Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.
STORKONFLIKT på det offentlige arbejdsmarked er det store samtaleemne lige nu – og med god grund, for det seneste døgns hændelser har vist, at det ikke er et teoretisk scenarie men en yderst virkelighedsnær mulighed.
Der diskuteres rundt om på personalestuerne, på lærerværelserne og i skyllerummene, om det er ønskeligt med en storkonflikt eller ej. Der er mange offentligt ansatte, der udtaler, at de ikke ønsker en storkonflikt, men at de er klar, hvis den kommer. Det er et godt udgangspunkt. Der er dog også dem, herunder folk på venstrefløjen, der argumenterer for, at en konflikt ikke er godt for nogen, hverken de offentligt ansatte eller borgerne, børn og unge.
DE GLEMMER BARE, at der er en årsag til, at eksempelvis det pædagogiske arbejde på dag- og døgninstitutionsområdet i dag har en løn, man kan leve af, og har opnået rimelige rammer og vilkår, som er ukendt for vores kolleger i fx England og Skotland. Årsagen er, at pædagoger og pædagogmedhjælpere i 70’erne og 80’erne gennem omfattende og benhårde faglige kampe, strejker og aktioner sikrede fremtidens pædagogiske personale de løn- og arbejdsvilkår, vi har i dag.
Fællesskabets styrke og kollektiv handling har været den primære politiske drivkraft i opbygningen og udviklingen af velfærdssamfundet, som i dag er under massiv afvikling.
Det har altså gavnet fremtidens børn, unge og borgere, at der har været generationer af pædagoger og pædagogmedhjælpere, som har kæmpet dag ud og dag ind i årevis for anstændige løn- og arbejdsvilkår samt for rimelige rammevilkår i landets dag- og døgninstitutioner.
Den samme historie kan skrives om de øvrige faggrupper i den offentlige sektor. Det var generalstrejken i 1985, der sikrede os alle 37 timers arbejdsuge. Det var storstrejken i 1998 på det private område, der sikrede os den sjette ferieuge. Det var maratonkonflikten i 2008, som kun dele af de offentligt ansatte og deres fagforbund, deltog i, som sikrede alle offentlige ansatte markante lønstigninger på 12,8 procent.
DER ER INTET, der så markant flytter holdninger, værdier og politik, primært til gavn for rød blok, som når titusindvis og hundredtusindvis af lønarbejdere kæmper sammen skulder ved skulder. Velfærdsstaten er først og fremmest et produkt af sociale massebevægelsers kamp for en velfærdsstat, lønarbejderrettigheder og universelt sikkerhedsnet.
Havde lønarbejderne ikke lagt et enormt pres på politikerne op igennem det 20. århundrede, ville velfærdsstaten aldrig været blevet til noget. Det har ikke været høflig lobbyvirksomhed, men storkonflikterne og strejkerne i 1956, 1973, 1976, 1985, 1998 og maratonkonflikten i 2008, der har sikret det, vi har opnået i dag.
VI HAR VUNDET meget igennem kamp, men vi har tabt endnu mere uden kamp. Så det korte og det lange er, at hvis vi som lønarbejdere, uanset om vi er offentligt eller privatansatte, vil have markante lønstigninger, bedre pension og længere ferie, så kræver det kollektiv handling. Det kræver store konflikter på arbejdsmarkedet. Vil vi have bedre forhold for børn, unge, ældre og syge medborgere, så kræver det også massekamp. Minimumsnormeringer i landets daginstitutioner kommer ikke, fordi vi kræver det på Facebook. Det kommer kun, hvis vi får gennemtvunget en total anderledes anden økonomisk politisk i dette land, der tilgodeser de mange og ikke kun de få.
Alle de store arbejdskonflikter i Danmarkshistorien har også betydet markante forbedringer i forhold til lovgivning og rettigheder som fx Bistandsloven fra 1976.
I årtier har offentligt ansatte og velfærdsstaten betalt prisen for Nødvendighedens politik: 40.000 færre offentligt ansatte siden 2009, velfærdsnedskæringer som har betydet dårligere normeringer i dag- og døgntilbud, arbejdsmarkedsreformer og fjernelse af det sociale sikkerhedsnet via førtidspensionsreform og kontanthjælpsloft.
Samtidig har skiftende regeringer forsøgt at nedbryde Den Danske Model, der bygger på, at løn og arbejdsvilkår aftales mellem arbejdsmarkedets parter, og som har sikret vores land velstand og tryghed via flexicurity-princippet, der gjorde det nemt at fyre, men som til gengæld gav lønarbejderen et socialt sikkerhedsnet ved arbejdsløshed. Det er stadig nemt at fyre, men sikkerhedsnettet er blevet til en dårlig vittighed. Thorning-Corydon-regeringen brød helt afgørende med Den Danske Model under lærerkonflikten i 2013, hvor de afbrød en konflikt med et lovindgreb – et frontalangreb på de gældende spilleregler.
DET ER DERFOR vigtigt, at lønmodtagerne står fast på vores ret til at kæmpe for vores løn- og arbejdsvilkår, og det vil kræve en social massebevægelse, masseaktivisme og massemobilisering i alle afkroge af Danmark, hvis vi skal ændre årtiers nyliberale angreb på velfærden i stat, kommuner og regioner. Det vil kræve kollektiv handling i alle dens former, facetter og farver. Det vil kræve blod, sved og tårer. Men der er intet alternativ til fællesskabets styrke og kollektiv handling. Det gælder også i ved OK 2018.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.