Af Lisbeth Riisager Henriksen
SE ALLE BLOGINDLÆG
Blogger: Neergaard er stadig passiv over for ressourceforløbenes slagside

I dag har beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) atter været foreholdt de massive problemer med mennesker, der bliver mere syge eller ligefrem afgår ved døden i forbindelse med ressourceforløb. Beskæftigelsesordfører Torsten Gejl (Å) tog i endnu et åbent samråd i Folketingets beskæftigelsesudvalg ansvar for at gentage spørgsmålene til ministeren om, hvad han vil gøre for at sikre de borgere, som dokumenterbart er så syge, at de burde have tilkendt førtidspension, men som alligevel bliver fastholdt af kommuner i ressourceforløb.

Svarene fra ministeren var desværre lige så enslydende og mistrøstige som sædvanligt. ”Der er ikke brug for flere regler”, ikke brug for at ændre lovgivningen, understregede han. Han afviste herunder at præcisere lovgivningen, så for eksempel lægers og andre fagfolks faglige vurderinger af borgernes sager juridisk set kan blive taget mere alvorligt og få en større vægt i sagsbehandlingen.

SAMTIDIG SAGDE HAN, at han som politiker kun har ansvar for at forfølge de politiske mål med reformen, men ikke for at forholde sig til, om den er fagligt i orden. Det er fagfolkenes ansvar, mente han. Men hvordan deres faglighed så kan blive taget alvorligt, når kommunerne i mange tilfælde vægter hensynet til kommunaløkonomien højere, står hen i det uvisse. Ministeren vil ikke sikre fagfolkene muligheden for med loven i hånd at kunne forfølge dette ansvar. Han vil ikke reagere på, at fagfolk og andre netop gør ham som minister opmærksom på, at også fagligheden bliver svigtet med forvaltningen af reformen.

Han mente oven i købet, at den kommunale sagsbehandling i disse sager og i det nye paradigme om ”udvikling” af borgernes arbejdsevne er direkte ”omsorgsfuld”, og at det ”går fremad” med at efterleve intentionerne i lovgivningen – de intentioner, som altså i ministerens mund er gode.

JEG SKAL IKKE TRÆTTE LÆSERNE med at gentage hans argumenter eller mangel på samme i samrådet – for han siger stort set det samme hver eneste gang, han bliver stillet spørgsmålet om, hvordan han vil sikre de mest syge borgere mod mishandling fra kommunalt hold. Hans svar er, at dét vil han ikke sikre. Altså må han jo være fuldstændigt indifferent over for menneskelige lidelser og råb om hjælp mod mishandling. Skal vi kalde ham ”passiv” – dét skældsord, som i den aktive beskæftigelsespolitik er det absolut værste, man kan være her i livet? Eller er der tale om en bevidst valgt passivitet, som er begrundet i manglende empati og manglende interesse i at sikre disse syge mennesker grundlæggende rettigheder?

Uden lovgivne rettigheder er syge borgere retsløse. Det er simpelthen et faktum. Selv de rettigheder, de tilsyneladende har ifølge lovgivningen, halter det jo enormt med at få opfyldt af kommunerne. Det er åbenlyst for enhver med forstand på området og blot en smule empati i behold, at lovgivningen ikke er god, og at den ikke sikrer nogen som helst syge mod mishandling, selvom de er åbenlyst invalide. Det er åbenlyst for enhver, at det er åbenlyst perspektivløst og uværdigt at forsøge at presse denne gruppe af mennesker med den slags forløb.

HELT GENERELT ER DE RETLIGE GRÆNSER eller snitflader for førtidspension, fleksjob, minifleksjob og ressourceforløb utydelige i selve lovgivningen. Det fremgår ikke klart, hvilken form for varig og væsentlig begrænsning i arbejdsevnen, der skal knyttes til hvilke kategorier af ydelser. Der er ikke defineret nogen specifik nedre minimumsgrænse for, hvornår borgere er berettiget til førtidspension. Det fremgår ej heller, hvor længe kommunerne rent faktisk skal afprøve behandling og forfølge ”udvikling” af menneskers arbejdsevne, før de i lovens forstand kan konkludere og dokumentere, hvilken arbejdsevne der er tale om.

Loven om social pension siger, at kommunerne ikke må tilkende syge mennesker førtidspension, før de har været igennem et eller flere ressourceforløb af mellem et og fem års varighed. Der står (i § 16, stk. 2): ”Personer i alderen fra 18 til 39 år kan tilkendes førtidspension, hvis det er dokumenteret eller det på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres”. Og i Beskæftigelsesindsatsloven, § 68 a, stk. 2, står der, at personer, for hvem det ”... er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle deres arbejdsevne i et ressourceforløb, er undtaget fra ressourceforløb”. Men det er ikke præciseret, hvornår og for hvem noget er ”åbenbart” eller ”åbenbart formålsløst”. Utydelig lovgivning er reelt en ladeport til fri lovfortolkning for de i forvejen økonomisk pressede kommuner. Det er altså det, vi ser ske. Igen og igen og igen.

DEN UTYDELIGE LOVGIVNING og ressourceforløbenes formodede slagside blev allerede kritiseret af adskillige høringsparter, da lovforslaget var i høring i 2012. Efterhånden som lovgivningens slagside er blevet realiseret og dokumenteret utvetydigt fra flere og flere sider, er kritikken blevet gentaget i medierne, i en høring i Folketingets Beskæftigelsesudvalg, i adskillige samråd over flere år og i forbindelse med behandlingen af en række beslutningsforslag i Folketinget med højere og højere volumen.

Ministeren og forligspartierne har snart menneskeliv på samvittigheden – eller burde have det, hvis de tog ansvar for menneskers ve og vel og ikke blot for et politisk luftkastel og en fordelingsøkonomisk hård liberalisme med social slagside. Det er efter min overbevisning ved at være på høje tid at stille et mistillidsvotum til ministeren og at presse hvert eneste af forligspartierne (S, R, SF, V, K og LA) til at ændre lovgivningen, så der ikke skal være endnu flere mennesker, der skal pines og plages på grund af den lovgivning og den meget vide forvaltning, som den har givet råderum til.

DET BURDE IKKE VÆRE SÅ SVÆRT at sikre syge borgere disse rettigheder, når man sidder på posten med den øverste politiske magt. Altså kan det kun være viljen, der afholder ministeren og forligspartierne fra at gribe ind over for det efterhånden skandaløse myndighedssvigt, vi er vidner til i disse forhold.

Om Lisbeth Riisager Henriksen

Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).

Denne blog er et indspark i samfundsdebatten med særligt fokus på forhold, der berører syge mennesker og mennesker med handicap. Den handler om socialpolitik, beskæftigelsespolitik, og sundheds- og handicappolitik.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.