Af Lisbeth Riisager Henriksen
SE ALLE BLOGINDLÆG
Blogger: Kynisk, at kontanthjælpsreform også skal ramme syge

MENNESKER, DER ER SÅ SYGE, at de ikke kan arbejde, skal ikke være på kontanthjælp. De skal over på en anden ydelse, for eksempel ressourceforløb eller førtidspension. Det sagde regeringen og forligspartierne (Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative) bag kontanthjælpsreformen gang på gang, da Folketinget i foråret behandlede lovforslaget om kontanthjælpsloft og 225 timers-regel. Og det påstod Dansk Folkeparti dengang, at de havde en aftale med beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) om at sikre. 

Tirsdag var beskæftigelsesministeren i samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg. Han skulle svare på spørgsmål fra beskæftigelsesordfører Finn Sørensen (EL) om, hvad han har gjort for at sikre, at syge mennesker ikke kommer på kontanthjælp, og om det er rigtig forstået, at han faktisk har en aftale med Dansk Folkeparti om dette.

På samrådet blev det fastslået, at regeringen ikke vil gøre noget for at sikre, at langvarigt syge med væsentligt nedsat arbejdsevne ikke er på kontanthjælp, men får anden hjælp. Der findes heller ikke nogen egentlig aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti herom.

BESKÆFTIGELSESMINISTEREN skelner mellem ”syge” og ”rigtigt syge”. Han sagde på den ene side, at mennesker, der er så syge, at de har ”varigt og væsentligt nedsat arbejdsevne”, ikke skal være på kontanthjælp. Men han sagde på den anden side, at det ”ligger i kontanthjælpens natur”, at der vil være syge på kontanthjælp.

Det var et provokerende synspunkt, for hvem er det så, der gerne må være syge og samtidig skal underlægges kontanthjælpsreformens beskæftigelseskrav og kontanthjælpsloft? Det er helt uforståeligt og uhyrligt, at han virkelig mener dét! Hans øvrige udsagn viste ligeledes, at han ikke vil gøre noget som helst for at sikre, at de mest syge faktisk kommer over på andre ydelser inden ikrafttrædelsen af kontanthjælpsloftet og beskæftigelseskravet per 1. oktober.

Han er tilsyneladende komplet ligeglad med de tusindvis af sygdomsramte mennesker, som lige straks risikerer at måtte gå fra hus og hjem, ligesom det bestemt ikke hjælper på deres helbredssituation at blive presset på forsørgelsen på den måde.

HAN TALTE OM kontanthjælpsreformen som en reform, der blandt andet havde fokus på ”oprydning” af, hvem der befinder sig i kontanthjælpssystemet. Det blev både nævnt, at der er for mange indvandrere og for mange ”rigtigt” syge mennesker på kontanthjælp. Men selekteringen af de syge – der blev talt om at ”vende bunken” af kontanthjælpsmodtagere, som om de indgik i et spil – burde jo være sket, inden man begyndte at sanktionere med økonomiske forringelser. Det ville have været den naturlige og respektable måde at gøre det på. Nu straffer man dem, der uretfærdigt er placeret i dette system. Det er ikke i orden!

Regeringen og forligspartierne bag kontanthjælpsreformen har derudover ikke budgetteret med de nødvendige midler til, at man kan køre en så stor reform igennem uden at svigte syge mennesker, som de facto findes i kontanthjælpssystemet og er der per 1. oktober. Der er ikke taget hensyn til den omfattende sagsbehandling, som sådan en reform indebærer. Det har ministeren indirekte erkendt i og med sit forslag til, at man her lige før ikrafttrædelsen af kontanthjælpsloftet og beskæftigelseskravet finder midler i Satspuljen til at få ”vendt bunken” af syge kontanthjælpsmodtagere. Satspuljemidlerne stammer jo fra tilbageholdte midler fra overførselsydelser, der ikke stiger i samme takt som lønudviklingen i samfundet.

Det er altså blandt andet kontanthjælpsmodtagerne selv, der skal være med til at finansiere oprydningen, mens reformen skal hente et provenu på 500 mio. kroner til statskassen, som man således vil spare på Finansloven. Det er dybt usolidarisk og uretfærdigt!

MEN ER DER så en reel mulighed for, at syge mennesker kan slippe ud af kontanthjælpssystemet og over på mere retfærdige ydelser, der tager hensyn til deres sygdomssituation? Det har jeg svært ved at få øje på. For det hænger også sammen med daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) reformer af sygedagpenge, fleksjob og førtidspension. De betød jo, at adgangen til sygedagpenge, fleksjob og førtidspension er blevet voldsomt forringet. Og til samrådet bekræftede Jørn Neergaard Larsen altså, at han ikke har nogen planer om at ændre på førtidspension og sygedagpenge. Derfor er mange af de langvarigt eller kronisk syge ophobet i kontanthjælpssystemet.

Man fornemmede nogle sprækker mellem regeringen og Dansk Folkeparti i forhold til, hvad kontanthjælpsreformen rent faktisk indebærer. Dansk Folkeparti havde en anden opfattelse af, hvad der skal ske med de alvorligt syge, end regeringen selv mener at have aftalt. Marlene Harpsøe (DF) var lidt mere nuanceret end i forårets folketingsbehandlinger af lovforslaget og forholdt sig ved samrådet lidt mere til den situation, at mange syge mennesker kommer på kontanthjælp.

Og hun kritiserede regeringen for ikke at ville løse det problem, der som nævnt blandt andet hænger sammen med reformen af førtidspension og fleksjob. Det var naturligvis letkøbte udsagn, for kontanthjælpsreformen og dens helt uoverskuelige konsekvenser for de syge er jo en realitet, og det blev både regeringen, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance advaret kraftigt om igen og igen under selve forhandlingerne om reformen, under høringsfasen og under folketingsbehandlingen.

Det ser således meget skralt ud for tusindvis af syge mennesker, som ikke har den fjerneste mulighed for at ændre ved deres situation. Det er overhovedet en selvmodsigelse, at syge mennesker bliver underlagt en reform med den officielle intention at få flere borgere i arbejde, når de fleste af dem er for syge til at arbejde og overhovedet ikke kan reagere på reformens såkaldte ”incitamenter”. De egentlige intentioner må derfor formodes at være nogle andre.

JEG HÅBER, AT REGERINGEN alligevel i nærmeste fremtid vil gøre noget ved problemet. Men det er ikke nok at tage de mest syge ud af kontanthjælpssystemet og at gøre det om mange måneder. Der bør ske noget snart. Man kunne begynde med at fritage alle aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere fra beskæftigelseskravet og kontanthjælpsloftet! Og så burde man åbne nye døre til sygedagpenge-, fleksjob- og førtidspensionssystemet. Det kan kun ske ved en forbedring af disse ordninger. De syge vil jo findes, uanset hvor ufleksible og rigide socialordninger den politiske magt vælger at stå på mål for.

Kan regeringen og dens forligspartier virkelig se de tusindvis af sygdomsramte borgere og deres familier i øjnene med god samvittighed, når de inden for de næste måneder vil skulle gå fra hus og hjem eller på anden måde komme til at lide meget slemt under denne reform?

Jeg håber, at der må være et gran af social samvittighed et sted inde bagved kynismen. Man kan altså ikke bare efterlade tusindvis af sygdomsramte borgere i en elendig situation, som de ikke selv har nogen jordisk chance for at ændre på.

Om Lisbeth Riisager Henriksen

Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).

Denne blog er et indspark i samfundsdebatten med særligt fokus på forhold, der berører syge mennesker og mennesker med handicap. Den handler om socialpolitik, beskæftigelsespolitik, og sundheds- og handicappolitik.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.