Af Jan Hoby
SE ALLE BLOGINDLÆG
Blogger: Det er blevet farligere for offentligt ansatte at påpege fejl på arbejdspladsen

YTRINGSFRIHEDEN ER UKRÆNKELIG. Det hører vi hele tiden i det offentlige rum. Der er siden Muhammed-krisen i 2005 ikke gået en uge, uden at det er slået fast, at ytringsfriheden er og bliver ukrænkelig. Men er alles ytringsfrihed ukrænkelig? Ikke hvis man kigger bag om skåltalerne på Grundlovsdag. For det er ikke kun Flemming Rose, der bliver truet til tavshed. Det gør tusindvis af offentlige ansatte i stat, kommune og region dagligt. Grundloven undergraves systematisk for offentlige ansatte via afvæbnet kritik og herskerteknikker

Diktaturer og andre fejlslagne stater har en ting tilfælles. Der er ikke ytringsfrihed, og det kan være forbundet med livsfare at åbne munden. Det er det ikke i Danmark. Heldigvis. Men det kan koste jobbet, hvis man siger negative ting om sin arbejdsplads – uanset om man gør det for almenvellets skyld.

Det er gennem en årrække blevet stadigt farligere for offentligt ansatte at påpege fejl og mangler på deres arbejdsplads. Det kan koste chikane fra arbejdsgiveren, og det kan i sidste instans betyde fyring. Fyringssagerne kan det retslige system i det mindste tage sig af. Det skete tidligere i år, da Folketingets Ombudsmand slog ned på Campus Bornholm. Institutionen havde fyret en gymnasielærer, fordi han havde skrevet en e-mail til Folketingets Finansudvalg og kritiseret Campus Bornholms ledelse for dens økonomiske dispositioner i forbindelse med et byggeri.

KRITIKKEN KOM DAGEN INDEN, Finansudvalget skulle godkende en ekstraordinær bevilling til det allerede påbegyndte byggeri. Skolens ledelse kaldte gymnasielærerens kritik for ”bevidst illoyal optræden” og mente, at tidspunktet for kritikken var et forsøg på at skade Campus Bornholm. Skolen afskedigede derfor læreren.  Bagefter sendte Campus Bornholm et orienteringsbrev til alle skolens medarbejdere og skrev, at det kunne være i strid med de ansattes loyalitetspligt over for skolen, hvis lærerne ytrede offentlig uenighed i skolens økonomiske dispositioner.

Da sagen nåede frem til ombudsmanden, kaldte han det ”særdeles kritisabelt”, at Campus Bornholm afskedigede læreren. Han bad også skolen om at sikre sig, at medarbejderne fremadrettet ikke er i tvivl om deres ytringsfrihed, herunder at de har ret til at fremsætte kritik af skolen i den offentlige debat uden først at gå til ledelsen. ”En offentlig myndighed skal kunne tåle, at medarbejdere deltager i den offentlige debat om myndigheden. Og den skal kunne tåle, at medarbejdere til en vis grad udtrykker sig skarpt og polemisk. Også selv om udtalelserne falder på et ubelejligt tidspunkt for myndigheden”, sagde Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, som ved samme lejlighed udtalte, at han så sagen fra Bornholm som endnu et eksempel på, at mange offentlige arbejdspladser tilsyneladende mangler tilstrækkelig viden om de regler, der gælder om offentligt ansattes ytringsfrihed.

Også en københavnsk pædagogmedhjælper har været gennem møllen i et forløb, der varede fire år. Pædagogmedhjælperen blev ansat i en børnehave, hvor hun slet ikke kunne leve med den pædagogiske linje, og hvor hun oplevede, at den pædagogiske leder var uligevægtig og eksempelvis tvangsfodrede børnene. Pædagogmedhjælperen gik til sin fagforening, og de klagede sammen til Københavns Kommune. 

BØRNEHAVEN VAR PRIVAT og var del af ”Frie Børnehaver og Fritidshjem”, som valgte at lægge injuriesag an. Det blev til tre retsinstanser, før det blev slået fast med syvtommersøm, at man som ansat i en daginstitution har en særlig forpligtelse til at underrette kommunen, hvis man er bekymret for nogle børn – og det kan man ikke straffes for. Dommen fastslog også, at man ikke behøver at kunne bevise, at noget er galt, når man henvender sig. Det er nok, at man er bekymret.

Dommen er lige som sagen fra Bornholm en kæmpe stor sejr for ytringsfriheden, og den sender et stærkt signal om, at man som medarbejder er mere forpligtet over for de børn og de borgere, man har i sin varetægt, end man er over for sin arbejdsgiver. 

De to sager fik en ”lykkelig” udgang – men har formentlig haft store personlige omkostninger for de to medarbejdere, der holdt fanen højt og insisterede på deres ytringsfrihed og ditto pligt. 

DET GRIMME PERSPEKTIV er, at der er masser af andre sager, der ikke ender hos Ombudsmanden eller i en retssal. Det er de sager, hvor offentlige arbejdspladser mangler viden om de regler, der gælder om offentligt ansattes ytringsfrihed, og hvor arbejdsgiverne giver deres ansatte mundkurv på. Det er også de sager, hvor kritiske medarbejdere får at vide, at de er bagstræberiske, kværulerende og usamarbejdsvillige, og hvor de bliver udsat for chikane.

De sager gør, at ytringsfriheden for alvor er under pres. Der har spredt sig en kultur, hvor man ved, at kritik kan koste dyrt og gøre ens arbejdsliv ulideligt. Det betyder, der er skabt en tendens til, at mange tier stille.

Når de offentlige institutioner i højere grad forsøger at kontrollere, hvad deres ansatte må sige, handler det om det øgede fokus på konkurrence og branding. Privat ledelsesstil, kaldet New Public Management, har som en skimmelsvamp sendt de offentligt ansattes ytringsfrihed på retur. Selvom de ansatte har loven på deres side, kritiseres og latterliggøres de gang på gang for deres udtalelser.

DET ER RIGTIG SKIDT FOR DEMOKRATIET – både på arbejdspladserne og i samfundet, for det er netop vores ytringsfrihed, der gør, at vi har et - trods alt - så ikke korrupt samfund, som vi har.

Fagbevægelsen, tillidsvalgte og offentligt ansatte skal, i stedet for at kræve Whistleblowerordninger, få fingeren ud og kræve, at arbejdsgiverne sikrer en åben, fordomsfri og demokratisk debat på alle offentlige arbejdspladser – og opfodre alle til at spytte holdkæft bolsjet ud og tage ytringsfriheden tilbage. Der skal nemlig være nultolerance overfor alle, der angriber ytringsfriheden - også i den offentlige sektor.

Om Jan Hoby

Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.