Blatter fortryder: Jeg fik ikke reformeret Fifa
Den mangeårige og tidligere Fifa-leder Sepp Blatter gjorde ikke nok for reformere fodboldforbundet.
Sepp Blatter talte fredag til en forsamling på universitetet i Basel, hvor skandalen i Fifa var på dagsordenen.
Sepp Blatter talte fredag til en forsamling på universitetet i Basel, hvor skandalen i Fifa var på dagsordenen. Foto: AP/AP


Den tidligere præsident for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) Sepp Blatter gjorde ikke nok for at reformere det skandaleombruste forbund.

Det erkendte den 80-årige schweizer, da han fredag talte til 400 mennesker på universitetet i Basel.

- Jeg fortryder, at jeg ikke gjorde nok for at bringe Fifa tilbage på det rette spor, sagde Blatter ifølge Reuters.

Han trak sig sidste år fra posten i Fifa, efter at en lang række fodboldledere blev arresteret på grund af anklager om korruption og penge under bordet i forbindelse med tildelingen af slutrunder og salg af tv-rettigheder.

Under universitetsbesøget i Basel blev Sepp Blatter beskyldt for at have vendt det blinde øje til korruptionen, der har tråde til de regionale fodboldforbund i blandt andet i Sydamerika (Conmebol) og Nord- og Mellemamerika (Concacaf).

Blatter, der sad i spidsen for Fifa fra 1998 til 2015, er dog af en anden holdning.

- Jeg havde ikke magt til at blande mig i, hvad der foregik i de konføderationer, lyder meldingen fra schweizeren.

Den lange række af arresterede fodboldledere skal for retten i USA i februar 2017, og Blatter er parat til at vidne i sagerne.

- Ja. Jeg er parat til at forsvare Fifa, hvis de ønsker det, sagde han ifølge AFP.

En mistænkelig pengeoverførsel i 2011 fra Sepp Blatter til den tidligere præsident for Det Europæiske Fodboldforbund, Michel Platini, på knap 14 millioner kroner, betyder, at schweizeren i øjeblikket er udelukket i seks år fra al fodbold.

Overførslen skete ni år efter, at Platini angiveligt foretog noget arbejde for Fifa, men gælden var aldrig blevet noteret i Fifa.

Fredag henviste Sepp Blatter til, at der i stedet var indgået en mundtlig aftale.

- Der var tale om en gæld, og vi betalte den gæld.

- Måske skulle man tidligere have indikeret, at vi skyldte ham noget. Men det omhandler noget administrativt og en økonomisk procedure, og det har ikke noget med etik at gøre, mener Blatter.

Både Blatter og Platini har anket udelukkelsen på seks år til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

Fifa valgte i februar den tidligere Uefa-generalsekretær Gianni Infantino til ny præsident.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.