Blev tævet ihjel: Offers familie udlover dusør på halv million
Familien til en ung mand, der blev tævet ihjel, i 2012, udlover nu en dusør for oplysninger, der kan føre til opklaring af drabet.
Dogu Aydin, der her ligger blomster på det sted,hvor hans bror blev tævet ihjel, håber, at en dusør kan hjælpe politiet med at opklare, hvad der skete, da hans bror blev dræbt.
Dogu Aydin, der her ligger blomster på det sted,hvor hans bror blev tævet ihjel, håber, at en dusør kan hjælpe politiet med at opklare, hvad der skete, da hans bror blev dræbt. Foto: Scanpix


Familien til Cem Aydin, der blev tævet ihjel på Frederiksberg, udlover en dusør på en halv million kroner for oplysninger, der kan føre til opklaring af drabet.

Den 19. januar 2012 blev den 21-årige Cem Aydin dræbt af en stor gruppe unge mænd uden for sine forældres hjem på Frederiksberg. Drabet er uopklaret, og nu udlover Cem Aydins familie efter aftale med Københavns Politi en dusør på en halv million kroner til den, der kan bidrage til opklaring af sagen.

- Dusøren er et udtryk for vores søgen efter sjælefred, siger Cem Aydins storebroder Dogu Aydin i en pressemeddelelse.

Politiet håber på nye oplysninger

Hos Københavns Politi håber efterforskningsleder Hans Erik Raben også på, at dusøren kan være medvirkende til at nye vidner vil stå frem, så sagen kan blive opklaret.

- Der er tale om en drabssag - den alvorligste forbrydelse et menneske kan begå – nemlig at nogen berøver et andet menneske livet, og disse sager skal opklares – både af hensyn til retssikkerheden og af hensyn til de dræbtes efterladte, siger han.

Sådan udbetales dusøren

1) Udbetalingen af en andel af dusøren betinges af, at de nye og afgørende oplysninger medfører eksempelvis

  • Klarlæggelse af motiv,
  • Klarlæggelse af gerningsvåben – evt. fund af dette,
  • Identificering af gerningsmændenes flugtkøretøjer
  • Gerningsmændenes mulige identitet, gruppering m.v.

2) Udbetaling af hele dusøren betinges af, at de nye oplysninger medfører

a. FULD opklaring af sagen og tiltalerejsning mod én eller flere gerningsmænd.

Fælles for de 2 kriterier er, at

3) Personen/personerne (vidnet/vidnerne), der fremkommer med oplysningerne som ovenfor nævnt om fornødent skal afgive forklaring herom i retten – både under efterforskningen, men også under en eventuel senere hovedforhandling, HVIS anklagemyndigheden skønner dette nødvendigt.

Det er alene Københavns Politi, der afgør, hvornår og hvorvidt dusøren eller en andel heraf udbetales.

Kilde: Københavns Politi

UDVID

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.