Blå blok er lunkne over for orkesterkompromis
Fremtiden er endnu uvis for DR Underholdningsorkestret. Blå blok og Enhedslisten kæmper fortsat for bevarelse.
Blå blok vil fortsat kæmpe for at bevare DR's Underholdningsorkester.
Blå blok vil fortsat kæmpe for at bevare DR's Underholdningsorkester. Foto: Mik Eskestad/free


Blå blok lægger næppe mandater til det kompromisforslag, som partiernes kulturordførere har fået forelagt overskrifterne på ved et møde tirsdag med kulturminister Marianne Jelved (R) omkring lukningen af DR Underholdningsorkestret.

Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen, siger, at partierne har fortalt ministeren, at Underholdningsorkestrets bevarelse er en nødvendighed, før man kan nå til et kompromis.

- Der er ingen tvivl om, at Underholdningsorkestret skal opretholdes efter årsskiftet. Den melding gav vi til kulturministeren, og den melding står vi stadigvæk ved.

- Nu er vi blevet fortalt, at der kommer et kompromisforslag fra ministeren. Det kigger vi selvfølgelig på, men vores krav står stadig ved magt, siger Michael Aastrup Jensen.

Det er DR selv, som er kommet med kompromisforslaget.

SF's medieordfører, Özlem Cekic, bekræfter, at der er tale om, at man i stedet for at bevare Underholdningsorkestret vil tilføre seks millioner kroner til DR Symfoniorkestret, som så kan ansætte flere musikere og varetage nogle af de opgaver, som Underholdningsorkestret tidligere har haft.

Den model går blå blok dog næppe med til.

- Nej, det ser ikke sådan ud. Det vigtigste er, at Underholdningsorkestret fortsætter. Det er også det, personer i musikbranchen siger til os, siger Michael Aastrup Jensen.

Morten Marinus, medieordfører i Dansk Folkeparti, supplerer:

- Vi skal selvfølgelig se det endelige kompromisforslag. Ud fra det, der er forelagt, så lyder det ikke interessant, siger han og hæfter sig ved, at der stadig er flertal for at bevare Underholdningsorkestret.

Ud over blå blok vil også Enhedslisten bevare orkestret.

Hvor længe det trækker ud, før en afklaring er på plads, vides ikke. Men Lars Barfoed, De Konservatives kulturordfører, siger, at en løsning ikke er nært forestående.

Ifølge Ritzaus oplysninger mødes parterne til et nyt møde mandag 1. december. Inden da vil partierne have modtaget et konkret kompromisforslag, som de kan forholde sig til.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.