Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
Jeg stikker snotten frem:
Først af alt vil jeg sige: Drabet på den unge betjent Jesper Jul i Albertslund er forkasteligt, og kun morderen er skyldig, og må alene bære ansvaret for den grumme handling!
Morderen en med stor sandsynlighed den unge mand, der er anholdt og sigtet for drabet.
ER HAN MORDEREN, melder der sig nogle spørgsmål, om hvorvidt nogen kunne have forhindret ham i at begå mordet. Efter min opfattelse er der helt klart nogen som kunne, men den eller disse er allerede "frifundet" af deres chef/-er. Cheferne i Albertslund har allerede meddelt, at der er handlet korrekt. Ikke at reagere omgående på en anmeldelse om, at en, der har skudt på politiet, nu er bevæbnet, er åbenbart korrekt … ud fra hvilke kriterier mon?
Den unge mand har været kendt som "fjende af politiet" og efter en tidligere skudepisode, hvor han skød en betjent på samme station med en splatterpistol, blev han mentalundersøgt og fundet paranoid, men ikke syg ... "bare" med paranoide tendenser.
Da der bliver ringet fra den skytteklub, den 26-årige er med i, besluttede politiet sig for intet at gøre før næste morgen.
Havde man taget en anmeldelse om tyveri af våben, navnet på tyven, tyvens historie om vold og trusler mod politifolk alvorligt, kunne man med risiko for udbetaling af overtid/afspadsering, have søgt efter den unge mand omgående. Muligvis sovende hjemme i sin seng.
En politimand havde dermed beholdt sit liv.
DEN UNGE (FORMODEDE) DRABSMAND kunne måske også være hjulpet tidligere. Hvis kommunen havde taget hånd om den 10-årige dreng, der blev vidne til, at hans mor ikke fik hjælp efter en trafikulykke, der gjorde hende uarbejdsdygtig. Kommunen kunne på et eller andet tidspunkt i en 16 år lang periode have taget hånd om det psykisk pressede barn, der endte som vred ung mand. En vrede som han af for mig ikke helt forståelige årsager rettede mod det lokale politi.
Førstehjælp er ikke kun gavnligt for folk, der bløder, det er også godt for mennesker med dybe sår i sjælen. Der er vel også et ansvar for at holde psykologhjælp uden for den gratis lægehjælp og hjælp fra psykiatere gratis. Groft skitseret er forskellen på de to metoder, at den ene tilbyder selvhjælp og forståelse, og den anden tilbyder doping.
Politiets budgetter er hårdt pressede, og det er personalet også - både mentalt og fysisk, fordi de skal opfylde stadigt flere tids- og personalekrævende opgaver. Disse opgaver er dem pålagt af Venstre og Dansk Folkeparti, og i en vis udstrækning også af Konservative og Socialdemokratiet, som mener, politiet skal patruljere ved grænsen og synagogen eller gå bevæbnede rundt på Købmagergade, eller storme Christiania for at holde gangsternes indtjening oppe.
Derfor kunne de fire partier også have handlet ud fra nødvendigheder i stedet for at handle ud fra symbolpolitiske værdier, der kun gavner egne vælgertal og almen frygt blandt indbyggerne i landet. De samme populistiske politikere vil alene gøre det endnu sværere at være i en skytteklub, selv om det er det eneste sted, hvor der blev handlet hurtigt og korrekt.
DEN SKYLDIGE er ubetinget morderen, og han er alene om at bære skylden, men ansvaret for at undlade at standse ham i det spæde opløb, eller ansvaret for at hjælpe ham i hans psykiske smerter/vrangforestillinger/paranoia ligger hos nogle andre ... og ansvaret kan kun presses opad ...
Dog vil ingen nogensinde blive straffet eller få rap over fingrene for at undlade at handle eller for at umuliggøre hjælp eller handling.
Den betjent, som måtte træffe valget med at lade anmeldelsen om våbentyveriet ligge natten over, sover sikkert ikke godt, men om det er hans vurdering, eller en overordnet ordre om at udskyde den slags til "et passende tidspunkt", er en forklaring, vi aldrig får.
Jeg føler lige så meget med den dræbtes kollega, som jeg gør med den dræbte ... og jeg undrer mig over, at man tillader, at et barn på 10 år uhjulpet får lov at udvikle paranoia og had i en sådan grad, at han en dag bliver politimorder.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.