspension og fleksjob skal alle – med ganske få undtagelser – igennem et sådant forløb, inden de kan blive tilkendt førtidspension. Tilgangen til ressourceforløbene kommer således fra flere kanter: blandt andet fra nysyge, der har opbrugt deres sygedagpengeret, men ikke er helbreds- og arbejdsevneafklaret i systemet; fra mennesker på kontanthjælp, der også er syge; og fra folk, der tidligere har arbejdet i fleksjob eller været ledige som sådan, men har fået forringet helbred og arbejdsevne til det ubetydelige.

SOM ALLEREDE belyst i andre indlæg, dækker ”ressourceforløb” i mange tilfælde over tidsforløb, hvor borgere ikke opnår nogen positiv ”udvikling” af deres arbejdsevne, men allerede er så syge og invalide, at de intet kan. Der er tale om ”forløb” på et tidspunkt, hvor det slet ikke længere giver mening at forsøge at udvikle noget som helst – alt er allerede afprøvet. Man kan også kalde det ”forhalingsforløb”, ”parkering”, ”opbevaring”, ”ventetid” – eller ”sengepraktik”, som DR2 døbte det i en kritisk dokumentarfilm derom i efteråret 2015. Nogen bliver endog skadet helbredsmæssigt af disse ”forløb” og erfarer dem som mishandling.

De positive associationer ved ordet – ”ressourceforløb” klinger jo så smukt – camouflerer imidlertid for den umiddelbare tilhører, at formålet reelt ikke er at udvikle noget. Formålet er derimod at forholde allerede invalide borgere den førtidspension, som speciallæger allerede har dokumenteret, at de har behov for, eller i al fald at forsinke den i årevis. Illusionen om udvikling frem for erkendelsen af kronisk eller progredierende livslang sygdom som noget, der ikke kan helbredes eller forbedres, kan her og nu spare kommunernes beskæftigelses- og socialforvaltninger rigtig mange penge. For ”ressourceforløb” er, naturligvis, kombineret med lavere ydelsessatser.

DERFOR HAR de tidligere beskæftigelsesministre Mette Frederiksen (S) og Henrik Dam Kristensen (S) såvel som den nuværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) sagt, at syge borgere skulle i ressourceforløb frem for at indrømme, at invalide borgere ikke skal kunne få førtidspension, men udsættes for mishandling eller forhaling af sagsbehandlingen. Det første er et værdigt og legitimt udsagn. Det andet er uværdigt og illegitimt.

Virkeligheden bag ressourceforløbene kalder på politisk handling og ansvar. En spade er en spade, uanset hvor smukt den omtales. Der er alvorligt syge mennesker, der lider under denne politik. De fleste af dem ville være meget taknemmelige for en pension, for de bliver kun mere syge af at blive sat i en langvarig venteposition eller spist af med irrelevante tiltag.

DER ER masser af lignende eufemismer i dansk politik i dag, ligesom der er mange andre steder i verden. Det ville øge politikernes troværdighed og hjælpe offentligheden til at holde ”moralsk justits” med de politiske beslutninger, hvis politikerne begyndte at kalde spader for spader.

Om Lisbeth Riisager Henriksen

Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).

Denne blog er et indspark i samfundsdebatten med særligt fokus på forhold, der berører syge mennesker og mennesker med handicap. Den handler om socialpolitik, beskæftigelsespolitik, og sundheds- og handicappolitik.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.