Rina Ronja Kari er medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, hvor hun har siddet siden 2014. Hun er cand. soc. i virksomhedsledelse og har tidligere arbejdet som konsulent i en faglig organisation. Rina brænder især for arbejdsmarkeds- og socialpolitik og sidder i EU-parlamentets beskæftigelsesudvalg. Her kæmper hun blandt andet mod social dumping, velfærdsnedskæringer og uretfærdige handelsaftaler. Rina blogger om EU-politik og arbejdet i EU-parlamentet. Hendes foretrukne skydeskive er de store virksomheder og EU-lederne, som hun mener lukker øjnene for de problemer, borgerne oplever i deres hverdag.
DE OFFENTLIGT ansatte er under ekstra hårdt pres netop nu.
Jeg skriver ekstra hårdt, for pres har de jo været under i mange år, med de konstante nedskæringer på velfærden, som blandt andet følger af Danmarks udmøntning af EU’s Finanspagt.
Nu er det så lønnen der står for skud.
Innovationsminister Sophie Løhde står som chefforhandler for arbejdsgiversiden hårdt på, at de offentligt ansatte skal vise løntilbageholdenhed – helt konkret siger hun, at de offentligt ansatte ikke må stige mere i løn end de privatansatte.
DET ER den samme udvikling vi ser over store dele af EU.
I lande som Belgien, Frankrig, Portugal og Spanien har der været store slag om de offentligt ansattes arbejdsforhold de seneste år. Her har EU’s reformkrav haft stor indflydelse på løndannelsen og de kollektive forhandlinger.
Blandt andet har EU tidligere givet Portugal direkte besked på at fastfryse lønningerne i det offentlige.
Europluspagtens indflydelse
Det er ikke tilfældigt, at udviklingen har stærke fællestræk i alle landene.
Kravet om, at de offentlige ansatte skal holde igen med lønnen, ligger nemlig helt i tråd med de økonomiske EU-pagter, som et flertallet i Folketinget har bestemt skal gælde for Danmark.
Her tænker jeg især på Europluspagten, som Danmark og de andre EU-lande underskrev i 2011.
Der står blandt andet, at alle landene skal sørge for reformer, der “sikrer at lønaftaler i den offentlige sektor understøtter den private sektors konkurrencedygtighed.” Altså med andre ord, at de offentlige lønninger helst ikke må stige mere end de private!
Jeg ved ikke om det bare er mig, der synes, at det får Sophie Løhde til at lyde lidt som et ekko fra Bruxelles?
Forsvar den danske model
I Danmark og resten af norden har vi en lang tradition for, at arbejdsmarkedets parter bliver enige om overenskomsterne gennem forhandlinger eller gennem kollektive kampskridt som strejker, hvis det er det, der skal til. Det er det, man kalder den danske model.
Når EU’s ønske om offentlig løntilbageholdenhed på den måde giver genlyd i de danske overenskomstforhandlinger, så er det bare et af de mange områder, hvor den danske model kommer under pres. Det skal stoppes.
Vores offentligt ansatte udfører noget af det vigtigste arbejde overhovedet i samfundet. De fortjener en ordentlig løn!
PS. Hvis man selv vil finde afsnittet om offentlige lønninger i Europluspagten, er det på side 16 i pagten. Her står (på engelsk) “ensure that wages settlements in the public sector support the competitiveness efforts in the private sector.”
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.