Af Lisbeth Riisager Henriksen
SE ALLE BLOGINDLÆG
Blogger: Flygtningepolitik og handicappolitik har meget tilfælles

FLYGTNINGEPOLITIK OG handicappolitik har mere til fælles, end man umiddelbart skulle tro. Begge ressortområder bliver fra flere sider behandlet som en politisk gøgeunge. Men nu bliver de på besynderlig vis sammenbragt i et nyt lovforslag, som vil forringe klageretten i FN (”Forslag til lov om ændring af lov om retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager for internationale klageorganer i henhold til menneskerettighedskonventioner og retsplejeloven”). Endvidere bliver de to ressortområder og grupper af borgere officielt spillet ud imod hinanden efter ”del og hersk”-princippet. Det vil sige at man siger, at der ikke er råd til både at give flygtninge ordentlig behandling og at sørge for ”velfærd” til danskerne.

Regeringen vil indskrænke retten til at klage til FN

Regeringen har med lovforslaget lagt op til at forringe klageretten i FN på både flygtninge- og handicapområdet foruden en række andre områder. Regeringen synes, at for mange flygtninge klager til FN-komitéen over dansk behandling af asylansøgere, og derfor vil den indskrænke retten til at klage til FN. Og når man nu er i gang med at indskrænke rettighederne til at klage på flygtningeområdet, er det jo oplagt samtidig også at indskrænke rettighederne til at klage til alle FN-komitéerne på samme tid, også dem, der intet som helst har med flygtningepolitik at gøre, ikke sandt?

DET ER i al fald det, regeringen har foreslået at gøre med det fremsatte lovforslag. Den foreslåede lovændring omfatter alle internationale individuelle klageadgange, som Danmark har tiltrådt, det vil sige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), FN’s Menneskerettighedskomité (CCPR), FN’s Racediskriminationskomité (CERD), FN’s Torturkomité (CAT), FN’s Kvindekomité (CEDAW), FN’s Handicapkomité (CRPD) og FN’s Børnekomité (CRC).

Jeg kan ikke gennemskue, om det udelukkende er den økonomiske retshjælp, der er truet af lovforslaget, eller om det også er selve klagemulighederne som sådan; klagemuligheder, som altså i forvejen er meget indskrænkede, fordi de forudsætter, at man først har benyttet sig udtømmende af de nationale klagemuligheder. Men det vil under alle omstændigheder komme til at ramme alle grupper af sårbare borgere. Et postulat om, at der er ”for mange” flygtninge, der klager til FN over manglende asyl eller lignende, bliver altså også argumentet for, at mennesker med handicap eller børn ikke skal kunne benytte den helt ekstraordinære klageret til FN-komitéerne. Det er ikke en fair form for argumentation, og konsekvenserne af lovforslaget forekommer ikke fair.

Lovforslaget reflekterer en kraftig forringelse af den politiske respekt for menneskerettighedskonventionerne over én kam. Men det er heller ikke alene regeringen og dens støtteparti Dansk Folkeparti, der står på mål for dette lovforslag, men også for eksempel socialdemokraterne. Hvilket ikke undrer, når man betænker den konventionsfjendtlige linje, som allerede SRSF- og SR-regeringerne førte på for eksempel handicapområdet, som det blev udtrykt i den beskæftigelses- og socialpolitiske stramme reformlinje.

Retorikken og argumentationen er den samme

Men også den politiske retorik over for flygtninge minder om retorikken over for mennesker med handicap. I 21 Søndag på DR1 den 7. februar 2016 kunne man for eksempel høre statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kalde de nye flygtninge for ”en belastning” for vores samfundsøkonomi. Det var sagt i en kontekst om, at regeringen ønsker flygtningene i job fra dag ét, og at den ønsker dette gjort til et centralt emne i de kommende trepartsforhandlinger. Statsministeren lagde ikke fingrene imellem. Han opfatter flygtninge som belastende.

EN LIGNENDE retorik har vi set igennem de seneste år over for mennesker med handicap og sygdom. Den begyndte helt tilbage i 2009, hvor KL’s daværende formand Erik Fabrin (V) i en artikel i Danske Kommuner skrev, at udgifterne til det specialiserede socialområde var ”en gøgeunge”. Men der har været masser af eksempler under den tidligere regering, og i efteråret 2015 under den nuværende regering udråbte en rapport om sundhedsvæsenets udgifter fra Sundhedsstyrelsen syge danskere til at være ”sygdomsbyrden” i dansk økonomi.

Statsministeren forklarede i 21 Søndag (fortsat den 7. februar), at ”belastningen” fra flygtningene vil påvirke samfundets mulighed for at skabe ”velfærd for dem på samfundets bund”, og at det er derfor, det er så vigtigt at holde flygtningeudgifterne nede. Det samme sagde socialdemokraternes formand Mette Frederiksen i et debatindlæg i Politiken den 29. januar 2016. Hun sagde: ”Jeg vil ikke lade andre udsatte grupper i stikken på grund af manglende integration.” Jaså?

IKKE NOK med, at flygtningene af både statsministeren og socialdemokraternes formand udråbes som den nye belastning, den nye gøgeunge, der vil påvirke ”vores” fremtidige velfærd. De tillader sig også at sige, at de ønsker at spare på flygtningene af hensyn til samfundets udsatte grupper, og at det er for at skabe ”velfærd”.

Vi andre husker godt, hvordan man ”tog sig af” de udsatte – eller udenforsatte, som det nærmere må hedde – syge og mennesker med handicap, da regeringen Helle Thorning-Schmidt talte om et Danmark i økonomisk krise og førte ”nødvendighedens politik”.

Den krise skulle først og fremmest betales af netop de syge og de andre udenforsatte grupper. Rettighederne for de mest sårbare syge og mennesker med handicap med flere blev forringet med reformer fra især 2012 og frem, og man begyndte med forringelser over for dem, som havde allerfærrest ressourcer at klare sig med, og som behøvede allermest hjælp (førtidspension, fleksjob, sygedagpenge, kontanthjælp mv.). Og siden er ”velfærden” blevet omdefineret til ”kernevelfærd”, der ifølge de nye økonomiske såvel som principielle omprioriteringer kun gælder dem, som ikke er sat så meget udenfor. Velfærd for Loke såvel som for Thor er ikke længere noget, som regeringen og folketingsflertallet prioriterer.

Så statsministeren og socialdemokraternes formand kunne godt have sparet sig de flotte hensigtserklæringer om, at de ”kun” vil spare på flygtningene for at gøre så meget godt for de øvrige borgere og deres såkaldte velfærd. Den velfærd ved vi jo godt, allerede er sparet væk for de fleste af de reelt trængende eller minimeret til det minimale. Hvis en regering ikke mener, at der i et af de rigeste lande i verden er råd til at hjælpe de mest svagt stillede borgere, så har man aldrig råd til det. Og der er altid undskyldninger nok.

JEG SIGER ikke, at det nødvendigvis er en dårlig idé at få flygtninge i arbejde fra dag 1, hvis de kan, og hvis arbejdsgiverne vil tage imod dem. Det var jo i den kontekst, at statsministerens udsagn kom. Jeg siger heller ikke, at statsministeren eller socialdemokraternes formand ikke kan have ret i, at det er en stor mundfuld at skulle forsørge så mange borgere, herunder en del asylansøgere og flygtninge, hvis det kommer dertil. Men jeg siger, at de begge skal langt ud på landet med deres forklaring om, at argumentet for denne flygtningepolitik nødvendigvis har med Velfærdsdanmark og de udenforsatte at gøre. Mennesker med handicap får det ikke nødvendigvis bedre af, at man sparker til flygtninge.

Vi ved jo godt, at besparelserne først og fremmest kommer til at gå til at betale for yderligere skattelettelser og andre goder til de privilegerede riges klub. Det er den model, vi har set igennem de seneste år. Hverken den daværende eller den nuværende regering og det herskende politiske flertal har benyttet lejligheden til at skabe værdige vilkår for eksempelvis alvorligt syge borgere. Der har været utallige muligheder for at sørge for dén form for velfærd, også mens flygtningepresset ikke har været så stort.

De muligheder har man prioriteret at forkaste. Ja, man har prioriteret at forringe vilkårene over en bred kam over for præcis disse grupper under påskud af, at det var af hensyn til den fælles velfærd. Med andre ord har man sparet på nogen gruppers helt basale velfærd for at sikre andre grupper ditto.

Gøgeungeretorikken dækker således i virkeligheden over den helt modsatte virkelighed: Man har taget fra de udpegede gøgeunger og givet til det øvrige samfund af middelklasse- eller overklasseborgere uden kendskab til alvorligt indgribende sygdom eller socialt hårde tider i livet.

SÅ NÅR statsministeren og socialdemokraternes formand nu forsøger at sætte flygtningene op imod for eksempel de grupper, som har brug for et ”velfærdssamfund”, så er det udtryk for en ”del og hersk”-retorik. De forsøger derved at aflede fra, eller argumentere uden om, det forhold, at regeringen og socialdemokraterne i virkeligheden ønsker at spare på både velfærden for flygtninge og på velfærden for syge, handicappede og mange andre udenforsatte borgere. 

Hvad Dansk Folkeparti på deres side ønsker at gøre over for mennesker med handicap og resten af den almindelige velfærd, har vi derimod stadig til gode at høre om endnu. At de stiller sig på bagbenene, når det kommer til menneskerettighedskonventionerne, er måske ikke noget nyt. Men det forekommer at være en ny og meget usympatisk vej, at de ligefrem vil deltage i forringelser af rettighederne for mennesker med handicap, sårbare børn og andre personer i sårbare positioner.

Velkommen til Danmark!

Om Lisbeth Riisager Henriksen

Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).

Denne blog er et indspark i samfundsdebatten med særligt fokus på forhold, der berører syge mennesker og mennesker med handicap. Den handler om socialpolitik, beskæftigelsespolitik, og sundheds- og handicappolitik.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.