Blær skal lokke turister til Danmark
Danmark skal være bedre til at markedsføre sig i turisternes hjemlande, hvis flere skal lokkes til, lyder det.
Amalienborg. Danmark bliver udkonkurreret af vores naboer i både syd og nord, når det kommer til turisme. Arkivfoto.
Amalienborg. Danmark bliver udkonkurreret af vores naboer i både syd og nord, når det kommer til turisme. Arkivfoto. Foto: JACOB EHRBAHN/POLFOTO


Hvis Danmark skal lokke flere turister til, så skal vi væk fra en forestilling om, at vi har et fantastisk produkt, der sælger sig selv. Det mener forsker i branding og turisme, professor Can-Seng Ooi fra CBS. Vi skal simpelthen blive bedre til at føre os frem.

- I Danmark har man en tendens til at anskue turisme som andre former for industri og produktion. Men det handler ikke om at eksportere en vare. Det handler om, at kunderne skal komme og besøge os. Vi skal lokke dem til at komme her, siger han.

Ifølge professoren er der en direkte sammenhæng mellem, hvor mange ressourcer der bruges på markedsføring i andre lande, og hvor mange nye turister der kommer til.

- Vi er nødt til konstant at minde folk om, at Danmark er her. Vi kan ikke regne med, at folk nok skal finde ud af, hvor fantastisk her er. Vi skal hele tiden fortælle dem det, fordi konkurrencen er hård, siger Can-Seng Ooi.

- Vi konkurrer både med landene omkring os og mere fjerne destinationer, for det betyder ikke længere så meget, at flyveturen er nogle timer længere, siger han.

Danmark er et af de europæiske lande, der har været dårligst til at tiltrække flere udenlandske turister de seneste 10 år. Det viser en kortlægning, som er foretaget af kommuneforeningen KL's nyhedsbrev, Momentum.

I perioden 2004-2014 har Danmark oplevet en fremgang i antallet af udlændinges overnatninger på fire procent. Ud af 48 europæiske lande har kun turismen i Cypern, Luxembourg, Slovakiet og Kirgistan klaret sig dårligere i perioden.

Ifølge Can-Seng Ooi hører det med til billedet, at nogle af de lande, der sammenlignes med, starter fra et lavere udgangspunkt og derfor vil have højere vækstrater.

Men en systematisk indsats vil kunne tiltrække flere turister, mener han.

Også brancheorganisationen Horesta mener, at bedre markedsføring er en del af løsningen, hvis Danmark skal have en større del af væksten i turismen i Europa.

- En målrettet satsning på at udvikle dansk turisme kan få os tilbage på sporet. Vi har meget at byde på til turisterne, men vi må erkende, at vi er et dyrt land at besøge.

- Derfor er der brug for at hæve kvaliteten, behov for at give turisterhvervet bedre vilkår at konkurrere på, og endelig er det nødvendigt at styrke markedsføringen af Danmark, siger politisk chef i Horesta Kirsten Munch i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.