Bladfond vil give flygtningebørn bedre start med donation
En donation på 30 millioner kroner skal de kommende to år hjælpe flygtningebørn til en bedre start i Danmark.
Egmont Fonden vil over de næste to år øremærke 30 millioner kroner til indsatser, som skal sikre nytilkomne flygtningebørn den bedst mulige start på livet i Danmark.
Egmont Fonden vil over de næste to år øremærke 30 millioner kroner til indsatser, som skal sikre nytilkomne flygtningebørn den bedst mulige start på livet i Danmark. Foto: Egmont/Free


De mange børn, der er påvirket af flygtningekrisen, får nu en hjælpende hånd af den store bladfond Egmont.

Fonden vil over de næste to år øremærke 30 millioner kroner til indsatser, som skal sikre nytilkomne flygtningebørn den bedst mulige start på livet i Danmark.

- Flygtningebørn er udsatte, mange af dem har alvorlige sociale-, helbredsmæssige- og læringsmæssige problemer, og det påvirker deres trivsel og muligheder for at lære noget.

- Derfor er de en helt naturlig målgruppe, siger Henriette Christiansen, der er direktør for Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration.

Ifølge Henriette Christiansen står Danmark i en historisk flygtningekrise, hvor børn har akut brug for støtte, så børnene kan få en ny start.

- Vi vil gerne bidrage til at hjælpe børnene i den akutte situation og bidrage til at skabe en god start på deres liv i Danmark. Det er der brug for, siger hun.

Egmont Fonden har tradition for at bidrage til børn og unges håndtering af krisesituationer og stærk faglighed inden for det psykosociale område og læringsområdet.

Pengene, som fonden giver, kan søges af alt fra kommuner til organisationer som Røde Kors. Og selv om de 30 millioner ikke løser alle problemer, håber fonden, at der kan etableres et bredt samarbejde om flygtningebørnene.

- Vi ved godt, at 30 millioner ikke løser alle deres problemer, men vi håber vi kan tage et medansvar for at igangsætte et bredere samarbejde på tværs af sektorer og fagligheder, lyder det fra Henriette Christiansen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.