"Vi kender det sikkert allesammen. Man kommer ind i en café, og tjeneren orker ikke engang kigge op og sige goddag. Ens bestilling modtages, som om det er en nærdødsoplevelse, og hvis man fornemmer skyggen af et smil, er det sikkert en fejl. Alligevel står der en lille flettet kurv på skranken til drikkepenge. Og ja, man kan da godt få lyst til at lægge en seddel. En seddel, hvor der står: Du får ikke en skid."
Den danske servicesektor får en over nakken af debattør og blogger Anne Sophia Hermansen i et indlæg på berlingske.dk.
Her fortæller hun, hvordan hun selv er gået fra restauranter, fordi servicen var så ringe, at hun reelt mistede appetitten.
Hun gætter på, at den dårlige kundeservice skyldes, at servicejob ofte er forbundet med tab af prestige, og at det mange steder er uuddannet personale, der står bag disken, eller tager imod bestillingen.
"Ingen gider være til grin for deres egne penge og da slet ikke at betale ekstra for at blive serviceret af surmulende teenagere i alle aldre, der står med tiggerfletskålen fremme og udviser en fascinerende mangel på indsigt i deres eget job," skriver hun i sit indlæg på berlingske.dk, hvor hun også understreger, at den bedste service netop ofte fås, når det er ejeren, der står for betjeningen.