Bjørn falder tilbage trods fint spil
Selv om Thomas Bjørn gik tredje runde i Shanghai i et slag under par, faldt han ni pladser tilbage.
Selv om Thomas Bjørn gik tredje runde i Shanghai i et slag under par, faldt han ni pladser tilbage.
Selv om Thomas Bjørn gik tredje runde i Shanghai i et slag under par, faldt han ni pladser tilbage. Foto: René Schütze/FOTOGRAF RENZ SCHYTZE


De bedste spillede nærmest som var de fra en anden planet på tredje runde af European Tour-golfturneringen BMW Masters i Shanghai lørdag.

Derfor faldt Thomas Bjørn fra en syvendeplads til delt nummer 16, selv om han gik tredje runde i et slag under par. Danskeren er nu samlet 10 slag under par, og han er voldsomt distanceret af franskmanden Alexander Levy og waliseren Jamie Donaldson, der ligger henholdsvis nummer et og to.

Alexander Levy gik tredje runde i ni slag under par, og er nu samlet hele 22 slag under banens par. Den laveste score efter tre runder i denne sæson på European Tour.

Jamie Donaldson var bedste mand lørdag. Han gik runden i 10 slag under par, og er nu samlet 18 slag under.

Tyskeren Marcel Siem er på tredjepladsen 17 slag under par efter en runde i syv under.

Belgieren Nicolas Colsaerts, som førte inden lørdagens runde, havde en skidt lørdag. Han kom banen rundt i et slag over par, og er nu delt nummer fem, men er pludselig ni slag fra førstepladsen.

Thorbjørn Olesen gik lørdagens runde i to slag under par. Han er samlet seks slag under par, og er delt nummer 28.

Et enkelt slag under par blev det til for Morten Ørum Madsen. Han er delt nummer 49 med i alt to slag under par.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.