Blå løgn eller rød skræmmekampagne? Ungdomspolitikere vildt uenige
Ungdommen er den generation, der er mest tolerante overfor økonomisk ulighed. Liberal Alliance Ungdom jubler, mens DSU-formand kalder de liberales hyldest til uligheden en stor løgn.
Formand for Liberal Alliance Ungdom 
Stefan Roy Frederiksen (til venstre på fotoet) er ikke spor enig med Lasse Quvang fra DSU (t.h.)
Formand for Liberal Alliance Ungdom Stefan Roy Frederiksen (til venstre på fotoet) er ikke spor enig med Lasse Quvang fra DSU (t.h.) Pressefotos fra Liberal Alliance Ungdom og DSU


Venstrefløjen fører skræmmekampagne om ulighed. Sådan lyder den blå anklage.

Sludder! Liberal Alliances Ungdom lever på en løgn med et sølle frihedsbegreb. Er de rødes modsvar.

Der er ikke ligefrem enighed at spore, når man tager fat i formændene fra Liberal Alliance Ungdom og Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og præsenterer dem for resultaterne af ny undersøgelse.

Undersøgelsen viser, at unge mellem 18-29 år er den generation i landet, der i mindst grad oplever afstanden mellem rig og fattig som et problem.

- Det er utrolig meget positivt, at unge ikke ser ulighed som et problem, siger formanden for Liberal Alliances Ungdom (LAU) Stefan Roy Frederiksen.

En liberal sejr

I hans optik er det ikke kun rige, der får mere, når uligheden stiger. Det mener han også, at de fattigste gør.

Derfor ser han det som en venstreorienteret skræmmekampagne, når hans politiske modstandere advokerer for at stoppe den voksende ulighed. En kampagne, som han altså ser, at de liberale har sejret over.

- Den liberale værdikamp har sejret ved, at rigtig mange unge ikke mener, at ulighed i sig selv skal bekæmpes, siger Stefan Roy Frederiksen.

En stor løgn

Men man lever på en løgn, hvis man forstår ulighed sådan. Det mener formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Lasse Quvang Rasmussen.

- De unge i Liberal Alliance hylder uligheden og synes, at det er sundt og godt. Det er jo en stor løgn, siger han.

Specielt argumentet om at ulighed øger dynamikken i samfundet, ser DSU-formanden som helt hen i vejret. Han pointerer, at det i ulige samfund som for eksempelvis USA og flere afrikanske lande er næsten umuligt at arbejde sig ud af fattigdom.

Et "sølle frihedsbegreb"

Derfor melder Lasse Quvang Rasmussen til kamp mod dem, han kalder de liberale frihedskæmpere. Han starter med at angribe LAU's frihedsbegreb.

- Det er et sølle frihedsbegreb, Liberal Alliances ungdom har. Der er ikke meget frihed i at kæmpe for, at Lars Seier skal slippe billigere i skat, siger han og anfører, at velfærdssamfundet udfordres af stigende ulighed.

Men Stefan Roy Frederiksen fra Liberal Alliance skyder igen. Det er noget bavl, at velfærdsdanmark trues af større ulighed, mener han.

Og med undersøgelsen i hånden peger han på, at ungdommen har gennemskuet venstrefløjen.

- Flere er blevet immune overfor den kamp, som venstrefløjen har ført i mange år, hvor de har råbt højt om ulighed, siger Stefan Roy Frederiksen.

S har lavet fejl

Kritikken fra det ultraliberale ungdomsparti preller dog af på DSU-formanden. Han har tænkt sig at blive ved med at kæmpe for mindre ulighed. 

Og det er en kamp, som han gerne så moderpartiet tage større del i.

- Jeg synes ikke, at Mette Frederiksen og den socialdemokratiske ledelse gør nok for at tale om og bekæmpe ulighed. Kom nu i gang, og gør noget ved den ulighed, siger Lasse Quvang.

Han beklager også, at uligheden steg under Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode fra 2011 til 2015.

- Det er en fejl, at man ikke arbejdede mere for at bekæmpe ulighed. Økonomisk lighed skal være et mål, man arbejder med i sin økonomiske politik og i finansministeriet, fastslår han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.