Af Cliff Kaltoft
SE ALLE BLOGINDLÆG
Blogger: Derfor er A.P. Møller-donation en game-changer på socialområdet

I den forgangne uge offentliggjorde den A.P. Møllerske Støttefond et nyt socialt udviklingsprogram. 750 mio. kr. vil fonden donere hen over den næste fem-seksårige periode til indsatser, der forbedrer og støtter socialt udsattes vilkår.

Fonden har udpeget tre fokusområder: Et fokus på at få unge og voksne ind på arbejdsmarkedet, på at nedbryde negativ social arv og på at skabe bedre fysiske rammer for de socialt udsatte.

Jeg synes, gaven er et udtryk for socialt engagement og fremsyn. Og det vil jeg gerne kvittere for. Der var så meget andet, fonden kunne have valgt at bruge sine penge på. Men denne gang gik beslutningen altså de udsattes vej. Jeg er overbevist om, at det i fondens selvforståelse også handler om ”rettidig omhu”, som det i sin tid blev formuleret af gamle hr. Møller. Så altså: Et stort tak for denne omhu til fondens bestyrelse og direktion.

FONDENS BESLUTNING er på mange måder en imødekommelse af ønsket om et stærkere civilsamfundsengagement i vores socialpolitik. I de seneste 30-40 år har skiftende politikere og regeringer påpeget behovet for nye former for partnerskaber på det sociale område – partnerskaber, som involverer virksomheder, fonde, frivillige netværk og det offentlige. Den fælles velfærd er ikke blot et anliggende for det offentlige, men handler også om et rummeligt arbejdsmarked, om virksomhedernes sociale ansvar, om fondenes investeringsprofiler og om hr. og fru Danmarks holdninger til mennesker, der er socialt udsatte.

Onde tunger, og dem er der mange af, vil altid kunne sige, at der bag dette ønske gemmer sig en gusten plan for nedskæring og tilbagerulning af de offentlige forpligtelser på området. Og kan man få andre til at betale gildet, så bliver der sikkert også plads til at sænke skattetrykket - i hvert fald for dem med de største indtægter. På en dårlig dag kan der være noget forlokkende i de gustne versioner af verdens elendighed. På alle andre dage er opgaven at fastholde vigtigheden i den fælles ambition: At indsatsen for at forbedre udsatte borgeres livssituation og vilkår samt integrere alle borgere i fællesskabet forudsætter, at vi løfter i flok.

Mon ikke Fondens donation kan få nogle politikere til at vågne op? Jeg håber det. For sandheden er jo, at fondens bestyrelse har set et helt afgørende behov for at involvere sig i et område, der i en årrække er synet hen i fraværet af politisk opmærksomhed og en egentlig politik for området.

DET SENESTE NATIONALE handlingsprogram for de udsatte grupper går otte socialministre tilbage, til 2006. Fælles Ansvar var titlen på det program, som på mange måder bidrog positivt til at fokusere og understøtte udviklingen. I forhold til programmet skrev den daværende socialminister Eva Kjer Hansen bl.a. følgende: ”Målet er ikke alene at skabe muligheder for selvforsørgelse. Lige så vigtigt er det at kunne indgå i et større fællesskab, der skaber struktur på hverdagen, udbygger det sociale netværk og fører til øget værdighed og selvrespekt hos den enkelte”. Fælles Ansvar blev fulgt op af ca. en halv milliard kr. over en fireårig periode, som understøttede en lang række vigtige tiltag for de udsatte grupper.

Siden programmet udløb i 2010 er der ikke formuleret nogen egentlig politik for området. Evalueringen blev voldsomt forsinket, den var såre mangelfuld, og den blev mest af alt brugt til at legitimere et stop for yderligere investeringer i programmets udviklingsarbejder. I dag har vi stadig 180.000 socialt udsatte medborgere, og tallet er stigende. Ifølge Sundhedsstyrelsen har vi fortsat 33.000 stofmisbrugere i Danmark - andre professionelle vurderinger siger, at antallet er betydeligt højere. Samtidig er støtten til de sociale væresteder, som ofte er indgangsdøren til kontakt og behandling, beskåret betragteligt.

DE SAMLEDE OFFENTLIGE bevillinger til udsatteområdet er reduceret med 30 procent hen over de seneste år, og området er ikke prioriteret i finansloven for 2016. I det øvrige Danmark er man enige om, at finanskrisen er aflyst. Sådan opleves det ikke blandt socialt udsatte medborgere, skal jeg hilse og sige.

I Landsforeningen af VæreSteder arbejder vi med forandring. Vi tror på, at sociale indsatser nytter, hvis vi ellers er villige til at investere i det. Vi ved, at dygtigt socialt arbejde virker. Og at det i øvrigt er godt købmandskab. Også af den grund er det velgørende, at den A.P. Møllerske Støttefond har besluttet sig for at understøtte en social forandringsdagsorden. Det er udtryk for positive forventninger, og det er udtryk for ambitioner på vegne af en stor gruppe mennesker, som ellers alt for let bliver omfattet af det modsatte.

JEG HÅBER, fondens støtte til området må give masser af inspiration og fornyet energi på Christiansborg og ude omkring i landets kommuner. Det gode eksempel vokser vi ved. Det er en stærk kraft i socialt arbejde, men også i politik. Så mon ikke de kommende finanslovsforhandlinger for 2017 vil indeholde en række seriøse bestræbelser på at styrke et fælles ansvar for det Udsatte Danmark.

Og så skal det blive spændende at følge fondens bevillingspraksis. Jeg håber, man vil skabe plads til bud på nye løsninger og socialt entreprenørskab. Det findes i rigt mål i en lang række af de frivillige organisationer, som arbejder helt i front med de mennesker, det handler om, og som kommunerne kan have så svært ved at nå.

Jeg er sikker på, at donationen vil blive en varig game-changer for social- og udsatteområdet. Ikke blot på grund af donationens størrelse, men fordi Den A.P. Møllerske Støttefond hviler på et bundsolidt værdisæt, et ønske om og en særlig evne til at præge samfundsudviklingen.

Om Cliff Kaltoft

Cliff Kaltoft er sekretariatschef i Landsforeningen af VæreSteder (LVS). Gennem godt 20 år har han rådgivet skiftende regeringer om samfundets udsatte. LVS arbejder for at styrke socialt udsattes muligheder for forandring. Med kampagnen Den Gode Historie vil LVS indsamle 1000 positive vendepunktshistorier og derved illustrere, at det gode liv er opnåeligt med den rette hjælp - selv for de mest udsatte mennesker.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.