Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.
LARS LØKKE ER STÆRK OVERFOR DE SVAGE, og svag overfor de stærke. For Lars Løkke fører klassepolitik fra oven. Velfærdssamfundet står for Lars Løkke som symbolet på alt det, der står i vejen for uhæmmet grådighed, profit og magt til de få privilegerede.
Lars Løkkes projekt er et minimalstatssamfund, hvor den rigeste en procent af befolkningen kan leve i sus og dus, mens alle andre er reduceret til trælle, der under slavebindende forhold skal være skaffedyr for arbejdsgivernes og overklassens grådighed.
Så umiddelbart ser Lars Løkke ud til være urørlig. For uanset småskænderier i blå blok, så er blå blok og de gamle magtpartier enige om at lægge stemmer til alle regeringens forslag, der fremskynder en nedbrydning af velfærdssamfundet.
MEN LARS LØKKE FREMSTÅR KUN STÆRK og almægtig, fordi han ikke konfronteres med fællesskabets styrke og kollektiv handling i form af massedemonstrationer fra Hjørring til Tønder over Fynsland til alle flækker af Sjælland. For Lars Løkkes projekt er bygget af strå, og hvis vi alle puster på samme tid, vil det kollapse.
Fadbamser, flybilletter og habitter på andres regning har givet Lars Løkke så lav troværdighed, at han er en belastning for sit parti. Også DF bløder i meningsmålingerne efter at have haft fingrene i EU's kagekasser.
Så alt tyder på, at Lars Løkke vil ryste i habitbukserne, hvis han møder modstand fra Venstre-baglandet ude i kommuner og regioner, når de skal til forhandlingsbordet omkring økonomiforhandlingerne.
DET ER EN HISTORISK GOD CHANCE for at presse regeringen og DF på Budgetloven, som holder kommunernes og regionernes budgetter i en skruestik. Budgetloven gør, at kommunerne er chanceløse i forhold til at finansiere udgifterne til flere børn, flere gamle og flere flygtninge, og på sygehusene presser produktivitetskravet på to procent både medarbejdernes og patienternes liv og helbred.
De borgerlige borgmestre er i klemme, for de ved godt, at deres egne moderpartier helt bevidst forsøger at nedlægge velfærdsstaten ved at udsuge især den kommunale økonomi, som står for hovedparten af den borgernære velfærd. De ved også godt, at det ikke handler om økonomi: Danmark er rigt, og vi har et historisk højt overskud på betalingsbalancen. Det handler om ideologi og om at ville give skattelettelser til de rige frem for velfærd til børn, unge, syge og fattige.
Sidste år blev en række af de borgerlige borgmestre presset til at vælge side, da regeringen med omprioriteringsbidraget ville dræne kommunekasserne i uhørt grad. Og en lang række borgerlige borgmestre valgte deres kommuner og deres borgere fremfor kumpanerne på Christiansborg. De gik med i kampen mod omprioriteringsbidraget og stod op for deres borgere.
Det gjorde de kun, fordi der var et folkeligt oprør i gang. Den 12. maj 2016 var der 20.000 mennesker på gader og torve i kampen mod omprioriteringsbidraget. Det virkede. Aktivisme og fællesskab er den stærkeste kraft, der endda kan få Venstreborgmestre til at undsige deres egne partifæller på Borgen.
I ÅR STÅR FÆLLESSKABETS STYRKE med endnu bedre kort på hånden: Der er kommunalvalg i november. Så jo flere offentligt ansatte og borgere, der går på gaderne i dag onsdag og sammen protesterer mod nedskæringer i kommuner og regioner, jo flere lokale politikere vil turde gå op mod regeringen i økonomiforhandlingerne.
Men desværre er flertallet af landets kommunal- og regionspolitikere, sammen med alt for mange fagforeninger, gået i flyverskjul og vil ikke bekæmpe velfærdsnedskæringerne sammen med os andre. Det er, som om at virkeligheden ikke rigtig er gået op for lokalpolitikere og fagforeninger. At ingen kommune, region eller fagforening kan bekæmpe og afskaffe budgetloven eller velfærdsnedskæringer alene. Kun hvis vi kæmper sammen, kan vi grundlæggende set tage opgør med nødvendighedens politik.
MEN I DAG er vi mange, der siger:
• Nej til Budgetloven, som forbyder kommuner og regioner at bruge deres egne penge til velfærd.
• Nej til Moderniserings- og Effektiviseringsprogrammet, som bare er et omprioriteringsbidrag version 2.0, og som er en undskyldning for at stjæle 1 milliard fra kommunerne hvert eneste år.
• Nej til produktivitetskravet på to procent på sygehusene. De ansatte kan ikke blive ved med at skrue tempoet op.
• Nej til kontanthjælpsloft og fattiggørelse af børn og deres familier
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.