Af Johnny Larsen
SE ALLE BLOGINDLÆG
Blogger-Johnny: "Vi har brug for næstekærlighed"

I GÅR stod jeg ved siden af nogle terrorister. Flere gange. For hver gang jeg så dem, skiftede de udseende, men jeg lod mig ikke snyde eller vildlede. Det var tydeligt at se, at de var muslimer, og at de var gået i Tivoli sammen med nogle kidnappede terroristbørn for at udse sig mål og i mellemtiden tage plads i karrusellen, så almindelige danskere ikke kunne komme til.

Nå ja, de der mørksmuskede krakkemutter lader som om, de ikke er muslimer allesammen, men de kan ikke narre mig og Søren Espersen: Kommer man fra et sortsmuskerland, så er man muslim, og er man muslim er man terrorist, og inden man bliver terrorist, er man samfundsnasser ...

Tivoli var som sædvanligt fyldt med mennesker, og ikke engang regnbyger kunne drive folk ud af de lange køer til rutchebaner og karusseller. Vi stod sammen med jyder, “muslimer” og svenskere. Alle var der med deres børn, og alle var glade. 

I en lille kaffestund tjekkede jeg min twitter og en følger spurgte mig, hvad jeg mente om, at TV2 havde lavet “breaking news” om en eksplosion ved et asylcenter i Danmark. Vel at mærke en eksplosion, som kunne være et uheld - ifølge TV2 selv. Altså en nyhed, der langt fra er en nyhed, og den er kun breaking indtil fakta er tjekket, hvorefter det er en fuser … men billedet bliver stående: Eksplosion ved dansk asylcenter!

JEG SVAREDE, at det trods alt lugtede af terror, muslimer og var egnet til at skabe had og frygt. Jeg lagde telefonen væk, og vendte tilbage til kaffe og hygge med familien, men det lille tweet lå lige så stille og lagde beslag på min verdensopfattelse resten af dagen og aftenen.

Vores yngste søn står i kø til nogle hurtigtgående vikingeskibe, som jeg til min store glæde ikke længere behøver køre med i. Jeg står sammen med nådigfruen og venter på, at junior kommer op gennem køen… og så sker det: Lige foran mig står en lille familie - far, mor og to børn. De er klædt som alle andre, og eneste forskel er, at de på en eller anden måde virker isolerede, mens de står der. Pigen er stor og står sammen med sin mor. Drengen, der er yngst, sidder træt på sin fars arm og putter sig ind til ham. De står som enhver anden familie, men de har en eneste fatal fejl: Deres hud er mørkere end min.

Det virker som om, de er lidt betuttede, og far ser ud som om, han er på vagt. På vagt mod angreb, spytklatter, onde øjne og hadefulde bemærkninger. Familien er blot en af mange familier i Tivoli, og alle har noget tilfælles: De morer sig, de har det rart og de er glade … desværre er de også mørklødede og kan med lethed smides i kassen med muslimske terroristsympatisører, der bare lader som om, de holder af deres familie, af Danmark og af Tivoli-ture.

MANGE AF de ansatte i Tivoli har glemt at gøre som politikere og medier forlanger: De sidder ikke hjemme og laver bomber, men er taget på arbejde i Tivoli, hvor de passer både, slikboder og sporvogne. Mine tanker flyver videre til det fåtal af “muslimlignende mennesker”, som har fået plads i medierne og det offentlige rum.

Jeg betragter igen familien i køen. Det slår mig, at de tilhører den store gruppe mennesker, der betragtes om muslimer, krakkemutter, indvandrere, uanset hvad de laver, hvor de kommer fra eller, om de i det hele taget tror på nogen som helst gud.

Midt i tankerækken forsøger jeg at mindes alle de mennesker, jeg kender af mere eller mindre brunlig herkomst. Der er den flittige kantinechef med baggrund i Libanon. Hans mor sendte ham og hans brødre til Danmark, da bomberne regnede ned over Libanon. Hun skulle både frygte at miste sine sønner, men hun skulle også frygte, at de blev åndeligt kapret af våbensvingende idioter med sympati for Allah, Gud eller Assad.

Tankerne røg videre til de mange pizzabagere, til buschauffører, postchauffører, bude på urimelig aflønning og mange andre som mod alle odds fik et job. Jeg tænker på de mange unge i supermarkederne. Ingen af alle disse helt almindelige mennesker får en reel chance for at være andet end mediernes skræmmebillede, hvis eneste formål er at sætte frygten til livets spisebord, hvor den utøjlede får lov at æde vore sjæle op og runde af med et gevaldigt ræb.

TÆNK ENGANG, hvis medierne ikke gav spalteplads og sendetid til åndelige sortkunstnere som Søren Espersen og hele slænget fra Dansk Folkeparti. Tænk, hvis medierne ikke gik ud og spurgte vidner, om de tror, det er en muslim der står bag, eller går videre, og spørger om der er mange muslimer i området. Tænk engang, hvor smukt det ville være, hvis vi i stedet hørte om de mange, som rent faktisk - i ensom kamp - hver eneste dag passer deres arbejde og har samme forhold til deres gud, som 99,9 procent af min omgangskreds har til den “danske gud”: Nemlig et temmelig afslappet forhold.

Forestil jer, hvor mange muligheder “krakkemutter” ville have, hvis vi ikke stablede dem i ghettoer for at forhindre socialdemokratiske boligforeninger i at erkende deres fejlslagne boligpolitik fra 1960’erne og 1970’erne. Forestil jer, at flere af os kunne bo i en landsby, i et parcelhusområde med naboer fra Mellemøsten og Asien.

Jeg forsøger at forestille mig hvor smukt og mangefacetteret et samfund vi kunne have, hvis vi begyndte med lidt næstekærlighed og begyndte med at skabe positive billeder af mennesker, hvis sydlige herkomst ligger lidt tættere på nutiden end vores egen. Min naboer er fra de varme lande, og det der adskiller os mest, er at de er mere flittige end jeg er, og at de passer deres haver med større omhu end jeg nogensinde kommer til… og så er deres mad mere spændende en min.

Med andre ord er det fremmedhad, som især Dansk Folkeparti er eksponent for, og som støttes helhjertet af Venstre og Socialdemokraterne, og som markedsføres af store dele af den danske medieverden en hån mod fred og sameksistens, og den er - trods der endnu ikke er faldet særlig mange domme - stærk ubehageligt på en måde, der ikke lader nazisterne noget efter. Vi kan ikke være det bekendt, og vi skal tage os sammen hver især, så racismen drives ud af landet, så der bliver plads til muslimer og dem der bare behandles som om de er det.

Vi SKAL stoppe racisme, fremmedhad og bålbrænding, og vi SKAL stoppe med at være deltagere i helgenkåringen af terrorister og mordere… for vi har brug for næstekærlighed, omsorg og medmenneskelighed. Det modsatte har været dyrket for længe.

Om Johnny Larsen

Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt. Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.   Følg Johnny Larsen på Twitter

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.