Cliff Kaltoft er sekretariatschef i Landsforeningen af VæreSteder (LVS). Gennem godt 20 år har han rådgivet skiftende regeringer om samfundets udsatte. LVS arbejder for at styrke socialt udsattes muligheder for forandring. Med kampagnen Den Gode Historie vil LVS indsamle 1000 positive vendepunktshistorier og derved illustrere, at det gode liv er opnåeligt med den rette hjælp - selv for de mest udsatte mennesker.
For et par måneder siden trådte jeg ud af Rådet for Socialt Udsatte. Det slog mig, at jeg siden Rådet blev nedsat i 2002, har kørt omtrent 40.000 km. i forsøget på at give skiftende regeringer og socialministre mit beskedne bidrag til en anstændig socialpolitik. Det svarer ret præcist til en køretur rundt om jorden. Og det var den følelse, der ramte mig. Vi har været hele vejen rundt, og er nu tilbage, hvor vi begyndte.
Siden min udtræden har jeg brugt al min tid på det, jeg tror på. Og som jeg ved virker. Jeg kører videre, men efter en anden kurs. Foreløbig er det blevet til 4.000 kørte km. i et forårsgrønt Danmark. Det er blot en tiendedel af turen rundt om jorden, men er dog alligevel en slat.
PÅ MIN TUR RUNDT I LANDET har jeg talt med mange mennesker og hørt deres gode historier om personlige vendepunkter. Og timerne på landevejen har jeg brugt på at fundere over de mange gode vendepunktshistorier, som værestedernes brugere i denne tid sender til os i Landsforeningen af VæreSteder.
Det gjorde jeg også Store Bededag, da var jeg inviteret til Døllefjelde ved Sakskøbing på Lolland for at holde gæsteprædikenen ved gøgler-midnatsgudstjenesten (for hjemløse og vagabonder, red) i kirken i forbindelse med det årlige kræmmermarked. Det var en helt særlig oplevelse, som ikke har meget tilfælles med de sorgløse ligegyldigheder i den gamle ”Døllefjelde Musse Sang”.
TRADITIONEN TRO var det salmen ”Nærmere, Gud, til dig”, der afsluttede den ordinære del af gudstjenesten. En del af traditionen var, at alle kirkegængere med gøglerblod i årerne begav sig op til det åbne rum foran alteret og stillede sig i en rundkreds og holdt om hinanden. Fællesskab og varme har vi alle brug for, og den historie blev så bekræftet igen-igen i denne midnatsstund.
Det gjorde et stort indtryk på mig, hvor værdigt og respektfuldt kirkegængerne mindedes de kammerater og venner, som var gået bort i det forgangne år. Og det slog mig, at alvoren heri udtrykker hverdagens oplevelse af at leve i den vejgrøft, hvor manden med leen høster særligt grundigt. Det kunne ligeså godt ha været mig selv, tror jeg der blev tænkt.
OG DET SLOG MIG, hvor lidt ord er værd, hvis ikke de siges sammen med mennesker, vi holder af, og hvis ikke de også følges op af de handlinger, vi hver især bruger vore liv til. Der er vel næsten ingen grund til at sige, at min efterfølgende ”prædiken” blev en ligegyldig parentes i forhold til dette møde med den fortættede virkelighed.
Så hvis vi skal lykkes med at reducere kriminalitet og hjemløshed, hvis vi skal lykkes med at skabe større effekt af misbrugs- og alkoholbehandling, hvis vi skal lykkes med at skabe mere uddannelse og mere beskæftigelse for de udsatte grupper, sådan som regeringens nye mål tilsiger, så er det ikke nok med dyre ord, så forudsætter det, at vi reelt vil investere i det. At samfundet vil investere omtanke og ressourcer. At mennesker, som har fundet vendepunkter, vil give deres historier, og at socialt udsatte får en chance til at investere deres håb i en bedre fremtid.
TIL STØTTE HERFOR skal alle de gode historier fortælles. Hertil hører også historien om det gnist af håb, der kan tændes en sen aften i Døllefjelde, fordi nogen gør sig umage, og fordi følelsen af et menneskeligt fællesskab betyder noget for os alle.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.