Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
JEG SYNES, DER ER EN RIGTIG GOD GRUND TIL AT SKAMME SIG over at være dansker. Næstekærlighed, omsorg og empati er forsvundet fra det offentlige rum og presset ind i mørke sidegader, skumle baggårde og mørke kældre. I stedet har hadet taget alle pladserne i solen og bader sig i opmærksomhed.
Det bør vi vende.
Der findes mennesker i denne vestlige, oplyste frie verden, som er voksne, men født efter 1980, og en stor del af disse mennesker er befriet for kendskab til historie, og nogle af dem deltager i styringen af verden via høje stillinger i mediehuse og som lovgivere.
Alle disse “unge” mennesker er ikke nødvendigvis onde eller ultraliberalister eller racister, de er blot produkt af den uimodsagte verdensorden, der spirede i 1980, og som accelererede næsten ustoppeligt fra 1989, hvor man roligt kan sige, at den vestlige kommunisme led sit endeligt og fortjente nederlag.
NEDERLAGET KOM DESVÆRRE OGSÅ TIL AT GÆLDE SOLIDARITET, humanisme, socialisme og næstekærlighed, der blev sat i skammekrogen og senere gemt i bunden af et mørkt pulterkammer, fordi alt, hvad der ikke gik den kapitalistiske grådigheds og højreorienterede korruptions ærinde, blev tromlet ned eller i mildeste fald latterliggjort.
Vi nærmer os 30-årsdagen for grådighedens triumf, og som alle monstre er grådigheden umættelig. Vi står nu overfor at skulle acceptere, at menneskerettigheder fjernes efter at have defineret fairness i 230 år, og 70 år efter vesten i samlet trop straffede nogle af de mange, der forbrød sig mod menneskeheden. 10 år efter vi begyndte at lede efter forbryderne i Jugoslavien.
Her på vej mod 30-årsdagen ser vi krav om, at nedslidte skal arbejde længere, alene fordi de lever for længe, og derfor bliver svært ikke at kræve skat af de rigeste. Vi oplever, at vi ikke længere vil modtage flygtninge, passe vore gamle og svage, ikke gider give vore børn et rigt glædesfyldt liv, og vi må leve med, at terrorister massemyrder i flæng, mens vi tvinger alvorligt syge til at arbejde eller tigge, og vi indfører slavearbejde.
VI OPLEVER KUJONER SOM BREIVIK gå til væbnet angreb på teenagere på sommerlejr, fordi han har en mission - mener han.
Ondskaben er en del af menneskets natur, og vi har lært os at tøjle den gennem regler og normer, der tager sigte på, at enhver skal kunne gå i fred, og enhver skal have sin egen mening.
Den ondskab har ikke længere en stærk, officiel modstander, og derfor vokser den. Det har vi alle et ansvar for. Lige fra forældre, der opdrager deres børn til at sætte sig selv højere end andre, over forældre der på andre måder svigter deres opgave som opdragere, over skolelærere, politikere, medier, præster og uempatiske debattører med stort mediebevågenhed. Alle er del af den ondskab og den nedrige tone, der er fremherskende i den offentlige debat.
Det må og skal stoppes.
Når Folketinget åbnes efter næsten et halvt års sommerferie, den 4. oktober, skal der hygges og skåles, men allerede nu er både venstre og højre i hård kamp for at skaffe sig venner i den sorteste del af det politiske spektrum: Dansk Folkeparti, og dermed også reelt for Nye Borgerlige og Danskernes Parti, som får noget større og mere seriøs behandling end eksempelvis Alternativet, der kun skal bruges til at latterliggøre ethvert forsøg på at skabe et bedre samfund. Alternativet er vel de eneste, som ikke bare vil ryste bøtten, men også forsøge at sortere indholdet lidt, og vælge det rådne fra. De burde absolut blive taget mere alvorligt end racister og xenofober.
MODSTANDEN ER STORT SET IKKE TIL STEDE. Men den skal komme. Vi - altså alle os borgere - der søger tryghed, sikkerhed, omsorg, kærlighed, nærhed, skal vise, at vi er her, og hvor meget vi fylder. Ellers afgiver vi al handlekraft til ondskaben, der i det politiske liv allerede har nået over halvdelen af stemmerne.
Jeg foreslår en kærlighedsmanifestation på Christiansborgs Slotsplads tirsdag den 4. oktober 2016. Derfor opfordrer jeg alle fagforbund (ikke mindst journalistforbundet og Dansk Arbejdsgiverforening), Amnesty International, Røde Kors, Red Barnet, Læger Uden Grænser, det jødiske, kristne (i alle afskygninger), buddhistiske, muslimske (i alle afskygninger), nuværende og tidligere folketingsmedlemmer, mediehuse, syge, gamle, handicappede, nedslidte, raske, hjemmeplejere, sundhedsassistenter kort sagt alle og enhver til at møde op og forlange en ordentlig tone, ordentlig behandling og tryghed for alle, og ikke mindst ubetinget næstekærlighed.
Tag balloner og kærlighed med. Alle Københavns kaffevogne bør stille op, og alle med mobile shawarmaboder og pandekagecykler og pølsevogne bør rykke med. Gør det til en udflugt for børnehaven. For vi SKAL stoppe had og egoisme. Alternativet er ond borgerkrig, hvad end vi vil det eller ej.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.