”VI HAR I KØBENHAVN fået opbygget nogle systemer, som ikke fungerer, og som resulterer i en relativt umenneskelig behandling af nogle borgere, som har allermest hjælpebehov.”
Det sagde praktiserende læge på Nørrebro Anders Beich til et debatmøde i Valby i torsdags arrangeret af Facebookgrupperne Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne. Mødet handlede om kritisabel beskæftigelses- og socialforvaltning i Københavns Kommune, især på Jobcenter Lærkevej, men lignende problemer kendes også mange andre steder i landet.
Inden mødet fortalte Anders Beich TV2 Lorry, hvad han ville sige til mødet:
”Jeg har tænkt mig at sige, at sagsbehandlingen i Københavns Kommunes jobcentre gør borgerne syge. Jeg har tænkt mig at sige, at meget af det arbejde, vi gør for at dokumentere borgernes funktionsevne, bliver enten ignoreret eller misforstået i jobcentrenes sagsbehandling. Jeg synes, man skal lytte til de fagpersoner, som man indhenter oplysninger fra, og så tage de oplysninger alvorligt; og så synes jeg, man skal lægge sig i selen for at give de mennesker, som har brug for kommunens hjælp, en sagsbehandling og en mødebehandling, som er menneskelig og human på enhver måde.”
FORUDEN ANDERS BEICH var advokat Mads Krøger Pramming og byrådsmedlem i Norddjurs Ulf Harbo (EL) inviteret til at holde hver sit oplæg. Også beskæftigelsesborgmester i Københavns Kommune Anna Mee Allerslev (R) var inviteret til at høre kritikken og svare på kritiske spørgsmål fra oplægsholderne og nogle af de cirka 100 personer, som var mødt op til mødet.
Kritikken af jobcentrene i Københavns Kommune handler ikke kun om lovgivning og jura eller mangel på samme (følger kommunen social- og beskæftigelseslovgivningen, og følger den retssikkerheds- og forvaltningslovgivningen?). Den handler også om forvaltnings- og fortolkningspraksis (hvordan fortolker kommunen social- og beskæftigelseslovgivningen, og følger den retssikkerheds- og forvaltningslovgivningen?), den handler om det lægefaglige grundlag for patienternes sager (som i mange tilfælde ikke respekteres af forvaltningen), og den handler om karakteren af det personlige, mellemmenneskelige møde mellem sagsbehandlere og borgere.
Jeg fulgte mødet via live-streaming fra en af arrangørerne. I nærværende indlæg vil jeg gengive Anders Beichs dybt alvorlige pointer om et beskæftigelsessystem, som behandler meget syge mennesker på en relativt umenneskelig måde og dermed modarbejder det, som er opgaven i sundhedssystemet.
LÆGE ANDERS BEICH FORTALTE om, at han, da han blev praktiserende læge på Nørrebro, begyndte at undre sig over, at nogle af de svageste patienter blev udsat for den dårligste sagsbehandling af kommunens social- og beskæftigelsessystem. Han kunne se, at den sagsbehandling, som folk blev udsat for i København, gjorde hans patienter syge. Vi taler om et sted mellem 5 og 10 patienter i hans praksis, som er meget dårligt fungerende, men som alligevel bliver slæbt igennem et hav af sagsbehandling, som savner rationalitet og logik. Noget tilsvarende foregår også mange andre steder i landet i samme størrelsesorden per praksis, sagde han.
Han begyndte derfor at gå med til nogle af de møder, som disse patienter havde med deres kommune, fordi de fortalte ham om, at de blev behandlet umenneskeligt. Han tænkte, at det var godt at få set, hvad patienterne talte om, når de talte om dårlig behandling, og at det kunne være godt med et vidne til patienternes møder med forvaltningen. Og selv til trods for, at han var til stede på nogle af disse møder og efter eget udsagn sikkert var med til at moderere mødernes umenneskelige karakter, så oplevede han ”grimme ting” på møderne.
Hans oplæg havde to hovedpointer, jævnfør det citerede udsagn til TV2 Lorry:
- Han har erfaret, at hans lægefaglighed og respekten for patienternes lægeligt definerede helbredsoplysninger ofte bliver beklikket af jobcentrets medarbejdere; for eksempel at attester ”forsvinder”, at man beder om de samme attester på patienter med stationært helbred igen og igen uden at bruge dem til noget eller konkludere på noget, og at man misbruger enkeltord i lange attester til at fordreje hele fremstillingen af borgernes helbredsoplysninger, så de vendes imod borgerne og imod attesternes egentlige hensigter. Og han har erfaret, at det generelt er rigtig svært at få et samarbejde i stand mellem ham som praktiserende læge og jobcentrenes sagsbehandlere og lægekonsulenter. En sagsbehandler havde for eksempel forsøgt at belære ham om, at han skulle engagere sig mindre i sine patienter – hvilket han naturligvis på det kraftigste havde afvist at gøre.
- Han har erfaret, at sagsbehandlingen i København har gjort mange syge personer endnu mere syge på grund af selve sagsbehandlingen: ”Det er da helt vanvittigt, når man sidder som behandler i den anden ende for at hjælpe folk og så ser et system, som gør folk syge.”
FOR SÅ VIDT ANGÅR sagsbehandlingens nedbrydende påvirkning, slog han særligt ned på den manglende forudsigelighed i systemet mellem dét, der var sket, og dét, der skulle ske for hans patienter. I jobcentersystemet hersker den slags usikkerhed fra systemets side over borgerne – i mange tilfælde i mange år.
Det, kunne han godt forstå, blev mange af hans patienter stresset og traumatiseret af i en situation, hvor de allerede i forvejen led rigeligt. Her kan jeg tilføje, at neuropsykologien understøtter denne beskrivelse af konsekvenserne af langvarig uvished om fremtiden.
Pointen om manglende forudsigelighed illustrerede han ved en beretning, som han stilede direkte til beskæftigelsesborgmesteren. Den havde han også gjort hende bekendt med for nogle år tilbage, da hun lige var blevet beskæftigelsesborgmester. Beretningen lød således:
”Jeg havde to patienter. Begge fra Mellemøsten, begge to traumatiserede. Den ene led af akut angst, den anden havde alle kriterier for ptsd – han havde aldrig været på arbejdsmarkedet i Danmark, på det tidspunkt i 20 år. (…) De fortalte mig uafhængigt af hinanden, at de syntes, at den sagsbehandling, de blev udsat for i Danmark, var værre end det, de havde oplevet i deres hjemlande. Og jeg skal hilse og sige, at den ene af dem var blevet tortureret med strøm osv. Han sagde, at den uvished om, hvad der skulle ske som det næste, var det værste, han havde oplevet i sit liv. Så meget kan det påvirke folk, at man ikke kan overskue, hvad det er, I har gang i her. Det, syntes jeg, var stærke udtalelser, og dem bragte jeg videre til dig [Anna Mee Allerslev, red.]. Og du sagde, at det, syntes du, var i overkanten. Hvis vi skulle snakke, så kunne vi ikke snakke ud fra den slags historier ….”
DENNE BERETNING GJORDE dybt indtryk på mig og vandt tydeligvis også genklang hos de fremmødte tilhørere. Det er frygteligt alvorligt, at man kan møde sagsbehandling i det danske beskæftigelses- og socialsystem i København, som har ligheder med tortur! Og det er endda ikke enestående for Københavns Kommune.
Jeg håber, at Københavns Kommune vil tage livtag med og ændre denne utilstedelige del af virkeligheden, selvom Allerslev helst ikke taler om den. Tortur hører ingen steder hjemme i forvaltning af syge borgeres sager i det danske social- og beskæftigelsessystem – eller noget sted overhovedet.
Ligeledes hører det ingen steder hjemme at ignorere lægernes faglighed i forvaltningens behandling af de syge mennesker, som har behov for samfundets sociale hjælp. Uden respekt for de læger, der kender borgerne bedst, og deres faglige vurderinger, er der heller ingen reel respekt for borgerne. Uden respekt for lægefagligheden er der intet værn imod helt tilfældig sagsbehandling med udgangspunkt i kommunens økonomiske prioriteringer, der ikke har borgerens ve og vel på sinde. Ingen borger kan hamle op med eller leve med den slags retsløse tilstande.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.