Blå blok varsler et opgør med Flygtningenævnet
De borgerlige vil bremse muligheden for asyl til personer, der flygter fra områder med eksempelvis borgerkrig.


Venstre har mistet tilliden til Flygtningenævnets afgørelser og bebuder, at en eventuelt kommende blå regering vil ændre nævnets sammensætning.

Det skriver Jyllands-Posten søndag.

Dansk Flygtningehjælp - en privat interesseorganisation, der kæmper flygtninges sag - skal ikke længere have mulighed for at udpege medlemmer til Flygtningenævnet, der er den domstolslignende øverste instans på flygtningeområdet.

De borgerlige vil på den måde blandt andet bremse muligheden for asyl til personer, der flygter fra områder med eksempelvis borgerkrig, men som ikke er individuelt forfulgte.

Siden september 2013 har Flygtningenævnet besluttet at tildele denne gruppe af personer asyl.

Beslutningen er en af årsagerne til det hastigt voksende antal flygtninge i Danmark og er også baggrunden for, at regeringen vil stramme asylreglerne for syrere, der flygter fra borgerkrigen i deres hjemland

Men trods regeringens strammere asylregler kræver Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti også et opgør med nævnet og dets praksis.

- Vi er kritiske over for sammensætningen af Flygtningenævnet. Det uafhængige er gået fløjten, og vi skal også have undersøgt, om fortolkningen i Flygtningenævnet er gået for vidt i denne sag, siger Venstres politiske ordfører Inger Støjberg til Jyllands-Posten.

De Konservatives rets- og integrationsordfører Tom Behnke er enig, men hos Dansk Flygtningehjælp afviser generalsekretær Andreas Kamm, at organisationens rolle i nævnet skulle være et problem.

- Flygtningenævnet skal være helt uafhængigt, og vi er lige så interesseret i nævnets uafhængighed som alle andre. Derfor kan man ikke være ansat i Dansk Flygtningehjælp og sidde i Flygtningenævnet, siger Kamm til avisen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.