Blod fra Chelsea-keepers øre var ikke alvorligt
Thibaut Courtois pådrog sig ikke alvorlige skader efter et sammenstød i søndagens kamp mod Arsenal.


Det så alvorligt ud, da Chelseas målmand Thibaut Courtois søndag måtte lade sig udskifte med blodet løbende ud af øret.

Den 22-årige belgier er dog ikke kommet slemt til skade efter et sammenstød med Arsenal-spilleren Alexis Sánchez i søndagens opgør.

Chelsea bekræfter, at Courtois blev sendt på hospitalet under kampen for at blive testet for eventuelle hovedskader.

- Thibaut blev behandlet for et mindre snit i øret, og han blev udskrevet i aftes, skriver Chelsea på klubbens hjemmeside og oplyser, at man forventer, at målmanden er klar til at spille landskamp for Belgien senere på ugen.

Thibaut Courtois har også selv skrevet til sine fans.

- Tak for alle beskederne. Jeg har det allerede meget bedre, skriver målmanden på Twitter.

Med Petr Cech på mål i de sidste 65 minutter lykkedes det Chelsea at slå Arsenal med 2-0.

Chelsea topper Premier League med 19 point - fem flere end Manchester City på andenpladsen.
/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.