Hun er blind, sidder i kørestol, og kan ikke selv gå uden for en dør - men hun er ikke syg nok til særlig hjælp.
Sådan lyder Odense Kommunes dom over 43-årige Katja Cornelius, der fra den ene dag til den anden gik fra at få hjælp otte timer om dagen til kun at få hjælp en enkelt time. Det skriverFyens.dk.
Katja Cornelius, der lider af svær leddegigt, var ellers blevet visiteret til ekstra støtte for borgere med særlige behov. Det betød, at hun fik hjælp otte timer hver dag. Men i 2014 besluttede kommunen, at hun kun var berettiget til en times daglig hjemmehjælp, der går med oprydning og rengøring.
Det betyder, at den 43-årige kvinde, der er for handicappet til at gå ud uden hjælp, nu må blive i sit hjem hele tiden.
Jan Lindegaard, der er ældre- og handicapchef i Odense Kommune, siger, at han tager sagen alvorligt, men at Katja Cornelius ikke opfylder betingelserne.
- Med den viden vi har, og den lovgivning der er, har vi dog ikke haft grundlag for fortsat at bevillige den særlige BPA-ordning, siger han til Fyens.dk.