Det var for at fejre sit 9-årige barnebarn, at Jørgen Eckmann torsdag ville besøge Jensens Bøfhus i Hillerød.
Men fornøjelsen blev gangske kort, skriver bt.dk.
Jørgen Eckmann, der er blind og derfor er afhængig af sin førerhund, var nemlig knapt nok kommet ind, før han fik at vide, at hunden ikke måtte være i restauranten på grund af levnedsmiddelloven. Og det også selvom, der altså var tale om en førerhund.
- Det var sindssygt ydmygende, fortæller Jørgen Eckmann, der også er formand for Dansk blindesamfund i Nordsjælland, til bt.dk.
Jørgen Eckmann, der udmærket kender den lov, som restauranten henviste til, påpeger overfor bt.dk, at der faktisk ikke er noget forbud mod førerhunde i restauranter. Derimod står der, at de helt lovligt kan lukke førerhunde ind, hvis de ønsker det.
Da Jørgen Eckmanns søn samme aften ringede til Jensens Bøfhus i Holbælk, lød meldingen da også, at førerhunde altid er velkomne. Og samme melding fik sønnen også, da han efterfølgende kontaktede administrationen hos restaurant-kæden.
Men selvom indehaveren af Jensens Bøfhus Palle Skov Jensen i dag undskylder over Jørgen Eckmann, så får det ham ikke til at komme tilbage.
- Det er meget muligt, at det ikke er deres politik at nægte førerhunde adgang, men jeg ønsker ikke at støtte en restaurantkæde, hvor man kan komme ud for den slags oplevelser som blind, siger Jørgen Eckmann til bt.dk.