JEG VAR HOVEDSTILLER af borgerforslaget ”Syge skal ud af beskæftigelsespolitikken” (FT-00638), som løb fra 3. april til 30. september 2018.
Vi ville med forslaget ændre lovgivningen, så mennesker i det offentlige forsørgelsessystem med dokumentation for sygdom eller funktionsnedsættelser sikres værdig hensyntagen til deres helbredsmæssige begrænsninger og andre hermed relaterede omstændigheder, som påvirker funktionsevnen.
Det er de nemlig ikke sikret nu i hverken lovgivningen om førtidspension, fleksjob, ressourceforløb, sygedagpenge og kontanthjælp eller i forvaltningen af den. Det skal de forhandle om og argumentere for i jobcentret – i hver eneste sag. De forhold er især slået igennem siden ikrafttrædelsen af reformen af førtidspension og fleksjob fra 1. januar 2013. Det har jeg allerede skrevet om mange gange.
Når jeg overhovedet gik ind i at stille et borgerforslag, var det som anledning til at gøde jorden for en tiltrængt debat om den nævnte kritik og de ændringsforslag, som jeg og forslagets medstillere så et skrigende behov for.
Forslaget udløb i slutningen af september måned og opnåede ifølge Folketingets Administration kun 10.889 støtteerklæringer. Det er ikke nok til at blive vekslet til et beslutningsforslag og blive fremsat som sådan i Folketinget, hvilket kræver mindst 50.000 støtteerklæringer. Og det er også i sig selv et besynderligt forhold, at Folketingets respekt for folks værdighed skulle afhænge af, om en i forvejen udsat befolkningsgruppe kan opnå støtteerklæringer nok fra befolkningen.
Hvorfor der overhovedet skal så mange støtteerklæringer til for at sende et borgerforslag videre til Folketinget, og hvorfor man har indlagt en tidsfrist på kun et halvt år, er også spørgsmål for sig. Med mindre end halvt så mange støtteerklæringer kan man danne et politisk parti, der kan komme på stemmesedlen til Folketingsvalg, og man har meget længere tid til at indhente dem.
Man kunne godt få den tanke, at hovedparten af partierne i Folketinget i virkeligheden ønsker, at det skal være så svært som muligt for borgerne at blive hørt af Folketinget.
DEN STEMMETEKNISKE INDRETNING af ordningen med borgerforslag og det konkrete forløb, vi har oplevet med vores forslag, lader dog også i sig selv meget tilbage at ønske. Begge dele afslører fundamentale problemer med retssikkerheden i ordningen.
Folketinget har anlagt ordningen, så den først og fremmest prioriterer digitale borgere. Derudover har de i princippet tilbudt muligheden for, at man kan afgive fysiske eller scannede fysiske støtteerklæringer, hvis man ikke er digital. Men reelt har forvaltningen af sidstnævnte ”mulighed” ikke levet op til, hvad man kunne forvente af en sådan ordning – mere om det senere.
Der har været mange tekniske problemer med den digitale løsning. Jeg er bekendt med, at rigtig mange personer har oplevet, at den simpelthen ikke har virket. Der er tale om mindst flere hundrede personer. Det er erfaringen, at det blandt andet afhænger af browservalg. Også smartphones (og hvad de nu alle sammen hedder) har haft en vekslende anvendelighed.
Kan det virkelig være rigtigt, at man kun kan støtte borgerforslag, hvis man har den rigtige computer, den rigtige browser, den rigtige iPhone, den rigtige it-viden?
Men også den fysiske støtteafgivelse har været besværliggjort – nogle borgere har ikke selv en computer eller en printer. Jeg har brugt megen tid på at forklare folk, hvordan de skal gøre for at støtte forslaget. Jeg har også efter opfordring sendt udskrift af støtteerklæringsformularen til en række folk, der ikke selv har printer og ikke er på NEM-id, sådan at de alligevel kunne afgive deres stemme. Det er svært for dem, der ikke er digitale. Dem er der mange af i gruppen af mennesker med handicap og alvorlig sygdom, som vores borgerforslag angik.
Problemerne med at afgive støtte både digitalt og fysisk er så store, at det påvirker stemmeafgivelsen. Mange mennesker opgiver at stemme, når det bliver for indviklet eller ikke virker første gang. Det er et retssikkerhedsproblem.
VED EN TILFÆLDIGHED opdagede en af borgerforslagets støtter, Annette Slivsgaard, at Folketingets Administration har håndteret nogle fysisk indsendte støtteerklæringer til borgerforslaget på en tvivlsom måde.
De har afvist et antal fysiske støtteerklæringer og giver forskellige svar på, hvor mange. Og de har i samme moment ændret kriterierne og vejledningen på Borgerforslag.dk, så de ”passer til” den valgte forvaltningspraksis. Se mit brev til justitsminister Søren Pape (K) og Folketingets Retsudvalg af 7. oktober 2018 for detaljerne i denne sag.
Alt dette virker suspekt og sår tvivl ved troværdigheden om ordningen. For afslører de ikke derved, at de godt ved, at den oprindelige vejledning ikke gav dem hjemmel til at afvise støtteblanketterne?
Og således bliver et borgerforslag, der ønsker at rette op på manglende retssikkerhed i forvaltningen af konkret lovgivning, ramt af en administration, der selv fremviser manglende retssikkerhed i forvaltningen. Det peger på helt principielle problemer med retssikkerheden for alle, der støtter et borgerforslag. Mere overordnet viser det store skår i vores demokrati.
DE FÆRRESTE BORGERFORSLAG opnår, med alle disse barrierer, at komme igennem den smalle dør til en fremsættelse af og behandling som et beslutningsforslag i Folketinget. Det står dog også klart, at for de få forslag, som overvinder disse barrierer, så vil de alligevel ikke opnå stemmer fra Folketingets partier, hvis de går imod den allerede førte politik. For partierne vil ikke stemme anderledes, end de allerede gør, ”bare” fordi der er et vist antal borgere, der ønsker det.
Med andre ord er ordningen et bluffnummer: Folks stemmer har i hovedtræk ikke noget at betyde for flertallet af de folkevalgte!
Denne nedvurdering af folks stemmer afslørede eksempelvis daværende forsknings- og uddannelsesminister Søren Pind (V), da et borgerforslag om at afskaffe ministerpension og erstatte den med en almindelig arbejdsmarkedspension i april måned havde fået mere end det påkrævede antal støtteerklæringer for at blive fremsat og behandlet i Folketinget.
”Det vil jeg ikke,” skrev han i et debatindlæg i Berlingske 4. april 2018 – som svar på, at Berlingske i en leder havde pointeret, at Folketinget skal tage borgerforslagene alvorligt, så længe ordningen består.
Det ser kritisk ud med folkestyrets tilstand – ikke bare for syge mennesker, som er uretmæssigt placeret i samfundets bundklasse uden retssikkerhed, men for hele befolkningen. Det her er ikke demokrati.
DE SYGE BORGERE, SOM VORES borgerforslag angik, er nu billedligt talt ”flyttet tilbage til start” – og nu vender jeg tilbage til vores konkrete borgerforslag.
Det efterlader en følelse af træthed og demokratisk afmagt.
Udsigterne til, at det ansvarshavende folketingsflertal vil vende om og ændre kursen i en værdig retning, er meget små. Retssikkerhedsproblemerne for syge i beskæftigelsessystemet, som var baggrunden for vores forslag, står lige så massive tilbage. Og tunge, mørke skyer hænger fortsat over horisonten for titusindvis af mennesker på grund af dansk beskæftigelsespolitik, ligesom de nu har gjort i årevis.
Hvad kan vi som borgere eller borgerrepræsentanter gøre mere for at få Folketingets politikere til at interessere sig for de problemstillinger, som forslaget adresserede?
Det er jo problemer, som også er blevet adresseret i mange, mange andre sammenhænge hen over årene af blandt andet en række læger og debattører som mig selv? Og som allerede er blevet nævnt i adskillige høringssvar til og debatindlæg om de forskellige reformer og deres konsekvenser.
FORLIGSPARTIERNE BAG de respektive reformer burde af sig selv tage ansvar for at gøre noget ved så alvorlige problemer som dem, vi har omtalt med vores borgerforslag. Det burde være udgangspunktet, det burde være normen!
Det ville de i almindelighed kunne gøre ved at sikre, at myndigheder respekterer lægeerklæringer på dokumenteret sygdom i lovgivning om denne slags sager i det offentlige forsørgelsessystem.
For uden at fastslå og vægte respekt for lægens vurderinger som en grundlæggende ret i lovgivningen, er der ingen retssikkerhed for syge borgere, når de møder den kommunale forvaltning af lovgivningen.
Her bortser jeg helt fra det forhold, at der i dag findes en stor gruppe patienter, som ikke har fået en korrekt udredning og behandling i sundhedssystemet. Det er blandt andet patienter, som myndighederne i stedet – for at spare penge på udredning, behandling og offentlige ydelser – har henvist til forsknings- eller fupdiagnosen ”funktionelle lidelser”.
For disse patienter er lægeattester med den slags beskrivelser jo yderligere et problem. Kvaksalveriet vil fortsætte i beskæftigelsessystemet, hvis ukorrekte lægelige vurderinger gøres til genstand for afgørelser om borgeres sager.
Hvornår vil Folketinget sikre sygdomsramte under beskæftigelsespolitikken en værdig behandling?
Jeg og en masse andre mennesker vil fortsætte med at stille dette spørgsmål, indtil det sker!
Opdateret den 29. oktober: Borgerforslag hører ikke under Retsudvalget, men under Udvalget for Forretningsordenen. Derfor har Lisbeth Riisager Henriksen den 22. oktober gentaget sit brev til det nye udvalg.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.