Af Lisbeth Riisager Henriksen
SE ALLE BLOGINDLÆG
Blogger efter Karina-sag: En kritisk presse er en forudsætning for retfærdig politik

DET HAR VÆRET lidt ud over det sædvanlige at overvære mediedækningen af Karina Pedersens bog Langt ude i hampen. Først har vi set, at de fleste af landets medier har valgt at anmelde bogen og har gjort det positivt. Mange bøger opnår ellers ikke anmeldelse i de store dagblade, selvom de er både seriøse, saglige og solide – så hvordan opnåede netop hendes bog at blive omtalt så bredt?

Dernæst er bogen, som Gyldendal lancerede som et stykke dokumentar, blevet faktatjekket af Metroxpress, hvilket viste, at store dele af bogen er løgn. Endog er der indikationer for, at Liberal Alliance har haft en finger med i spillet.

Nogle af de oprindeligt ukritiske medier trækker nu i land. Men det står klart, at en del af dem også mere generelt udviser en ukritisk tilgang til en del af det materiale, de får tilsendt. Jeg synes, denne beskidte sag viser, at en del af de danske medier i et eller andet omfang er politiserende og bringer boganmeldelser og vinkler nyhedsdækning, alt efter hvad der matcher deres politiske synspunkter. Karina Pedersens menneskefjendske og ekstreme synspunkter passer åbenbart bedre til nogle af medierne end saglige betragtninger mange andre steder fra. Hvorfor mon?

Det skandaløse i denne sag er ikke alene Karina Pedersens egen bog og dens uanstændige udbasuneringer af andre menneskers privatliv såvel som regulære løgne om dem. Det skandaløse er også, dels at et forlag udgiver den som dokumentar uden at tjekke grundlæggende påstande i bogen og fortsat bakker op om den, dels at store dele af pressen har glimret ved sin manglende kritiske sans. Jeg tror ikke, at denne sag er en enlig svale. Derfor burde den også give anledning til en principiel selvransagelse hos de etablerede konsensusmedier.

STORE POLITISKE REFORMER som dem, vi har været vidner til i de senere år, kan ikke gennemføres uden en vis opbakning i befolkningen. I min bogantologi Et liv i andres hænder (2014), som handler om syge menneskers udsatte position i konkurrencestaten, berørte vi nogle af de politiske reformer med konsekvenser for mennesker med handicap eller alvorlig sygdom. Og vi skrev – i et kapitel om konkurrencestatens betydning for handicappolitikken med reformen af førtidspension og fleksjob som eksempel – om betydningen af politisk holdningsarbejde.

Mekanismerne i politisk holdningsarbejde handler om først at identificere noget som værende problematisk. Det kan for eksempel gøres ved at udvælge enkelthistorier. Selvom de måske ikke er repræsentative, så bliver de det i det øjeblik, de bliver fremhævet. På den måde bliver generalisering via enkelthistorier til et stereotypt billede af nogle borgere, og der bliver skabt en folkelig og distancerende opfattelse af nogle borgere ud fra endimensionelle og forsimplede repræsentationer. Derefter kan politikerne fremlægge deres reformforslag med større chance for at få det gennemført.

VINKLET KOMMUNIKATION fra politikere og medier har påvirket dansk handicappolitik og de værdisæt, som ligger bag. Mennesker med handicap eller sygdom inde på livet er for eksempel blevet fremstillet som et dyrt mindretal, der belaster budgetterne for flertallet. Ofte lige forud for økonomiforhandlinger mellem KL og regeringen. Således talte KL’s tidligere formand Erik Fabrin for eksempel i 2009 om påståede stigende udgifter til det specialiserede socialområde som ”en gøgeunge, som skal ud af systemet” (Danske Kommuner 2009).

Tidligere beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) fremlagde i forbindelse med reformen af førtidspension og fleksjob i 2012 enkelthistorier om mennesker i den gamle fleksjobordning, som fik meget høje lønninger. Beskæftigelsesministeriet brugte i en pressemeddelelse den 1. juli 2012 løngennemsnittet for hele befolkningen som repræsentativt for fleksjobberne, selvom det var velkendt, at mange fleksjobbere kun fik minimumslønnen inden for de pågældende områder, og at de valgte eksempler på høje lønniveauer kun var repræsentative for omkring 3 procent af de daværende fleksjobbere. Sådanne historier kan jo påvirke opbakningen til en solidarisk ordning – for med høje lønninger kan man vel ikke være svag?

Om reformens lønforringelser udtalte Mette Frederiksen i Avisen.dk den 14. december 2012, at ansatte i fleksjob ville være ”sikret en rimelig indtægt, da de som minimum er sikret (…) 200.000 kroner” svarende til en månedlig indtægt på 16.600 kroner før skat. Samme dag sagde hun på et åbent samråd i Beskæftigelsesudvalget efter spørgsmål fra beskæftigelsesordfører Finn Sørensen (EL), at hun ikke opfattede det som et solidarisk princip, men ”rimeligt”, at folk med mindre arbejdsevne skal have mindre løn. Udsagnet tog ikke det fjerneste hensyn til, hvilke arbejdstagere og hvilken uddannelse og arbejdserfaring, der i øvrigt måtte være tale om. Det gav heller ikke reelt indtryk af, hvor omfattende lønforringelser reformen ville bringe til en stor gruppe af de berørte fleksjobbere.

DENGANG SVIGTEDE PRESSEN i sin dækning af reformen (se også min kronik i Kristeligt Dagblad den 12. december 2012). Det var meget alvorligt, fordi reformen gjorde op med grundlæggende, hævdvundne principper inden for dansk handicappolitik med vidtgående konsekvenser for udsatte grupper af syge borgere, der ikke kunne eller kan forsvare sig selv, og i øvrigt er blevet efterfulgt af et sandt reform-amok over for de syge, som endnu ikke er stoppet. Hvis ikke den brede presse vil repræsentere de svagest stillede borgere på en retvisende måde og være politisk vagthund, hvem skal så sikre, at politikere ikke vedtager lovgivning på grundlag af politisk propaganda og mangelfuld evidens?

En kritisk presse er en forudsætning for politik, der yder alle parter nogenlunde retfærdighed. Uden en bredt taget retfærdig lovgivning får man et polariseret samfund med mange borgere, der føler sig ignoreret, uretfærdigt behandlet og sat uden for fællesskabet. Oven på Karina Pedersen-skandalen kan de store medier jo passende benytte lejligheden til at højne de journalistiske standarder, hvis de da ikke fortsat fra tid til anden ønsker at medvirke i et beskidt politisk spil til skade for den svagest stillede del af befolkningen. Hvis de virkelig mener det med kritikken af mediestanden som sådan, må de vel ændre praksis. Samtidig må vi atter appellere til politikerne om ikke at bygge politik på ideologi og fordomme alene, men at tage hensyn til fakta og evidens. Det kræver naturligvis, at både de og medierne vælger at høre dem, som det hele handler om.

Om Lisbeth Riisager Henriksen

Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).

Denne blog er et indspark i samfundsdebatten med særligt fokus på forhold, der berører syge mennesker og mennesker med handicap. Den handler om socialpolitik, beskæftigelsespolitik, og sundheds- og handicappolitik.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.