BLÅ BOG: Hvem er Radovan Karadzic
Den tidligere bosnisk-serbiske leder ernærede sig blandt andet som healer og digter, inden han blev fanget.
Karadzic i retten under den langvarige retssag mod ham. Torsdag faldt der dom på 40 års fængsel.
Karadzic i retten under den langvarige retssag mod ham. Torsdag faldt der dom på 40 års fængsel. Foto: Michael Kooren/AP


Krigsforbryderdomstolen i Haag har torsdag kendt den tidligere bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic skyldig i folkemord og forbrydelser mod menneskeheden og idømt ham 40 års fængsel.

Her kan du mere viden om den mand, der nu er dømt for krigsforbrydelser under krigen i Bosnien-Hercegovina i 1990'erne.

* 70 år. Født i 1945 i Montenegro. Hans far var medlem af en serbisknationalistisk oprørsgruppe og sad i fængsel det meste af Radovans barndom.

* Uddannet psykiater fra Sarajevo Universitet i Bosnien-Hercegovina.

* Stifter af det Serbiske Demokratiske Parti i 1989.

* Da Jugoslavien begyndte at falde fra hinanden, blev Radovan Karadzic lederen af det serbiske mindretal i landet, der ikke ville løsrive sig fra Serbien.

* I 1992 blev han præsident for det nyoprettede Republika Srpska, der fungerede som en uafhængig stat for det serbiske mindretal.

* Sammen med den daværende serbiske præsident Slobodan Milosevic indledte de et togt mod landets kroatiske og muslimske befolkningsgrupper. Billeder af udmagrede muslimer i serbiske fangelejre chokerede offentligheden. Krigen kostede 100.000 mennesker livet.

* I juli 1995 indtog den bosnisk-serbiske hær byen Srebrenica og beordrede omkring 8000 bosniske muslimske mænd og drenge over 15 år til at marchere ud af byen, hvor de blev skudt ned. Folkedrabet er siden blevet kendt som Srebrenica-massakren.

* Det fik Nato til at gå ind i krigen, og Radovan gik under jorden i 1997.

* Han blev den mest eftersøgte person hos den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Mens han var i skjul, lykkedes det ham at udgive en digtsamling.

* Først i 2008 efter 13 års liv på flugt blev Radovan fanget i Beograd. Han ernærede sig som spirituel healer, hvor han tilbød akupunktur og hjemmeterapi.

* Han har benægtet al kendskab til massakren i Srebrenica og nægter at have beordret etnisk udrensning, selv om den serbiske regering har indrømmet og undskyldt. Han siger, han er en "fredens mand" og en "ven af muslimer".

Kilder: DR, BBC

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.