Blatter erklærer sin uskyld i otte timer lang afhøring
Sepp Blatter forventer, at Fifas etiske komité vil erklære ham uskyldig og ophæve hans suspension.
Sepp Blatter (t.v.) blev torsdag afhørt i Zürich. Fredag er det Platinis tur, men franskmanden har ikke i sinde at dukke op personligt.
Sepp Blatter (t.v.) blev torsdag afhørt i Zürich. Fredag er det Platinis tur, men franskmanden har ikke i sinde at dukke op personligt. Foto: Patrick B. Kraemer/AP


Den suspenderede præsident i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Sepp Blatter, blev torsdag afhørt i mere end otte timer af Fifas etiske komité i Zürich.

Blatter selv var efterfølgende tavs over for de fremmødte journalister. Men i mail sendt til det franske nyhedsbureau AFP forklarer Blatter-advokat Richard Cullen, at hans klient erklærede sig uskyldig og forventer at få ophævet sin suspension i Fifa.

- Præsident Blatter ser frem til, at en afgørelse falder ud i hans favør, for det kræver de fremførte beviser.

- Præsident Blatter har opført sig ordentligt og har ikke handlet i strid med Fifas etiske kodeks. Efterforskningen bør indstilles og suspensionen bør ophæves, skriver advokaten.

Advokatens spådom er stik mod den forudsigelse, som Andreas Bantel, der er talsmand for Fifas etiske komité, udtalte i sidste uge til den franske avis L'Equipe.

Her sagde Andreas Bantel, at Blatter og den suspenderede Uefa-præsident, Michel Platini, kunne se frem til flere års udelukkelse. De to blev suspenderet i 90 dage 8. oktober, mens en mistænkelig pengeoverførsel fra Blatter til Platini undersøges.

Fifas etiske komité forventer at komme med en afgørelse mandag.

Inden da skal Michel Platini afhøres fredag. Franskmanden annoncerede dog onsdag via sine advokater, at han ikke har i sinde at møde frem selv, fordi han allerede føler sig dømt på grund af ovennævnte kommentar fra Andreas Bantel til L'Equipe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.