Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
DEN 25. MARTS mistede jeg en kollega, hun blev stukket ihjel med en kniv af en beboer.
Jeg blev vækket klokken 01.00 ved lyden af min søn, der talte med en person uden for vores vindue. Jeg blev forvirret og bekymret over at blive vækket på den måde, og jeg kaldte på min søn, for at spørge ind til hvad der skete. Min søn kom ind til mig i soveværelset, og han sagde: ”naboen ville høre om du havde det godt, hun siger, der er en der er blevet dræbt på dit arbejde.”
Da jeg blev ansat på Center Lindegården, vidste jeg, at der cirka et år forinden var blevet slået en ansat ihjel på bostedet Ringbo, et bosted som kunne sammenligenes med Center Lindegården. På opslagstaven på vores kontor, hang der et notat omkring Ringbo-sagen.
Jeg lod mig ikke skræmme, fordi jeg tænkte, at Ringbo nok var et specielt farligt sted, og at selv om der var beboere på Center Lindegården, som kunne være voldsomme og truende, så oplevede jeg, at et flertal af beboerne var rolige, og at jeg kunne bruge min faglighed.
Jeg havde nogle veninder, der havde arbejdet inden for socialpsykiatrien. De frarådede mig at søge jobbet, da de hørte, at det var på et socialpsykiatrisk bosted. En tidligere kollega sagde direkte: ”Jeg ville aldrig turde arbejde på et bosted. I har ingen muligheder for at gøre noget, hvis en beboer bliver voldelig eller til fare for sig.”
MIN OPLEVELSE var nu, at min nye arbejdsplads var et godt sted at være. Jeg havde nogle rigtig gode kollegaer, som var fagligt dygtige, og der var et godt arbejdsmiljø mellem os kollegaer. Der var mulighed for at få efteruddannelse, og vi fik interne kurser, der klædte os på til at kunne varetage vores arbejde bedst muligt. Det gjorde mig rigtig glad for mit nye arbejde, og jeg lod mig ikke skræmme af de historier, jeg hørte om socialpsykiatrien.
Som tiden gik, blev det dog tydeligere og tydeligere for mig, at der faktisk var situationer, som var farlige i hverdagen.
Der var beboere, der i perioder næsten dagligt blev voldsomme. Og der var situationer, hvor jeg og mine kollegaer endte med at ringe til politi og vagtlægen. Situationer hvor jeg sammen med mine kollegaer måtte låse mig inde på vores kontor og vente på, at politiet kom.
Der var dage hvor alarmen lød, og jeg måtte løbe andre kollegaer til undsætning. Disse situationer satte en følelse af afmagt i gang hos mig, fordi jeg oplevede, at det handlede om en lille gruppe beboere, som ikke fik den behandling, de havde brug for.
Jeg oplevede, at når beboere havde været til fare for sig selv og andre og blev hentet af politiet, så blev de typisk indlagt i knap et døgn for så at komme igen. På det døgn får folk typisk noget beroligende medicin. Når de er tilbage og virkningen aftager – måske efter et halvt døgn – kan den voldsomme adfærd vende tilbage.
DEN AFTEN min kollega blev stukket ihjel med en kniv af en beboer, havde jeg været på arbejde om dagen. Det var påske, så vi var ikke mange på arbejde, da der altid i weekender og på helligedage er så lidt personale på arbejde som muligt. Om formiddagen løber jeg til alarm. En af mine kollegaer er blevet slået i hovedet af en beboer. Bagefter spørger man hinanden om, ”hvad skal der til, før der bliver gjort noget.”
Desværre sker der noget afgørende om aftenen. Jeg sidder i min stue og hører sirenerne. På det tidspunkt ved jeg ikke, hvad der er sket, men tænker: ”Bare det ikke er noget på Lindegården.”
Som mange gange før fik beroligede mig selv og tænkte ikke mere over sirenerne, før jeg blev vækket af min søn, og hørte ham fortælle: ”Der er en, der er blevet slået ihjel på dit arbejde.”
Aldrig har mine tanker arbejdet så hurtigt, og følelserne væltede op i mig. Følelsen af, at det ikke kan passe, han må have hørt forkert. Så jeg skyndte mig at tjekke nyhederne på min mobil og på tekst-tv. Samtidig fløj tanker rundt i hoved om, hvem kan det være?
Uvisheden var næsten ikke til at holde ud, jeg kunne læse at det var en kvinde på 57 år, og kunne lave udelukkelsesmetoden. Jeg skrev til en kollega, som havde været på aftenarbejde for at høre, om hun var ok.
INDTIL JEG blev ringet op af min leder den næste formiddag, var det som et mareridt, og jeg havde svært ved at tro på, at det virkelig var sket. Det var uvirkeligt for mig, det allerværste, der kunne ske, var sket.
Det, som alle havde talt om, men som vi alligevel aldrig i vores vildeste fantasi havde forstillet os kunne ske, var sket. En kollega mistede livet, en familie mistede en, de elskede højt, en beboer blev drabsmand og en arbejdsplads mistede en medarbejder.
Denne oplevelse har fået mig til at handle. Jeg skrev et opslag på Facebook to dage efter min kollegas død, et opslag som blev delt 20.000 gange og fik 1.000 kommentar. Det viste mig, at jeg er ikke alene med min følelse af afmagt og min oplevelse af, at der findes mennesker, der ikke får den behandling i psykiatrien, som de har brug for og som derfor bliver til fare for dem selv og andre.
Der skal gøres noget, så de mennesker der har behov for at blive indlagt, kan blive indlagt når de blive så syge, at de er til fare for dem selv og andre.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.