Af Lisbeth Riisager Henriksen
SE ALLE BLOGINDLÆG
Blogger: Kontanthjælps-debat er kynisk og udemokratisk

Tirsdag den 15. marts fulgte jeg med stor opmærksomhed andenbehandlingen af kontanthjælpsreformen i Folketinget og det efterfølgende samråd i Folketingets beskæftigelsesudvalg via web-tv. Det var en af de mest hårde, skingre, aggressive og polemiske debatter, jeg længe har hørt i Folketinget, og det var et af de mest håbløse samråd, jeg kan mindes at have fulgt! Meget fjernt fra de demokratiske samtaler, som man forestiller sig, der foregår i vores lovgivende forsamling her i det land, som regeringen ofte bryster sig af at kalde demokratisk.

Enhedslisten, SF, Alternativet, Socialdemokraterne og Radikale talte mest om, hvad der principielt set var retfærdigt, og for hvilke grupper lovforslaget er uretfærdigt. Enhedslisten og Socialdemokraterne havde stillet en række ændringsforslag, der skulle undtage mennesker med handicap og alvorlige sygdomme fra kontanthjælpsloftet og beskæftigelseskravet – og det var de ændringsforslag, der var til behandling i Folketinget.

Alligevel afviste Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance på sin side at tale om netop de personer, som ikke kan arbejde. Mange af spørgerne fra disse partier saboterede konsekvent debatten og bragte den helt af sporet, så den stort set ikke kom til at handle om netop de mennesker med handicap, som kommer i klemme i lovforslaget.

BESKÆFTIGELSESMINISTER Jørn Neergaard Larsen (V) stillede på sin side slet ikke op på talerstolen. Politikere fra de nævnte blå partier førte sig frem i et rigidt og snæversynet økonomisk spor, der handlede om, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”. Det var den samme plade, som vi har hørt så ofte før. De sammenlignede eksempler på anslået indtjening hos arbejdende og hos kontanthjælpsmodtagere, der ikke har andre problemer end ledighed.

Derimod skulle vi gentagne gange høre om, at det er synd for de arbejdende, at nogen kan få kontanthjælp. Spørgsmålet om, hvorfor der overhovedet er nogen, der behøver kontanthjælp, gik forligspartierne langt udenom at svare på. Det er reelt ligegyldigt for forligspartierne, om man er invalid eller blot arbejdsløs, forstår man, for de mener, at kontanthjælpsreformen skal indrettes efter dem, der har en arbejdsevne, og de vil ikke undtage dem, der ikke har. Heller ikke, selv om omtrent 75 procent af kontanthjælpsmodtagerne ifølge kommunernes egne vurderinger slet ikke har nogen arbejdsevne!

FORUDEN DENNE ret aggressive og usaglige folketingsbehandling skulle man endog høre Dansk Folkeparti blande den gamle sag om Levakovic-familien og TV2's nyligt dokumenterede kontanthjælpssvindel hos visse Sharia-underkastende muslimer ind i den debat, som på papiret handlede om ændringsforslag om mennesker med handicap. Den svindel har intet at gøre med mennesker med handicap, og den henvisning lignede derfor mest af alt en afledning fra det egentlige emne – en afledning med appel til den indre svinehund. Den har måske relevans i forhold til den gruppe kontanthjælpsmodtagere, som er raske og godt kan arbejde. Men det var ikke det, der var programsat til folketingsbehandlingen tirsdag!

Alle ændringsforslagene om at undtage mennesker med handicap fra kontanthjælpsloftet og beskæftigelseskravene blev herefter afvist i løbet af ganske få minutter, selvom forligspartierne overhovedet ikke havde redegjort for, hvorfor de ikke ville undtage mennesker med handicap fra de særlige lovbestemmelser, som både høring, flere folketingsbehandlinger og et større antal samråd har vist, vil sætte netop disse borgere meget alvorligt i klemme. Problemerne blev blankt ignoreret og afvist. Det er skinger kynisme og arrogance fra den lovgivende forsamling, som er meget uskøn at være vidne til, især når konsekvenserne vil være så alvorlige for en stor gruppe borgere!

BAGEFTER FULGTE et i demokratisk forstand lige så håbløst samråd. ”Det skal kunne betale sig at arbejde”, var det vigtigste omkvæd fra ministeren. At størsteparten af mennesker på kontanthjælp har andre problemer end arbejdsløshed, forholdt heller ikke beskæftigelsesministeren sig til, selvom han anerkendte en vis konjunkturbestemthed og et vist samspil mellem ydelsessystemerne. Hans tone var ikke aggressiv som størsteparten af politikerne fra forligspartierne i folketingsbehandlingen, men til gengæld svarede han som en ål, og vi blev lige kloge.

Man bliver så træt af niveauet i denne politiske proces og debat. De er ikke kommet nogen vegne, selvom der allerede har været flere folketingsbehandlinger, et antal samråd og høringer om reformen. Den politiske kultur lader meget tilbage at ønske, når det handler om demokratisk samtale og forventninger om, at politikerne kan lade argumenter krydse klinger på saglig, ordentlig og dannet vis. Men det er vel også det, der er meningen fra kynikernes side?

FORLIGSPARTIERNE KAN vinde magten i denne sammenhæng ved at afvise at differentiere mellem borgere, der er invalide, og borgere, der faktisk ikke fejler noget; de kan vinde magten ved at afvise at forholde sig til de reelle problemer, som en lang række høringsparter og folketingspolitikere har forsøgt at foreholde forligspartierne. Hvis man afstår fra argumenter og lader rå ’survival of the fittest’ præge spillet, så bliver det rå magtkamp og ikke en dannet demokratisk magtkamp, der afgør resultatet. Og så bliver de mest udsatte borgere endnu mere udsatte.

Tidligere i lovprocessen har regeringen og dens støtteparti Dansk Folkeparti afvist kritikken af lovforslaget med, at mennesker med handicap slet ikke skal være på kontanthjælp. Når de gør det, så må vi gøre dem opmærksom på, at det ikke desto mindre er det, der sker. Det klinger derfor utroværdigt, når de på den ene side siger, at mennesker med handicap ikke skal være på kontanthjælp, men på den anden side på grund af samspillet med øvrig lovgivning og en grænsesøgende forvaltning bestemmer, at mange mennesker med handicap presses ind i netop kontanthjælpssystemet. Det er dobbelt tungetale, og det er uretfærdigt at klemme borgere på dén måde mellem to stole.

HVIS FORLIGSPARTIERNE skal være troværdige i synspunktet om, at mennesker med svære sygdomme eller handicap ikke skal rammes af den nye kontanthjælpsreform, så må de sætte handling bag ordene. Så må de sørge for at præcisere det i lovgivningen og også sikre, at kommunerne rent faktisk ikke placerer disse borgere i kontanthjælpssystemet.

Det er ikke anstændigt at behandle mennesker, der står i uforskyldt invaliditet, og som på grund af tidligere politiske reformer ikke kan få sygedagpenge, fleksjob eller førtidspension, som om de var kriminelle borgere. Må vi bede om ordentlige politikere, der for eksempel tør differentiere mellem almindelig arbejdsløshed, sygdom/handicap, sociale problemstillinger og kriminalitet, og som ikke blander det hele sammen, når de debatterer og lovgiver! Og må vi bede om en regering og nogle forligspartier, der svarer på de reelle spørgsmål og forholder sig konkret til de problemer, som kommer frem i den politiske proces. Alt andet er altså ikke demokrati.

Om Lisbeth Riisager Henriksen

Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).

Denne blog er et indspark i samfundsdebatten med særligt fokus på forhold, der berører syge mennesker og mennesker med handicap. Den handler om socialpolitik, beskæftigelsespolitik, og sundheds- og handicappolitik.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.